Juleskrabekalendere er en hjertesag for Hjernesagen: ”Det er en kæmpe hjælp, at Lidl donerer hovedpræmien”

01.12.22
Hjernesagen sender igen i år sin skrabejulekalender på gaden, hvor hovedpræmien for tredje år i streg kommer fra dagligvarekæden Lidl. Overskuddet fra årets julelotteri går direkte til forebyggelse af stroke samt det lokale foreningsarbejde.

Vanen tro kommer Hjernesagen med deres årlige skrabekalender i hjerternes tid, hvor danskerne har mulighed for støtte foreningens betydningsfulde arbejde og samtidig vinde fine præmier, blandt andet fra dagligvarekæden Lidl. Overskuddet fra årets salg af julekalendere går blandt andet til de 31 lokalforeningers arbejde.

”Overskuddet for salg af vores julekalendere går direkte til Hjernesagens arbejde, og det går i særlig høj grad til de lokale foreningers arbejde med at skabe aktiviteter for ramte og pårørende samt at informere om stroke og forebyggelse heraf,” siger Birgitte Hysse Forchhammer, direktør i Hjernesagen.

Foreningen har fremstillet 3.000 eksemplarer af skrabejulekalenderen i år, som kan købes via foreningens officielle webshop eller direkte hos en af de 31 lokalforeninger. Hovedpræmien er et gavekort på 5.000 kroner til Lidl, og derudover er der også 25 gavekort på spil til Lidl á 200 kroner.

Fokus på bedre livsstil og madvaner
Siden 2019 har Lidl været fast samarbejdspartner og hovedsponsor for Hjernesagen og ifølge adm. direktør i Lidl Danmark, Jens Stratmann, er det vigtigt at understøtte og sætte fokus på Hjernesagens arbejde:

”Det giver god mening at bidrage med hovedgevinsten til Hjernesagens julekalendere, fordi det er en spændende og vigtig samarbejdspartner for Lidl, hvor vi sammen kan sætte fokus på bedre livsstil og herunder madvaner, som har stor betydning for vores helbred. Jeg er meget glad for, at vores partnerskab med Hjernesagen er forlænget frem til 2024, så vi de næste to år fortsat kan sætte fokus på hjernen og forebygge stroke gennem Hjernesagens vigtige arbejde.”

Hos Hjernesagen varmer det med faste samarbejdspartnere som Lidl, der er hovedsponsor for tredje år i træk.

”Det er en kæmpe hjælp, at Lidl donerer vores hovedpræmie. Deres gavekort er attraktive, ikke mindst i en tid, hvor stort set alle priser, og ikke mindst priser på dagligvarer stiger,” fortæller Birgitte Hysse Forchhammer, direktør i Hjernesagen.

Foruden præmier fra Lidl er det muligt at skrabe sig til præmier fra både Matas, Imerco og Bog&Idé i årets skrabejulekalender fra Hjernesagen. Kalenderen kan købes via vores webshop, lokale foreninger eller ved direkte henvendelse til admin@hjernesagen.dk eller telefon 36 75 30 88 frem til 20. december 2022. Præmierne kan indløses frem til 20. januar 2023.