innerpagebanner

Børn og unge

Børn og unge pårørende står i en helt særlig situation. Børns reaktioner er i høj grad afhængig af alder og udviklingstrin. Generelt skal man være opmærksom på, at børn ikke nødvendigvis oplever sygdom på samme måde som den voksne. Oplevelser i forbindelse med sygdommen, behandlingen, og det at være på hospitalet kan tolkes anderledes af barnet. Barnet udvikler ofte forskellige fantasier og forestillinger om det skete, som det kan være vigtigt at få talt med barnet om. Mange børn går stille med deres følelser og virker måske mere tilpassede og glade, end de i virkeligheden er. Børn gør ofte meget for at gøre deres forældre tilfredse og vil nødig bekymre de voksne ved at vise, at de er kede af det.

Børns følelsesmæssige reaktioner kan vise sig anderledes end voksnes: Sorg kan vise sig som vrede, angst som pjattet og fjollet adfærd og lignende. Børn kan have meget svært ved at forstå og vænne sig til, at en forælder har ændret adfærd og ikke længere reagerer på samme måde, som den far eller mor, de har været vant til.

Børn skal informeres om sygdom og forløb, da selv helt små børn registrerer ændringer i familien. Det er vigtigt at snakke med børn om deres tanker om situationen, tale med dem om, hvordan de har det, og om der er noget, som bekymrer dem. Tit kan det være godt for børn at tale med nogen, som fx ikke er helt tæt på, da børn tit vil forsøge at vise deres forældre, at de ikke behøver at bekymre sig om dem og derfor skjuler, hvordan de i virkeligheden har det. Samtalen skal altid afpasses barnets alder, udviklingstrin og særlige behov.

”Han spørger ikke længere, hvordan vi har det.”
Datter

”Det kan godt føles lidt forbyttet. Nu er det ligesom mig, der er forælderen.”
Datter

Tal om det

Når ens far eller mor eller et andet menneske, man holder meget af, får følger efter en hjerneskade, betyder det noget for hele familiens liv. Alle er kede af det og bekymrede for, hvordan hverdagen nu bliver.

Det er vigtigt at tale om det, der er sket. Du må gerne sige højt, at du også er ked af det, bange og vred over, at fx netop din far, mor, søster eller bror har fået en hjerneskade. Det er vigtigt for dig, at du taler med nogen og ikke går alene med dine tanker. Det er ikke altid, at de voksne tager initiativ til en snak med dig. Forældre vil gerne beskytte deres børn og tænker måske, at det er bedst, at du ikke ved så meget. I de situationer kan du spørge dem om ting, du ikke forstår eller fortælle dem om dine tanker.

De fleste børn oplever, at de bliver lettede og føler sig bedre tilpas, efter at de har sagt tingene højt.

Mange i din situation føler, at de bryder tilliden med deres forældre ved at tale med andre om det, der er sket. At tale med andre kan give dårlig samvittighed. Alligevel er det vigtigt, du taler om det, for hvis du går alene med dine tanker og bekymringer, risikerer du, at de vokser sig større og gør dig mere ked af det. Nogle gange er det svært at tale med sine forældre, mens det er nemmere at tale med fx en lærer, en af vennernes forældre eller en fodboldtræner om situationen i familien.

Det er aldrig din skyld!

Som barn kan du opleve, at du ser tingene på en helt anden måde end fx dine søskende. Det er fordi, vi som mennesker oplever ting forskelligt og har forskellige måder at tackle situationer på. Der findes ikke forkerte måder at reagere på, og du kan ikke selv bestemme, hvordan du reagerer og tackler situationen.

Desværre er der nogle børn og unge, der tror, at det er deres skyld, at mor eller far har fået en hjerneskade.

Det er aldrig din skyld!

Du kunne ikke have gjort noget som helst, som kunne have forhindret det, og der er ikke noget, du har gjort eller sagt, som har fået det til at ske.

Følelsen af at miste

Det er naturligt, at du bliver ked af det og bange, når et menneske, som står dig nær, får en hjerneskade. Når fx ens mor eller far har fået en hjerneskade, kan man nemt komme til at føle, at man mister den mor eller far, man havde før. Den måde, du nu skal være sammen med din mor eller far på, bliver anderledes end før, fordi de måske ikke kan det samme som før eller ikke opfører sig på samme måde som tidligere.

Nogle børn og unge får dårlig samvittighed og føler skyld, fordi de er kede af det. Måske synes du ikke, at du kan være bekendt at græde og være sur og vred, for din far eller mor overlevede jo. Men det er helt i orden at blive sur og vred. For selv om din far eller mor lever, har du stadig mistet den far eller mor, som du kendte før hjerneskaden, og det er et tab og en sorg, du skal leve med. Måske kan det hjælpe dig at tænke på, at hvis din mor eller far stadig var rask, ville han eller hun godt kunne forstå dine tanker og følelser.

En hjerneskade kan betyde, at din far eller mor ikke længere forstår de samme ting som før. Det har ikke noget med dig at gøre, men skyldes hjerneskaden. Din far eller mor kan måske heller ikke trøste dig som før eller har svært ved at vise, hvor meget du betyder for dem. Derfor må du finde trøst andre steder. Det kan være hos din raske mor eller far eller en anden, du har tillid til. Det kan også være en stor hjælp at være sammen med dine venner og veninder og dyrke de fritidsinteresser, du plejer at dyrke.

