Afasi

En tredjedel af mennesker, ramt af en blodprop eller blødning i hjernen, oplever skader i de sproglige områder i hjernen, hvilket gør det svært at bruge sproget. Det kaldes afasi.

Ordet afasi betyder nedsat evne til at anvende sproget. Blodprop i hjernen og hjerneblødning – apopleksi – er den mest almindelige årsag til afasi. Men afasi kan også opstå som følge af f.eks. infektion, iltmangel, en hjernesvulst eller slag mod hovedet – kranietraume.

Ved afasi er det selve sproget, der er påvirket. Derfor kan man have svært ved

• at finde ord
• at danne sætninger
• at læse
• at stave
• at forstå andres tale

OBS: Du kan læse om afasi oversat til forskellige sprog i Hjernesagens pjecer om afasi, som du finder i webshoppen.

Hjernen er ansvarlig for alle menneskets funktioner fx tankevirksomhed, hukommelse, handlinger, følelser og sprog. Alle vores bevægelser styres af hjernen, og alle sanseindtryk opfattes i hjernen.

Hjernen består af to halvdele, der hver er specialiseret til at tage sig af forskellige funktioner. Hos de allerfleste mennesker er det venstre hjernehalvdel, der styrer de sproglige funktioner (tale, læsning, skrivning og forståelse af tale).

I hjernen er der et rigt netværk af nervefibre, som forbinder cellerne i hjerneområderne med hinanden. Hver hjernehalvdel styrer den modsatte side af kroppen. Venstre hjernehalvdel sender besked til højre side af kroppen og modtager besked fra sansecellerne i højre kropshalvdel. Højre hjernehalvdel styrer på tilsvarende måde den venstre side af kroppen.

Sprogområderne arbejder tæt sammen, men har også en vigtig arbejdsfordeling imellem sig. Det foranliggende sprogområde har størst betydning, når vi vil finde og forme de ord og sætninger, som vi vil sige. Det bagerste sprogområde har størst betydning for forståelse af de ord, vi hører.

Afasi viser sig på mange forskellige måder. Afasi findes i alle sværhedsgrader fra lette vanskeligheder med at finde ord til meget svære, hvor kommunikation næsten forekommer umulig. Størst betydning har skadens omfang. Derudover har det stor betydning, hvor i hjernen skaden er sket.

Stærkt forenklet kan man sige, at hjernens sproglige funktioner har 2 grene. Den ene gren udtrykker sprog. Den anden gren opfatter sprog.  Det kaldes også henholdsvis:

Der er flere forskellige former for afasi og fagfolk anvender flere forskellige begreber til at beskrive de forskelige typer af afasi.

Afasi, der primært giver sig udtryk i manglende evne til at udtrykke sig, kaldes af fagfolk ikke-flydende afasi.  Afasi, der giver sig udtryk i nedsat forståelse og en ofte omfattende og usammenhængende tale, kaldes flydende afasi.

Ved svær afasi, hvor alle hjernens sprogområder er påvirkede, kan både evnen til at udtrykke sig og til at forstå være svært ramt. Det kaldes global afasi. 

Hvis man har vanskeligheder med at udtrykke sig, vil man ofte have skader, der påvirker forskellige aspekter ved det ekspressive sprog. Hvis man ikke kan finde de ord, man vil sige, kan man heller ikke bare skrive dem i stedet for – ordene har jo ”gemt sig”. Og hvis man ikke kan tale i sætninger, kan man heller ikke skrive i sætninger. Måske kan man ikke få begyndt, eller man kan ikke få anbragt ord eller bogstaver i den rigtige rækkefølge.

Hvis man har vanskeligt ved at forstå talesprog, vil man normalt også have vanskeligt ved at forstå, hvad man læser. Måske kan man rent teknisk læse ordene, men hjernen opfatter ikke meningen.

Det at udtrykke sig og det at forstå er indbyrdes afhængige funktioner, som påvirker hinanden.

Specielt er det sådan, at hvis der er forståelsesvanskeligheder, er der også altid ekspressive vanskeligheder. Det omvendte er ikke altid tilfældet. Man kan godt have god sprogforståelse, selv om man har svært ved at udtrykke sig.

Information om samtalestøtte, som er en metode der bruges til at samtale med afasiramte, som har svært ved at kommunikere. Metoden kan bruges af både personale og pårørende. Du kan læse om metoden på Rigshospitalets hjemmeside HER

Afasi medfører ofte tab af sociale netværk, job og fritidsaktiviteter. Hertil kommer, at man har mistet evnen til at udtrykke tanker og følelser og dermed sprogligt at bearbejde de tab, man har lidt.

Sproget er et af vores vigtigste redskaber i kontakten med andre mennesker. Evnen til at anvende sproget er en væsentlig forudsætning for at kunne fungere i det omgivende samfund og være aktiv deltager i egen tilværelse.

Afasi påvirker ikke blot de mennesker, som rammes. Deres ægtefæller, børn og andre nære relationer oplever også en forandret tilværelse med indskrænkninger i udfoldelse og muligheder. Afasi rammer hele familien.

Afasi optræder i forskellige sværhedsgrader, men der ofte muligheder for at (gen)lære at kommunikere. Tilbud i form af kompenserende specialundervisning og specialpædagogisk bistand har særdeles stor betydning for i første omgang at hjælpe mennesker med afasi ud af fortvivlelse og afmagt, og på længere sigt at hjælpe den ramte og deres pårørende tilbage til en så normal tilværelse som muligt.

