Vi skal gøre op med uligheden på strokeområdet

Ulighed i adgang til sundhed vokser herhjemme – og det gælder desværre også på strokeområdet. Derfor indskærper Hjernesagen over for landets politikere og beslutningstagere, at der er brug for politisk handlemod, fokus og vilje til at tage fat på en af de allerstørste udfordringer på sundhedsområdet.

Det er bydende nødvendigt, men samtidig en stor og vanskelig opgave. For ulighed er en kompleks størrelse. Når det handler om stroke, altså blodprop eller blødning i hjernen, ser vi desværre ulighed i hele strokekæden – men med forskellige ansigter:

• Forebyggelse af stroke har en udtalt social slagside. Mange års kampagner om sunde livsvaner herhjemme har på den ene side været med til at løfte sundhedstilstanden blandt middelklassen, men samtidig øge sundhedsgabet til de mindre velstillede. Derfor er der brug for at tænke helt anderledes og gribe forebyggelsen mere strukturelt an. Helt overordnet skal vi gøre de sunde valg i livet lettere, billigere og mere oplagte – og omvendt med de usunde. Det kræver ændringer i vores skatte- og afgiftspolitik, men det kræver også, at vi som samfund tænker forebyggelse ind i alle samfundsinvesteringer og -tiltag, akkurat som vi i dag nærmest pr. automatik tænker klimahensyn ind i alle anlægsopgaver og lovgivningstiltag.
• Behandling af stroke har ligeledes en social slagside. Vi ved fra forskningen, at kvalitet i pleje og behandling desværre og måske lidt paradoksalt hænger tæt sammen med faktorer som uddannelse, job og indtægt. Der er derfor brug for, at vi undersøger området nærmere og afprøver tiltag, der kan mindske den sociale forskel i den akutte behandling.
• Rehabilitering efter stroke – her ser vi en velkendt og udtalt geografisk ulighed herhjemme. Den rehabilitering, en strokeramt tilbydes efter hospitalsindlæggelse, er i dag alt for tilfældigt og alt for afhængig af økonomi og tradition i borgerens hjemkommune. Konsekvense er, at især de mindre ressourcestærke borgere lades i stikken, fordi de ikke protesterer, gør brug af patientforeninger og eksempelvis rejser deres sag i pressen. Der er derfor behov for en voldsom opstramning af den eksisterende lovgivning, så kommunerne på tværs af landet forpligtiges til at leve op til skarpt definerede og enslydende standarder. Desuden skal borgernes klageadgang lettes og gøres hurtigere samtidig med, at vi skal sikre, at det faktisk har konsekvenser, hvis en kommune svigter sit ansvar for sine borgere.
• I livet med stroke ser vi både en social og geografisk ulighed. Også her er der behov for standardiseringer og lovændringer, for i det livslange forløb efter et overlevet stroke har de svageste i samfundet en langt højere risiko for at havne i et liv med markant færre muligheder og en høj grad af social isolation.

I Hjernesagen ved vi, fra vores engagement i enkeltsager, at ulighed har enorme konsekvenser for den enkelte ramte i form af tabt livskvalitet og fysisk formåen. Men faktum er også, at det på den lange bane får næsten uoverskuelige konsekvenser for vores samfund i form af øgede udgifter til støtte, pleje og behandling, hvis vi ikke retter op.

Hjernesagen kalder derfor på politisk handlemod i dag snarere end i morgen.