At føle sig overset

Mange børn oplever, at de bliver overset, eller at folk ikke taler med dem om det eller forklarer dem, hvad der er sket. Det betyder, at du som barn måske ikke bliver talt til på hospitalet eller involveret i fx din mor, far, søster eller brors forløb. En del børn oplever også, at deres raske forældre har så mange ting, at se til, at de måske glemmer, at tale med dig om, hvordan du har det. Derfor kan du få en følelse af, at du fx må gøre endnu mere for at deltage i familielivet og hjælpe til, eller du kan tænke, at det hele er lige meget, så du vil hellere være væk fra hjemmet, fordi du ikke kan holde ud at være der, da du måske oplever, at du bliver overset. Begge de nævnte reaktioner er helt almindelige, men tit gør de ikke noget godt for dig. Det er derfor vigtigt, at du finder en voksen at tale med om dine tanker og følelser, fx din bedste vens mor, en bedsteforælder, en tante, en pædagog eller en lærer.

Dine venners reaktion

Det kan være, at du føler dig alene. Måske mærker du, at dine venner trækker sig fra dig. Hvis de gør det, kan det være fordi, de har svært ved at forstå, hvad det vil sige at have en mor eller far, der har fået en hjerneskade, og fordi de ikke ved, hvad de skal gøre for at hjælpe dig.

Det kan også være, at du selv trækker dig lidt, fordi du ikke rigtig kan være sammen med dine venner, som du plejer, fordi du fx er ked af det, ikke har overskud til deres problemer eller er flov over din mor eller far.

Når man har en mor eller en far med en hjerneskade, kan han eller hun se anderledes ud eller opføre sig anderledes. Derfor har du måske ikke lyst til at have personen med til arrangementer, fx på skolen. Hvis du har det sådan, er det i orden, at du siger det. Forklar dine venner og veninder, hvordan du har det, og hvad der er sket. Du kan måske vælge to til tre venner, som du stoler på, og begynde med at tale med dem. Du vil måske opleve, at dine venner med tiden glemmer, at du har en far eller mor, der har en hjerneskade. Det er ikke, fordi de er ligeglade, men fordi de ikke har det tæt inde på livet, som du har.

Ny hverdag

Nogle gange vil du først finde ud af, hvilke ændringer der er sket med fx din mor eller far, når der er gået noget tid, og I skal have en hverdag til at fungere igen. Det betyder også, at du igen og igen kan opleve at blive meget ked af det. Det er tydeligt at se, hvis armen eller benet ikke længere virker på samme måde som før, hvis din far eller mor er meget træt, har svært ved at læse eller har problemer med synet. Det kan også være, at din far eller mor har svært ved at huske, at finde vej eller ikke kan overskue en tur i supermarkedet.

I begyndelsen skal din far eller mor måske bruge lang tid på genoptræning. Det kan være, at din far eller mor skal lære at gå igen, lære at tale og læse eller lære at finde rundt og huske beskeder. Men selvom man kan lære mange ting igen, er det ikke sikkert, at din far eller mor kan blive lige så god som før. Derfor kan der gå lang tid, før man kan se, hvad det kommer til at betyde for dig og resten af familien, at én af dine nærmeste, fx din far, har fået en hjerneskade. Det kan betyde, at du hen ad vejen oplever flere små sorger eller kriser.

Det kan være en lang proces at finde en ny hverdag med en forældre med følger efter en hjerneskade. Husk altid på, at det er naturligt at være ked af det, når ens far eller mor fået en blodprop eller blødning i hjernen. Det kan være, at du reagerer ved at blive mere træt eller sløv. Det kan også være, du mærker, at du lettere kommer op og skændes med din mor eller far, dine søskende eller andre.

Der er mange ting, som ændrer sig derhjemme, når far eller mor får en hjerneskade. Din forældre kan måske ikke længere hjælpe til som før. Mange børn vil rigtig gerne hjælpe både den raske forælder og den ramte, når situationen er presset. Derfor laver de måske mange ting i hjemmet, som de ikke gjorde før. Det er godt at hjælpe til – men det er også vigtigt, at du ikke bliver som en lille voksen. Det er ikke dit ansvar, at hjemmet fungerer, og at din far eller mor får den hjælp, de har brug for. Nogle børn og unge begynder at hjælpe deres forældre med praktiske ting, som de ikke ville have gjort før hjerneskaden. Måske mærker man ikke sin egen grænse.

Husk at være barn

Husk på, at din vigtigste rolle fortsat er at være barn, og det skal du være på samme måde, som du altid har været det, uanset hvem der har fået en hjerneskade i familien.

Der er nogle børn og unge, der får dårlig samvittighed over, at de gerne vil være sammen med vennerne. Men du skal huske på, at det er sammen med vennerne, at du henter din energi til også at være noget for dine nærmeste. Din nærmestes situation ændrer sig ikke, uanset om du er hjemme eller ej. Hvis de var raske, ville de synes, at du skulle hygge dig med dine venner.

Det kan også være, at du har det skidt med ikke at være hjemme. Måske er du bange for, at der sker noget med din forældre, mens du er væk, eller du føler skyld over at tage af sted, hvis din forælder er alene hjemme. Den dårlige samvittighed er svær at fjerne, men det er vigtigt, at du stadig gør de ting, du har lyst til. Din vigtigste opgave er at tage dig af dig selv, være glad og trives.