En håndsrækning til Hjernesagens frivillige

14.02.22
Hjernesagens sekretariat er blevet udvidet med en frivillige-koordinator, som i første omgang skal hjælpe lokalforeningerne i gang med deres aktiviteter efter coronanedlukningerne.

Seneste udvidelse af Hjernesagens sekretariat hedder Lener Romer Halby. Hun er 58 år, fra Skovlunde og har en varieret jobmæssig baggrund fra både teaterverdenen, hvor hun som produktionsleder og regissør har turneret hele landet tyndt i mere end 10 år, fra forskellige socialfaglige konsulentjobs og som sidebeskæftigelse som foredragsholder om patient- og pårørendeinddragelse på landets hospitaler.

I sit nye job i Hjernesagen kommer hun til at trække på lidt af det hele:

– Min første opgave i Hjernesagen er at hjælpe til med at få det frivillige arbejde i lokalforeningerne i gang igen efter corona. Jeg kommer til at tage kontakt til vores lokale foreninger for at tage temperaturen på, hvordan det går rundt omkring i landet. I bund og grund handler det om at understøttet alle mulige slags aktiviteter ude lokalt – det kan være stort som småt. Det vigtigste er bare, at der er så mange og så forskellige tilbud til vores medlemmer i hele landet som muligt, forklarer hun.

Trækker på egne erfaringer
Privat er Lene gift med Peter, som først i 2011 og siden i 2018 blev ramt af et stroke, så hun har også personlig erfaring med at være pårørende til en person med erhvervet hjerneskade. På samme måde har hun også selv masser af erfaring med frivilligheden: Hun er en ivrig løber og har derfor selv etableret et motionsfællesskab i hjembyen Skovlunde.

– Vi har en gruppe, som vi kalder skovlunterne, hvor vi mødes hver søndag kl. 10 for at motionere sammen. Afhængig af ens fysiske formåen, dagsform og humør enten går, lunter eller løber man en fast rundtur. Man tager så mange runder, som man har lyst til, og på den måde er alle sammen om at motionere på hvert sit niveau. Der er ingen, som er hverken hurtigst, langsomst, bagest eller forrest. Vi er sammen – og det er det, det handler om: Sammenhold, godt humør og fysisk aktivitet, understreger hun.

Stort som småt
Lene understreger, at man som menigt medlem eller engageret i en lokalforening også er mere end velkomne til at kontakte hende, hvis man sidder med en konkret idé, som af den ene eller anden årsag er vanskelig at håndtere.

– Det behøver ikke være store, forkromede projekter, som kræver en hel masse. Det må det godt, men det kan også fint være noget ganske simpelt, hvor man støder hovedet på en mur. Som fx om man kan spille petanque nogen steder i sin kommune. Så tager jeg fat i kommunens frivilligekoordinator og finder en løsning – eller et alternativ, hvis den oprindelige idé ikke kan lade sig gøre, siger Lene.

Hun minder også om, at Hjernesagen stadig råder over en pulje af gavekort, som fx kan bruges til biografture, museumsbesøg, café- eller restaurantbesøg. Og hun hjælper gerne med ideer til, hvordan man kan udnytte dem.

Kobles på børne- og ungeprojekt
De første måneder af hendes ansættelse skal udelukkende bruges på at servicere lokalforeningerne, samle gode idéer til aktiviteter og dele dem på tværs af foreningerne. Senere på året vil hun desuden blive koblet på Hjernesagens projekt om børn og unge som pårørende, hvor hun fremadrettet skal være med til at arrangere frivilligecamps og kurser for børn- og unge pårørende.

– Her og nu glæder jeg mig rigtigt meget til at lære lokalforeningerne at kende, og jeg håber på, at rigtigt mange vil tage mod tilbuddet om hjælp til at starte nye aktiviteter op, så endnu flere kan få gælde af fællesskabet og mødet med andre i samme situation, slutter Lene.

Du kan kontakte Lene Romer Halby på 43 14 05 78 eller sende hende en mail på lene@hjernesagen.dk.