Det korte svar er ”ja”. Vi bør alle tegne en fremtidsfuldmagt, fordi ingen af os ved, hvad i morgen bringer. Med en fremtidsfuldmagt giver du dine nærmeste eller andre ret til at handle på dine vegne, hvis det på et tidspunkt bliver nødvendigt. Fx hvis du bliver alvorligt syg eller af en anden årsag mister evnen til at tage dig af dine økonomiske og personlige forhold. Herunder kan du blive lidt klogere på fremtidsfuldmagter ved at klikke på de enkelte menupunkter.
I 2017 trådte loven om fremtidsfuldmagter i kraft. Den skal styrke retten til selvbestemmelse og gøre det muligt for borgerne at påvirke eget liv og fremtidige forhold på trods af sygdom eller tab af mental kapacitet.
Ved at oprette en fremtidsfuldmagt kan du som fuldmagtsgiver selv vælge, hvem der skal repræsentere dig, hvis du engang i fremtiden ikke længere selv har evnen til at varetage dine økonomiske og/eller personlige forhold. Alternativet til fremtidsfuldmagten er et offentligt fastsat værgemål, hvis du bliver ude af stand til at varetage dine egne interesser (inhabil) på et tidspunkt. Det er Familieretshuset, som vurderer, om der skal iværksættes et værgemål evt. uden dit samtykke, og du kan ikke bestemme, hvem der skal repræsentere dig.
Når du opretter en fremtidsfuldmagt, bliver du fuldmagtsgiver, og du udpeger en eller flere fremtidige repræsentanter (fremtidsfuldmægtige). De skal varetage de økonomiske og/eller personlige forhold, hvis du engang i fremtiden ikke længere selv har evnen til det på grund af sygdom eller svækket mental funktion.
Så længe, du som fuldmagtsgiver selv er i stand til at varetage dine forhold, har fremtidsfuldmagten ingen virkning. Fremtidsfuldmagten er inaktiv og ”sover” i Fremtidsfuldmagtsregisteret, og det er kun dig, som fuldmagtsgiver, Familieretshuset og domstolene, der kan se fremtidsfuldmagten. Det er først, når Familieretshuset henter fremtidsfuldmagten og sætter den i kraft, at den får virkning og kan bruges af dem, der er skrevet på som dine fremtidsfuldmægtige.
Læs eventuelt Digitaliseringsstyrelsens pjece om fremtidsfuldmagter: https://digst.dk/media/29788/derfor-er-en-fremtidsfuldmagt-en-god-ide_pjece.pdf
Alle borgere har mulighed for at oprette en fremtidsfuldmagt, hvis man er fyldt 18 år og er i stand til at handle fornuftsmæssigt. Det vil sige, at fuldmagtsgiveren skal være i stand til at forstå konsekvenserne af det. Fx kan du ikke oprette en fremtidsfuldmagt, hvis du er under værgemål eller selv har oprettet en fremtidsfuldmagt, som er sat i kraft.
Når du som fuldmagtsgiver vælger, hvem der skal være fremtidsfuldmægtig, bør du overveje, om du har fuld tillid til, at den/de pågældende kan og vil varetage dine forhold – også hvis det måske først bliver aktuelt i fremtiden. Alt efter hvad du bestemmer i fuldmagten, kan den eller dem, du vælger som fremtidsfuldmægtige, få adgang til meget personlige oplysninger om dig, herunder oplysninger om din helbredsmæssige tilstand og dine familiemæssige forhold.
Man skal også være opmærksom på, at en fremtidsfuldmagt ofte bliver sat i kraft mange år frem i tiden.
Hvis du som ældre laver en fremtidsfuldmagt, bør du overveje, om det skal være en yngre person, som skal repræsentere dig, fx et voksent barn.
Vær opmærksom på, at det kan blive kompliceret, hvis du har flere fremtidsfuldmægtige på én gang (fx alle ens børn), da de skal være helt enige for at kunne handle på dine vegne. Du har ved udfyldelsen af fremtidsfuldmagten derfor mulighed for at prioritere, hvem der skal være primær fuldmægtig, og hvem der skal være sekundær.
Før du udpeger en fremtidsfuldmægtig, så orienter og inddrag den pågældende i de overvejelser, du gør dig.
En fremtidsfuldmagt kan omfatte økonomiske og/eller personlige forhold. Som fuldmagtsgiver bestemmer du selv, hvad der skal stå i din fremtidsfuldmagt – altså hvad du ønsker at give fuldmagt til. Fremtidsfuldmægtige kan kun handle på vegne af dig som fuldmagtsgiver inden for de områder, som er omfattet af fremtidsfuldmagten.
En fremtidsfuldmagt kan gives til økonomiske forhold generelt eller til et eller flere forhold, du som fuldmagtsgiver bestemmer præcist i fuldmagten. Hvis det er generelt, vil den fremtidsfuldmægtige på dine vegne bl.a. kunne:
En fremtidsfuldmagt kan gives til personlige forhold generelt eller til et eller flere forhold, du som fuldmagtsgiver bestemmer præcist i fuldmagten. Hvis det er generelt, så kan den fremtidsfuldmægtige bl.a. på dine vegne kunne:
Oprettelsen af en fremtidsfuldmagt består af to trin. Først skal fuldmagten registreres og underskrives digitalt i fremtidsfuldmagtsregisteret. Dernæst skal fremtidsfuldmagten vedkendes for en notar, som påtegner fuldmagten digitalt. Dette koster omkring 300 kroner i retsafgift. Notaren vil stille dig nogle spørgsmål til fremtidsfuldmagten, som du skal kunne svare på, så notaren kan vurdere, om du er habil og forstår konsekvenserne af fremtidsfuldmagten.
Herefter ligger fuldmagten som en ”hvilende fuldmagt”, indtil der eventuelt på et senere tidspunkt bliver brug for den. Det er Familieretshuset, der skal sætte fremtidsfuldmagten i kraft, dvs. vurdere, om man som fuldmagtsgiver ikke længere er i stand til at varetage sine forhold.
Hvis du gerne vil læse mere uddybende om fremtidsfuldmagter kan du læse Justitsministeriets vejledning her: https://www.justitsministeriet.dk/sites/default/files/media/Arbejdsomraader/civilret/vejledning_til_borgerne_om_fremtidsfuldmagter_d2400912.pdf
En fremtidsfuldmagt og et testamente er to helt forskellig ting, men begge dele er en god idé at få på plads. Hjernesagen har udgivet en folder om arv og testamente, som du gratis kan finde i vores webshop.
Du kan også læse mere her på hjemmesiden om, hvordan det for mange faktisk er en økonomisk fordel at tilgodese en organisation som Hjernesagen i sit testamente, fordi de efterladte dermed slipper for at betale arveafgift. Hvis du tegner et testamente, der tilgodeser Hjernesagen, betaler vi op til 5.000 kr. til at dække dine udgifter til advokat – læs mere lige her.