Genoptræning efter dysfagi

Dysfagi betyder, at man har svært ved at spise, drikke og synke. Det kan i værste fald være livstruende. Den rigtige genoptræning er vigtig.
Senest opdateret: 08. marts kl. 08:12

Tekst: Kirstine Sand, ergoterapeut SD og Hanne Bitsch, sygeplejerske SD, Neurorehabiliteringsafsnittene, Regionshospital Skive

Rehabilitering af dysfagipatienter

Mad og væske er et grundlæggende behov. Inden for sygeplejen er der stort fokus på, at patienten får tilstrækkelig mad og væske. På et rehabiliteringsafsnit behøver patienten mange kræfter for både at komme sig sygdomsmæssigt og samtidig være i stand til at træne kroppens funktioner op igen. Derfor forsøger vi at sikre, at alle patienter får dækket deres behov for mad og væske.

I første omgang foretages en ernæringsscreening inden for 24 timer efter indlæggelsen hos os. Denne viser behovet for kJoule, protein og væske i forhold til patientens vægt m.m. Hvis dysfagien forårsager, at patienten ikke selv kan indtage det, han eller hun har behov for, gives der sondemad.

Der gives også medicin og vand gennem sonden. Sondemaden er lavet, så den dækker alle ernæringsmæssige behov. Hvor meget sondemad, der skal gives, er udregnet af en diætist.

Viser det sig, at der bliver behov for sondemad i længere tid, anlægges der en sonde gennem mavesækken og ud på huden, da det er til mindre gene end sonden gennem næsen. Denne kaldes PEG-sonde. Imens sondemaden løber og mindst en halv time efter skal patientens hovedgærde være løftet ca. 45 grader op, alternativt skal patienten sidde i en stol. Grunden til dette er, at sondemaden ikke må løbe ned i luftrøret og videre til lungerne.

Kostens konsistens

Der testes med forskellige kostkonsistenser for, hvad der er sikkerhedsmæssigt forsvarligt at lade patienten indtage gennem munden. Herefter beskrives hvilken kost, der må tilbydes, så alle er klar over dette. Som regel vil noget af det første, patienten kan spise være af purékonsistens i form af fx blendede grøntsager, fromager mv. Længere fremme i forløbet kan patienten tilbydes tygge/synkevenlig kost som fx kartoffelmos med hakket kød og sovs.

Der går som regel lang tid – og måske opnås det aldrig – at patienten kan spise hele stykker kød, blandede konsistenser som suppe med boller og lignende. Vand er som regel meget svært at styre for dysfagipatienter. Derfor tilbydes de fortykket saft og lignende. Det er igen et spørgsmål om sikkerhed – om at undgå at patienten får lungebetændelse, for dette vil sætte hele rehabiliteringen tilbage og svække patienten. Når en dysfagipatient tager hjem på weekend, er det meget væsentligt, at retningslinjerne også følges derhjemme.

Stimulere og træne synkning, spise- og drikkefunktionen

Hvis man ikke spiser, bliver følesansen, kredsløbet, spytsekretionen eller muskulaturen i munden ikke brugt eller stimuleret, og der ses hurtigt tab af disse funktioner og sanser (såkaldt deprivation). Man får nemt belægninger, svamp eller infektion i munden. Det er derfor vigtigt, at personalet fra starten forebygger dette ved at stimulere og rehabilitere disse funktioner.

Det kan gøres dels ved mundstimulering, som er en slags massage af gumme, tunge og gane, dels ved mundhygiejne, og dels ved terapeutisk spisning hvor der stimuleres med smag og trænes med egentlig synkning, tygning og transport af mad i munden. Her anvendes forskellige teknikker, som stimulering med is, øvelser for tunge, kind og mundbund, åndedrætsøvelser m.m. En væsentlig faktor, for at synkning kan lykkes og udføres sikkert, er at patienten har en god siddestilling, så han eller hun sidder opret med hovedet lige - prøv bare at synke en mundfuld vand med hovedet bøjet bagover.

Det er oftest ergoterapeuten, der er ansvarlig for at undersøge ansigt, mund og svælg og stå for træningen af dette. Da problematikken imidlertid omfatter både ernæring, siddestilling, åndedræt, tale, mimik, spisesituationen m.m., er det vigtigt, at alle faggrupper i teamet samarbejder, og at hver især yder deres bidrag. Plejepersonalet sørger for eksempel for mundstimulering, mundhygiejne og ernæring gennem hele døgnet, fysioterapeuten træner siddestilling og åndedræt, og talepædagogen træner åndedræt, stemme og motorik omkring udtale.

Sikre god mundhygiejne

Når vi er raske, tænker vi ikke så meget over mundhygiejne udover tandbørstning. Men for en dysfagipatient er dette som tidligere beskrevet mere omfattende. Munden kan føles øm, der kan blive yderligere problemer med at synke, og smagssansen kan påvirkes. For at modvirke dette anbefales det, at tænderne børstes minimum en gang dagligt – grundigt. Men som oftest hjælper vi patienten med at få børstet tænder flere gange dagligt. Specielt når han eller hun begynder at spise, skal munden efter måltidet være helt ren, så madrester ikke fejlsynkes. Efter behov udføres der desuden speciel mundpleje igennem døgnet. Mundens slimhinder masseres med swaps, og mundhulen fugtes med frisktappet koldt vand. Syntetisk spyt kan anvendes. Læberne smøres med creme.

Vigtigt at tage hånd om dysfagi

På et rehabiliteringsafsnit er det altså yderst væsentligt, at det tværfaglige team tager hånd om de problemer, som dysfagi giver. Det er mere usynligt end lammelse af arm og ben - men mindst lige så væsentligt. Når vi mødes med andre, er det oftest omkring mad og drikke. Vi nyder det at spise og drikke sammen. Det sociale samvær mister noget, hvis man ikke kan spise eller drikke som de andre, og lysten til at deltage i sociale sammenkomster kan blive mindre. Teamets indsats skulle gerne føre til det resultat, at dysfagipatienten igen kan nyde at være deltager på lige fod med andre. Forståelsen fra patienten selv og de pårørende er derfor også en grundlæggende faktor.