innerpagebanner

Vores medlemmer fortæller

John, medlem af Hjernesagen, fortæller:

Vi har valgt at være medlemmer af Hjernesagen for først og fremmest ikke at føle os helt alene med de problemer og udfordringer, der er i hverdagen, da min hustru er ramt alvorligt på krop og sjæl efter en hjerneoperation i 2013, hvor der opstod en blødning under operationen og 4 dage senere blodpropper i operationsområdet. I dag er hun 100% plejekrævende og har brug for hjælp til alt.

Jeg har som pårørende forsøgt med hjælp fra Hjernesagen at få råd og vejledning til bedst mulige genoptræning og vedvarende terapitilbud til min kone. Det er jo ret besværligt at finde rundt i en uoverskuelig lovjungle på social- og serviceområdet. Og så er der god hjælp at hente hos Hjernesagens konsulenter.

Jeg har også valgt at stille mig til rådighed som pårørende i udarbejdelsen af et omfattende spørgeskema, der benyttes i sundhedsvæsenet mht opfølgning på patientforløb indenfor hjerneskadeområdet.

Jeg er uddannet lærer og er også certificeret instruktør på “Lær at tackle-kurserne” for pårørende til alvorligt syge personer. Dette arbejde er meget tilfredsstillende, da jeg kan bruges af kursisterne som spejl på deres egen situation, og jeg kan se en fantastisk positiv udvikling for kursisternes vedkommende gennem kususforløbet.

Vi forsøger at leve efter min kones motto: “Selvom det er noget skidt, så skal vi få det bedste ud af vores pensionisttilværelse”.

Sammen om en sag

Hjernesagen er en forening med to hovedopgaver. Vi er en landsforening for mennesker, der rammes af blodprop eller blødning i hjernen – stroke – og deres pårørende, og vi er en forening, der ser det som sin opgave at gøre den sunde hjerne til en folkesag – men vi kan ikke gøre det alene!

Medlemmer gør det muligt

Som medlem af Hjernesagen får du mulighed for at holde dig opdateret om den nyeste viden om stroke og hjerneskadeområdet generelt gennem vores medlemsblad, nyhedsbreve og via StrokeLinjen. Du får adgang til gratis, personlig rådgivning – både om sundhed, sociale spørgsmål, om jura og økonomiske forhold.

Du kan søge legater, du er med til at støtte vores vigtige arbejde med at forbedre behandling og vilkår for strokeramte og deres familier – men først og fremmest bliver du medlem af et både meget stort og landsdækkende og et meget lokalt fællesskab.

Hjernesagen består nemlig af aktive lokalforeninger, som drives af frivillige kræfter – og hver måned arrangerer de møder, foredrag, udflugter og meget andet.