”Stine er et mirakel”

Anni Balling er sammen med sin datter Mia i køkkenhaven. Det er en skøn sommerdag uden for Brande i Jylland i juli 2022, og Annis yngste datter, Stine på 17 år bruger formiddagen på en ridetur på banen ved siden af køkkenhaven. Stine bruger sommeren efter efterskoleophold på at gøre sig klar til gymnasiet. Hun er ved at skridte hesten af, da Anni og Mia mere fornemmer end egentlig ser, at et-eller-andet ligesom vælter henne på ridebanen.

Det er Stine og hesten, som er gået i jorden.

Anni og Mia løber derover. Stine ligger stille på jorden, alt for stille. Hun er ikke til at komme i kontakt med, og Anni, som er sygeplejerske, konstaterer hurtigt, at der er noget meget alvorligt galt. Her starter kampen for livet.

Fra ”når” til ”hvis” Stine vågner

Stine flyves med helikopter til Skejby Sygehus, hvor skanningsbillederne afslører en voldsom skade på hjernen. Derudover er hun faktisk helt uskadt. Hun har ingen andre skrammer, og ingen forstår, hvordan det kunne gå så galt.  Stine har været så uheldig, som man næsten kan være. Det er ikke første gang, at hun er faldet af hesten, men tidligere har ikke fået den mindste skramme. Denne gang er desværre helt anderledes.

– Der er ingen tvivl om, at det er alvorligt, og de første dage var meget kritiske. Stine blev hurtig stabil, men hun vågnede bare ikke. Skaden på Stines hjerne er stor, og Stine ville ikke vågne fra sin bevidstløse tilstand. Lægerne sagde at vi skulle bare give hende tid og ro, for hjernen havde brug for netop ro og tid til at komme sig. Men hun ville ikke rigtigt vågne, husker Anni Balling og fortsætter:

– Den 9. august er vi er kaldt til samtale med lægerne, og her ændres tonen i det, de siger til os: Nu er det ikke længere, ”når Stine vågner” – nu begynder de i stedet for at sige, hvis hun nogensinde vågner.

Kunne ikke opgive Stine

Herefter går der kun få dage, før Stine overflyttes til NISA i Silkeborg. Det er et neuro-intensivt step down afsnit, hvor målet er at hjælpe patienterne til at trække vejret uden brug af respirator eller andre hjælpemidler. Stines tilstand er helt stabil, men hun vågner bare ikke. Igen kaldes Anni til samtale med læge og sygeplejerske for at afklare, hvordan hun synes, behandlingsniveauet skal være. Stine lider nemlig af nogle voldsomme infektioner, som er svære at slå ned.

– Jeg glemmer aldrig den samtale. De spørger, hvad de skal gøre, hvis Stine får hjertestop, og vi svarer, at så ønsker vi ikke, at hun skal genoplives. Dernæst spørger de, hvad de skal gøre, hvis hun får yderligere infektioner? Der svarer vi, at hun selvfølgelig skal behandles, fortæller Anni.

Det svar vælger lægen dog at udfordre, forklarer hun videre: Han spørger, om familien er sikre på, at de ønsker behandling af Stines infektioner.

– Han spørger selvfølgelig, fordi han skal, og fordi de nok ikke så nogen fremtid for Stine udover at ligge i en seng og blive flyttet over i en kørestol. Så var det jo en anden behandling og indlæggelse, der skulle til, end den højtspecialiserede træning. Det var faktisk, som om de lidt havde opgivet hende, men det kunne jeg ikke. Jeg er hendes mor, siger Anni.

En tid præget af uvished

Stine er indlagt i Silkeborg i lidt over en måned, inden hun i slutningen af september overflyttes til Hammel Neurocenter. Der er på det her tidspunkt ingen forandring i hendes tilstand, men på Hammel begynder de intensiv træning for at få Stine til at vågne op og reagere på kontakten. Måske bare med et lille blink med øjet eller en vip med fingeren, men i starten skete der ikke meget.

Herefter følger endnu en nedslående samtale – denne gang med læge og neuropsykolog. De gennemgår skanningsbilleder, der viser store skader på hjernestammen og massive skader andre steder i hjernen.

–  Beskeden er, at vi skal forvente, at Stine har brug for massiv hjælp fremadrettet. Måske vil hun aldrig rigtigt vågne op til bevidsthed, men altid bare stirre på os og ikke reagere på noget. Hvis hun vågner, vil hun sikkert aldrig kunne bevæge arme og ben. Hun vil sikkert ikke kunne spise rigtig mad, og vi skulle finde en ny måde at kunne kommunikere på, fortæller Anni.

Det var naturligvis en hård besked for Anni og familien. Og selvom det gav dem en form for perspektiv på Stines sandsynlige fremtidsudsigter, så var det samtidig en tid, hvor uvisheden fyldte meget.

– Det var uvisheden om, hvor lang tid Stine kunne blive på Hammel Neurocenter. Uvisheden om Stines fremskridt: Hvornår ville vi se fremskridt, hvis de kom, stod vi med uvisheden om hvem der skulle og kunne hjælpe os, og hvor skal man hente hjælp. Det var uvisheden om, hvordan man kommer igennem sådan et forløb som familie, som mor og som menneske. Der var mange uvisheder i den tid, forklarer Anni.

