Nye anbefalinger om motion og bevægelse
Budskabet i Sundhedsstyrelsens nye anbefalinger om fysisk aktivitet er det samme, som Hjernesagen har promoveret gennem flere år under sloganet #ForHjernensSkyld: Fysisk træning er sundt og godt, og det kan være med til at forebygge en lang række sygdomme, herunder stroke – altså blodpropper og blødning i hjernen.
Sundhedsstyrelsen har udarbejdet detaljerede anbefalinger til alle aldersgrupper samt gravide, og selvom der er mange nuancer i anbefalingerne, gælder det helt grundlæggende, at vi alle skal være så aktive som muligt og forsøge at begrænse den tid, vi er stillesiddende på. For de voksne mellem 18 og 64 hedder det eksempelvis, at man helst skal op på en halv times fysisk aktivitet dagligt, hvor man minimum bliver let forpustet. Det samme gælder faktisk for de ældre på 65 år eller mere.
Lidt er bedre end intet
Alle former for fysisk aktivitet tæller – og lidt er meget bedre end slet ingenting. Så er man ude af stand til at nå helt op på det anbefalede mål, er det bedre at bevæge i den tid eller på den måde, man nu engang kan holde til – og så måske gradvist bygge på.
Mange af Hjernesagens medlemmer har svært ved fx at rejse sig og komme ned i et træningscenter eller op på en cykel. Derfor har vi i samarbejde med ApoFysio udarbejdet en række videoer med gode råd til, hvordan man kan træne hjemme i egen stue – fx siddende i en kørestol. Du finder videoerne her.
Du kan læse de fulde anbefalinger om motion og bevægelse fra Sundhedsstyrelsen på deres hjemmeside.