Indvielse af nyt neurorehabiliteringscenter
Det var en sand festdag med både taler og levende musik, da 25.000 spritnye kvadratmeter blev indviet på Rigshospitalet i Glostrup den 21. juni. Bodil Eskesen Centeret har en kapacitet på i alt 125 patienter, og de første 65 er allerede rykket ind i de nye omgivelser.
I sin indvielsestale lagde sundhedsminister Sophie Løhde stor vægt på, at der er tænkt på både ramte og pårørende i det nye byggeri:
– Som en person, der for godt et år siden selv oplevede at blive nær pårørende til en strokeramt, glæder det mig at se, at der også er fokus på de pårørende i det nye byggeri med det kommende pårørendehus. Selvom det ikke er færdigbygget endnu, vil jeg gerne benytte dagen til at takke TrygFonden for at medfinansiere den unikke mulighed, som pårørende, der kommer langt væk fra, får for at være tæt på deres ramte, sagde Sophie Løhde blandt andet.
Vi har brug for data!
Hjernesagen og særligt Hjernesagens direktør, Birgitte Hysse Forchhammer, har været tæt involveret i tilblivelsen af Bodil Eskesen Centeret. Hun har således siddet med i følgegruppen til byggeriet og var derfor også inviteret til at tale ved indvielsen.
– Det tager tid at bygge huse. Det kan føles som urimeligt lang tid, men vi må erkende, at det tager lang tid, fordi huse ikke bare er glas og beton. Huse er drømme. Huse er håb. Huse er historier og forventninger – og huse forpligter, indledte Hjernesagens direktør sin tale.
Dernæst fortsatte hun sin tale med at forklare, hvor vigtigt det er, at der kommer øget fokus på og mere viden om rehabiliteringen efter et stroke samt livet med stroke:
– Vi har brug for data, for at vi for alvor kan udvikle kvaliteten i behandling, rehabilitering og hele det levede liv. Og hvem andre end patienternes rehabiliteringshus, Bodil Eskesen Centret, er den helt oplagte til at tage førertrøjen på i det projekt?
Blandt de øvrige talere var også regionsrådsformand Lars Gaardhøj, Rigshospitalets direktør Rasmus Møgelvang, direktør for Rigshospitalets Neurocenter samt sundhedspolitisk konsulent i RYK, Jens Bo Sørensen. Eftermiddagen blev afsluttet med levende musik og rundvisning på centeret.
Kort om Bodil Eseksen
Det ny neurorehabiliteringscenter på Rigshospitalet er opkaldt efter overlæge Bodil Eskesen (1912-1996), som specialiserede sig i genoptræning af patienter med rygmarvskader. Hun var desuden den første formand for Dansk Handicap Idræts-forbund og stod bag den første danske deltagelse i OL for handicappede i 1968.