fbpx

Kommunen presser borgere med handicap til en klientrolle

19.07.21
Kommunen står med en opgave, de i bund og grund ikke er klædt på til at løse, men fastholder med en argumentationslogik, der er som taget ud af en Morten Korch-film fra 50erne, at de ved bedst, fordi de er tæt på borgerne. Argumentet er i bedste fald indholdsløst - i værste fald arrogant. Læs landsformand Tue Byskov Bøtkjærs debatindlæg fra Berlingske Tidende her:

I forbindelse med den nyligt indgåede økonomiaftale mellem kommuner og Finansministerie t anlagde myndighederne en åbenlys patroniserende og umyndiggørende tone over for dem, det hele handler om: De mennesker, som på grund af sygdom eller ulykke er havnet i en situation, hvor de har behov for specialiseret hjælp. Et centralt omdrejningspunkt i aftaleteksten er, at der skal gøres noget ved, at Danmark siden kommunalreformen i 2007 har oplevet en voldsom stigning i udgifterne til denne gruppe.

Med kommunalreformen blev ansvaret for det specialiserede socialområde overdraget til kommunerne. Kommunerne har siden – og også i år – hævdet, at opgaven ligger det rette sted, men at de mangler ressourcer.

Omvendt har både handicaporganisationer og fagfolk vedholdende påpeget, at hovedparten af landets kommuner ikke er store nok til at løse de opgaver, som følger med ansvaret for de mest udsatte grupper med specialiserede behov.

Men kritikken bider ikke på: I forbindelse med den aktuelle økonomiaftale lyder det , at »regeringen og Kommunernes Landsforening er enige om, at rammerne for en sammenhængende og helhedsorienteret indsats på det specialiserede socialområde forankres bedst i kommunerne« .

Udmeldingen er ekstra foruroligende lige nu, hvor socialminister Astrid Krag har sat en større evaluering af det specialiserede handicapområde i gang. Angiveligt for at øge kvaliteten af indsatserne, men altså helt åbenlyst med et fastlåst udgangspunkt: Opgaveløsningen hører hjemme i kommunerne. Basta!

I stedet for at bakke op om en strukturel løsning, sættes der nu yderligere ressourcer af til at analysere, hvorfor vi ser en stigning af udgifterne på området. Det ligger mellem linjerne, at områdets altoverskyggende problem ikke er manglende kommunale kompetencer, men at der er grupper af handicappede, som er blevet stadigt bedre til at skaffe sig adgang til kommunernes slukne pengekasser.

Kommuner og udsatte borgere bliver på denne måde drevet ud i en gensidigt fastlåst position: Kommunen står med en opgave, de i bund og grund ikke er klædt på til at løse, men fastholder med en argumentationslogik, der er som taget ud af en Morten Korch-film fra 50erne, at de ved bedst, fordi de er tæt på borgerne. Argumentet er i bedste fald indholdsløst – i værste fald arrogant.

På den anden side står borgere med handicap. Også de fastholdes i en trist position, hvor de presses ud i en klientgørelse. Man må gå stadig længere ud for at hævde sine rettigheder; nogle ender med at ty til sagsanlæg og retssager og driver sager igennem på baggrund af enkeltstående cases med triste skæbner. Jo værre, jo bedre.

Et i bund og grund strukturelt problem bliver individualiseret. Den irrationelle krævementalitet står over for den pressede og evigt forfulgt slukne kommunekasse – og dermed lægges grunden for et giftigt klima med en nedgørende tone.

Vi er nødt til at bevæge os væk fra dette!