Sundhedsstruktur – hvad mener patienterne?

Sig tiden nærmer, hvor Sundhedsstrukturkommissionen er sat til at barsle. Selvom vi endnu ikke ved, om det bliver en pige eller en dreng (eller noget tredje), er konturerne til et forslag ved at vise sig.

Som udgangspunkt er det rigtig godt, at der er bred enighed om, hvilke problemer, kommissionen skal løse: Stigende ældre befolkning, flere med kroniske lidelse og multiple medicinske sygdomme, flere med behov for pleje og hjælp, personalemangel og dertil et udtalt problem med manglende fælles ansvar for patienten. Så langt så godt.

Husk, at kæden skal være lang nok!
Alt dette kan næppe løses alene med strukturelle greb, men en afgørende sten i det nye fundament betegnes af mange med en samlende betegnelse: Kædeansvar.

Hjernesagen har, i mange år arbejdet med kædebegrebet med reference til patientens hele rejse fra forebyggelse over akutbehandling og rehabilitering til livet med handikap og andre følger. Vi er derfor helt med på, at en struktur, der gør op med sektorovergange, adskilt ansvar og økonomi og deraf følgende uhensigtsmæssige incitamentsstrukturer, er vejen frem.

Om det i en ny struktur skal være staten, regionerne, sundhedsklynger eller andre tværgående enheder, der samler ansvaret, har vi ikke et endeligt bud på. Men den afgørende pointe er, at kæden også skal være tilstrækkelig lang!

Det vil i praksis sige, at det ikke er nok, at det tværgående ansvar alene dækker de rene sundhedsydelser. Ikke mindst for den del af befolkningen, der overlever sygdomme med komplekse funktionsnedsættelser, er det nødvendigt, at kædeansvaret også dækker rehabilitering, dele af de sociale indsatser og den sekundære forebyggelse.

Det drejer sig fx om den ældre, hjertesyge patient, der efter et stroke har pådraget sig komplekse funktionsnedsættelser. Hun har potentiale til at få et selvstændigt liv, men kun hvis de, der har ansvar for at pleje og genoptræne hende, både kender til hendes medicinbehov, har tilstrækkelig viden om hjerneskaderehabilitering og har kompetence og myndighedsansvar for de sociale behov, hun har. Hvis ikke hele kæden på denne måde er dækket ind, står vi i sammen situation som i dag: Potentialet for at blive bedre udnyttes ikke, og risikoen for genindlæggelse og komplikationer stiger.

Hvis kædeansvaret således skal forlænges, ikke for alle, men for de mennesker, der har særligt komplekse behov, kræver det en visitation. Allerede i 2011 udarbejdede en bred alliance på hjerneskadeområdet i regi af Sundhedsstyrelsen forslag til modeller for visitation og stratificering i form af genoptræningsplaner og veldefinerede rehabiliteringsniveauer. Her gav man et udmærket bud på, hvordan vi identificerer særligt udsatte grupper, der har behov for det langkædede ansvar.

Vi opfordrer derfor til, at kommissionen lader sig inspirere her.

Individuelle løsninger af samme høje kvalitet!
Som patientforening på strokeområdet har vi gennem de seneste årtier oplevet en kolossal forbedring af den akutte strokebehandling. Det samme gælder fx behandling af kræft og hjertesygdomme. Fælles for disse kvalitetsløft er, at de er et resultat af en centralisering af behandlingsindsatserne og af datadrevet kvalitetsudvikling.

De kommunale sundheds- og rehabiliteringsindsatser har brug for det samme gennemgribende kvalitetsløft, og strukturreformen bør derfor også indeholde et bud på en tværgående kvalitetskultur.

Vi skal gøre op med forestillingen om, at der i sygehusverdenen og den kommunale verden er store forskelle på, hvad kvalitet er. Det er ikke sådan, at den ene sektor er klinisk evidensdrevet og den anden drevet af relationelt lokalkendskab. Det bør der i hvert fald ikke være!

For alle led i kæden skal gælde, at indsatser tilrettelægges individuelt, men med samme høje kvalitet. Og for at finde en fælles høj standard, må vi nødvendigvis have klarhed over, hvad der foregår i de enkelte kommuner.

Det har vi ikke i dag, hvor vi ved meget lidt om, hvordan det går, når patienterne træder ud af patientrollen på hospitalet og igen bliver borgere i deres kommune – men stadig med et stort behov for sundheds- og rehabiliteringsydelser.

Derfor foreslår vi, at der bliver lavet et fælles register, hvor de data, som i dag allerede indsamles til belysning af den præhospitale indsats samt behandling og rehabilitering på hospitalerne, suppleres af tilsvarende data om indsatsen efter udskrivning. Det handler både om, hvilke tilbud borgeren får – og om borgernes langtidsprognoser: Hvordan udvikler deres funktionsniveau sig i månederne og årene efter eksempelvis et stroke?

Ambitionen må være, at vi over tid udvikler et tilsvarende komplet og dækkende datasæt over sundheds- og rehabiliteringsydelser efter udskrivning, som vi i dag har over den hospitalsbaserede behandling. For det er disse data, der har været helt afgørende for, at vi har løftet behandlingskvaliteten på en lang række områder i Danmark.