Kan vægttabsmedicin hjælpe strokepatienter?

12.04.24
Professor på Aarhus Universitet har startet et spændende projekt, hvor han undersøger, om vægttabsmedicinen Semaglutid (kendt fra bl.a. Wegovy og Ozempic) kan mindske skaderne i hjernen efter et stroke.

Professor Claus Ziegler Simonsen fra Aarhus Universitetshospital tester i øjeblikket vægttabsmedicin på patienter med et stroke for at se, om medicinen kan begrænse skaderne i hjernen.

Efter positive resultater i laboratoriet, hvor præparatet er blevet testet på mus, er tiden nu kommet til at afprøve det på mennesker.

Håbet er at stoppe celledøden
Håbet er, at medicinen kan være med til at redde hjernens celler fra at dø på grund af iltmangel – og Claus Ziegler Simonsen er forsigtig optimist, forklarer han til TV2:

– Måske kan man stoppe den dødsproces med noget medicin, så man sætter det på pause. Når blodproppen er fjernet, og der kommer blodforsyning, så vågner cellen op igen, siger han.

Spændende perspektiver
I Hjernesagen følger vi opmærksomt med på sidelinjen. Stroke er den hyppigste årsag til handicap blandt voksne – og det er netop på grund af den manglende blodforsyning i det ramte område af hjernen. Så en ny behandlingsform, der kan begrænse celledøden efter et stroke, har bestemt potentialer:

– Det er meget spændende, at der bliver lavet grundlæggende forskning om, hvordan man bedst beskytter hjernen, når man får et stroke, siger Hjernesagens direktør Birgitte Hysse Forchhammer.

Medicinen er på nuværende tidspunkt testet på mellem 20 og 30 patienter i Aarhus. Planen er at man inkluderer 380 patienter i forsøget, som derfor også kommer til at inddrage andre hospitaler rundt omkring i landet. Det er endnu for tidligt at sige noget om perspektiverne i projektet, men Claus Ziegler Simonsen forventer at have de endelige resultater klar i 2026.

Læs mere på TV2s hjemmeside.