Hjernesagen har udviklet 12 anbefalinger til, hvordan kommunikationsstilbud med fordel kan tilrettelægges.

Hjernesagen anbefaler, at:

1. Taleundervisningen påbegyndes under indlæggelsen på sygehuset, og at det sker tidligt i forløbet
   Det anbefales, at alle patienter med kommunikationsvanskeligheder ved indlæggelsen henvises til en logopæd, at dette sker uanset alder, og at logopæden kontakter patient og pårørende  allerede inden for de første dage. Logopæden tilbyder undersøgelse og undervisning efter behov. De pårørende tilbydes rådgivning og vejledning samt mulighed for at deltage i undersøgelse og undervisning. Logopædens  indsats skal ske i tæt samarbejde med øvrige faggrupper på sygehuset.
2. Taleundervisningen fortsætter efter udskrivelsen, og at der ikke er ventetid
   Logopæden skal bidrage til at udarbejde den afasiramtes genoptræningsplan. Det anbefales, at undervisningen kan fortsætte efter udskrivelsen, og at der ikke er ventetid.
3. Eneundervisning tilbydes på alle taleinstitutter/kommunikationscentre
   Det anbefales, at der tilbydes intensiv undervisning, hvor der arbejdes individuelt og målrettet med den enkeltes afasi og kommunikation.
4. Gruppeundervisning tilbydes på alle taleinstitutter/kommunikationscentre på et relevant tidspunkt og med angivelse af tydelige og anerkendte mål for den enkelte afasiramte
   Det anbefales, at der ud over fælles mål for gruppen, opstilles tydelige mål for den enkelte deltager, så det sikres, at tilbuddet opleves som målrettet og relevant. Det anbefales, at der tydeligere skelnes mellem tilbud, hvis hovedformål er at bedre sprog og kommunikation gennem kompensation, og sociale tilbud hvor hovedformålet er, at de afasiramte er sammen med ligestillede.
5. Undervisningsplaner udformes, så de opleves som et fælles arbejdsredskab
   Det anbefales, at undervisningsplanen udarbejdes i et tæt samarbejde mellem logopæden, den afasiramte og de pårørende, og at den individuelle undervisningsplan udformes således, at den afasiramte og de pårørende forstår og anerkender mål, omfang, form og indhold i undervisningen og at aftaler, om hvornår målene evalueres, klart fremgår af undervisningsplanen. Undervisningsplanen skal udleveres til den afasiramte i et let forståeligt sprog.
6. Undervisningens hyppighed og varighed skal tilpasses fleksibelt til den enkeltes behov
   Undervisningen skal kunne efterfølges af pauser til integrering af de nye færdigheder i dagligdagen. I denne periode skal der være mulighed for kontakt til en logopæd.
7. Der sikres vikardækning ved ferier, sygdom og kurser, så aflysninger undgås
   Det anbefales, at undervisningen er kontinuerlig og stabil. På sygehusene og efter udskrivelsen skal der afsættes ressourcer, således at logopæderne kan vikariere for hinanden, så undervisningsforløb kan igangsættes – og ikke afbrydes eller udsættes.
8. Der sikres tilfredsstillende kørsel til undervisningen, og at undervisningen foregår i egnede lokaler
   Det anbefales, at kørselstid og ventetid står i et rimeligt forhold til undervisningstiden, således at undervisning ikke fravælges pga. for lang og for ustabil køre- og ventetid. Det anbefales, at undervisningen foregår i egnede og rolige omgivelser, og at lokalerne er handicapegnede.
9. Undervisningens ophør skal begrundes og om muligt varsles i god tid
   Det anbefales, at ophør af undervisningens varsles i god tid og med tydelig angivelse af årsagen til ophøret. Det anbefales, af den ramte og pårørende tilbydes en evaluerende samtale tre måneder efter undervisningens ophør.
10. De pårørende inddrages tidligt og kontinuerligt i undervisningen
    Det anbefales, at de pårørende inviteres – både på sygehuset og i det videre forløb – til at deltage i undersøgelse og undervisning samt tilbydes rådgivning og vejledning. Det anbefales, at den pårørende tilbydes vejledning uanset om den afasiramte af helbredsmæssige grunde ikke er i stand til at modtage taleundervisning. Der må ikke være ventetid på rådgivning og vejledning til de pårørende.
11. Der gives specifikke tilbud til pårørende
    Det anbefales, at der udvikles fleksible og særligt målrettede tilbud til pårørende. Det kan være i form af enesamtaler og/eller gruppeforløb.
12. Afasiramte og pårørende har mulighed for rådgivning og vejledning livet igennem
    Det anbefales, at afasiramte familier efter undervisningens ophør, kan henvende sig til en logopæd og få rådgivning og vejledning, og at der er tilbud om opfølgende samtaler fx en gang om året. Det anbefales også, at tilbuddene til afasiramte, pårørende og andre relevante personer i omgivelserne rækker længere ud i fremtiden og at fokus er på aktivitet og deltagelse i samfundslivet. Det anbefales, at der gives tilbud om talepædagogisk rådgivning, vejledning og undervisning til andre end de nærmeste pårørende – fx til arbejdskollegaer og venner.

Endelig mener Hjernesagen, at alle fagpersoner, både på hospitaler og kommuner, der arbejder med mennesker med afasi, skal uddannes til at kunne anvende samtalestøtte i kommunikationen med mennesker med afasi.