Hun ER derinde!

Anni og resten af familien prøvede at være realistiske om Stines fremtid, som de havde fået stillet i udsigt. Men samtidig havde de også en anden følelse:

– Vi havde alle en fornemmelse af, at Stine faktisk var derinde bag det stirrende blik, og at hun fulgte os, men bare var passiv, siger Anni.

I hele perioden var familie og Stines venner hos Stine. De tog del i hendes træning og hverdag, og de heppede på hende. Stine har en hestefamilie, som havde installeret et videokamera hjemme i stalden, så Stine kunne følge livet i stalden på hendes Ipad, når den blev sat foran hende.

– To gange kom de også kørende til Hammel med hendes gamle pony, for at se om den kunne være med til at gøre en forskel. Så alle kæmpede sammen med Stine, og alle bidrog med deres. For vi ville allesammen bare have Stine tilbage, fortæller Anni.

En aften sidder Anni og Brian og spiller et spil på stuen, hvor Stine sidder i sengen. Og her får Anni for første gang siden ulykken en stadig udefinerbar, men dog mere klar følelse af, at Stine faktisk er til stede inde bagved bevidstløsheden: Det virker, som om Stine følger med i spillet. Dagen efter forslår hun derfor fysioterapeuten, at de som led i træningen spiller kortspillet Uno med Stine – altså at en af dem spiller Stines hånd.

Stine har altid elsket Uno – og det er faktisk vendepunktet: Pludselig begynder hun at nikke mod kortene, og hvis de med vilje spiller hendes kort forkert, så ”får de blikket fra hende”, som Anni fortæller.

– Det er helt vildt. Alle sidder og tuder, for lige pludselig er det helt tydeligt: Hun ER derinde, men hvordan får vi hende frem?

”Hej Mor…”

Herfra sker der løbende små fremskridt. Stine er stadig en helt passiv pige, men hun bliver indimellem i stand til at vælge mellem to forskellige t-shirts ved at nikke mod den ene, når hun skal have tøj på. Ti l gengæld er der ingen reaktion, hvis hun kun bliver præsenteret for en. Hun er i stand til at spise små måltider – det er i sig selv stort, men samtidig må familien konstatere, at fremskridtene forbliver små.

Den 12. december om aftenen går Anni og snakker med sygeplejerskerne inde på Stines stue. Stine er gjort klar til natten, og pludselig – helt ud af det blå – smiler hun klart og fører to fingre til munden. Anni spørger, om hun er tørstig, hun nikker og rækker selv ud efter vandglasset og drikker.

– Det er som at se den gamle Stine. Hun giver fingerkys på opfordring og smiler. Det er fantastisk, og jeg er lykkelig. Jeg har jo ikke set hendes smil i 5 måneder. Men så forsvinder hun igen, siger Anni.

Den næste aften gentager det samme sig: Efter hun har fået sin sovemedicin, dukker Stine ligesom op til overfladen, og hun bygger mere og mere på. I løbet få dage begynder hun at genkende folk på fotografier og hviske deres navne. Anni tror på at sovemedicinen havde en uventet gavnlig virkning, og hun finder et studie fra USA, der påviser, at nogle, der får denne medicin, oplever et vindue på fire timer, hvor de er bevidste.

Nogle dage senere er Anni og Mia gået over for at sove i familiehuset, da de bliver ringet op med beskeden ” Stine vil gerne sige godnat til Mor”. De skynder sig over til Stine, som hilser dem med et ”hej Mor og hej Mia.” Herefter er der mere og mere aktivitet hos Stine. Stine begynder at vågne mere op. Hun forstår beskeder og begynder at tage aktivt del i træningen. Det viser sig, at Stine kan huske hele sit liv frem til ulykken. Det, som ingen troede på, sker:

– Efter 196 dage er Stine igen ved fuld bevidsthed. Lægerne er blæst bagover, de siger det burde ikke kunne lade sig gøre med de skader hun har pådraget sig i hjernen, konstaterer Anni.

Stine er en kæmpe fighter

I dag bor Stine på Ny Fjordbo, på Vejlefjord Rehabilitering, som er et højspecialiseret rehabiliteringstilbud, hvor hun stadig træner hårdt hver dag for at komme sig.  Stine er kommet sig over al forventning, fysisk er hun stadig udfordret med en venstresidet lammelse, og bruger derfor kørestol, men hun taler og griner som før.

Hun kan huske hele sit tidligere liv og forholder sig til nutiden og fremtiden. Naturligvis har hun men efter sin skade på hjernen, som udfordrer hende. Men hun er en ung kvinde på 20 år, som kæmper hårdt hver dag for at komme så meget tilbage til det liv, hun drømte om, inden ulykken ramte hende. Og én ting er i hvert fald ikke ændret: Hun elsker stadig heste og går til ridning, hvor hun udfordrer både hestene og underviserne med hendes dressurevner.

– Stine er en kæmpe fighter med så meget smil og latter. Hun er en ener, er megastædig og har en ukuelig vilje. Hun er virkelig et mirakel, og alle burde opleve Stine, siger Anni.

Alting er ændret for altid

Anni kan se tilbage på et kaotisk kapitel af livet, som har ændret deres familieliv for altid. Et virvar af følelser og op- og nedture.

– Vores hverdag er jo forandret for altid. Både Stines, min, Stines søstres, familiens og vennernes hverdag er forandret. Vi  er nødt til at lave mange ting på andre måder, end vi gjorde før, og vi skal forholde os til så mange nye ting. Alt er vendt på hovedet, siger hun.

Hun forklarer videre, at det giver nye perspektiver på livet – både på både godt og ondt.

– Der er jo en stor følelse af sammenhold, men samtidig er ensomheden en ny faktor i mit liv. Følelsen af at stå alene og kæmpe både for min datter og mod systemet. Følelsen af sorgen over den mistede Stine går side om side med taknemligheden over, at vi fik lov at beholde Stine i vores liv. Glæden over at hun er kommet så langt, og at hun er så fantastisk et menneske kombineret med uvisheden om Stines fremtid, og hvordan den kommer til at arte sig, forklarer Anni og tilføjer:

– Sorg, håb, troen, taknemlighed, glæde og uvished er nogle af de ord, som bedst afspejler tiden, familien har været igennem. Og de er stadig en del af hverdagen. Sorgen er ikke konstant længere, men den kommer frem, når vi bliver mindet om nogle højdepunkter, eller der er nogen særlige begivenheder. Min oplevelse er, at sorg er meget underkendt i samfundet, når man er forældre til et barn med erhvervet hjerneskade, da vi jo ikke har mistet vores barn. Men vi har jo mistet den Stine vi havde før, selvom det lyder underligt. Vores liv er fuldstændig vendt på hovedet, hvilket kan være svært for andre at forholde sig til, og derfor kan den ensomhed opstå.

Fantastisk at finde en ligesindet

Anni vender flere gange tilbage til ensomheden, hun følte i Stines vej tilbage til livet. Men hun understreger lige så ofte, at hun jo langt fra var alene om at kæmpe Stines kamp: Resten af familien, Stines søstre, venner og hendes hestefamilie har alle spillet en stor rolle i Stines kamp. De har været der for hende altid – og er det stadig, forklarer Anni:

– Stine har helt afgjort kunnet mærke, at der var nogen, som heppede på hende, og hun har fundet styrken til at kæmpe sig tilbage til livet.

Så følelsen af ensomhed har rod i noget andet end det fysisk at stå alene:

– Jeg manglede information om, hvad det vil sige at være mor til en pige med hjerneskade. Jeg søgte alle mulige steder, men jeg kunne ikke finde noget. Så spurgte jeg om hjælp på Facebook – og fik kontakt til Susanne, som viste sig at blive min ”redningskvinde”. Hun er mor til Emil, der fik en skade på hjernen som 15-årig – to år før Stines ulykke. Og det har virkelig været guld værd for mig at kunne snakke med hende om forløbet og få en at spejle sig i og sparre med, siger hun og fortsætter:

– Det har været fantastisk at have Susanne i baghånden. Det betyder alt, vil jeg sige, at have en ligesindet at snakke med. Nok har jeg familien, venner og kollegaerne, men hvis de aldrig har prøvet at stå i samme situation, er det ikke samme følelse, man har. Og så kan det være svært at forstå den begejstring eller uro, der kan være i kroppen.  Derfor var det bare så godt for mig, at Susanne ville give så meget af sig selv og dele deres livshistorie og erfaring, da jeg havde mest brug for det.

En ny rolle

Anni understreger, at hele familien i dag forsøger at fokusere på mulighederne fremfor begrænsningerne. De forsøger at gøre alt det, de gjorde før ulykken, tager på ture, ferier og hvad der er ellers sker, men ikke desto mindre er der noget, som er fundamentalt anderledes:

– Jamen, helt ærligt så savner jeg at få lov til bare at være mor. Jeg har pludselig fået mange nye kasketter på, som jeg skal mingle rundt med i en helt ny verden. Det gør jeg også gerne for Stines skyld, og for at hun får det bedste liv. Men jeg savner også bare at være mor og lave de ting, vi gjorde før ulykken – uden at skal være hjælper for Stine.

Ulykken, det efterfølgende forløb og den nye virkelighed har ikke bare ændret forholdet mellem mor og datter. Det har, med Annis egne ord, også gjort noget ved hende som menneske.

– Men jeg tror på, at vi kommer godt om på den anden side. For det fortjener vi, og det gør alle familier, som har oplevet at få et barn med en erhvervet hjerneskade, siger Anni, som nu også bruger kræfterne, sammen med Susanne på at hjælpe forældre i samme situation – og kæmpe for andre unge som Stine.

– For der mangler meget, før vi kan sige, at vi gør tilstrækkeligt for de børn og unge, der får en hjerneskade og deres forældre. De har ret til et ungdomsliv med muligheder fremfor begrænsninger, understreger hun til slut.