Puk Elgård arv og testamente

Hvad skal der ske, når du ikke er her mere?

Det kan være en svær samtale at tage hul på, men mange flere af os burde tage snakken om, hvad vi egentlig ønsker – og hvorfor – den dag, vi ikke længere er her. Det kan være med til at forebygge arvestridigheder og gøre tilværelsen for de efterladte meget lettere, lyder det fra Puk Elgård, som er vært på en programserie om netop arv og testamente.

Foto: Danmarks Radio

Danmarks Radio inviterer i forskellige sammenhænge os danskere til at tage hul på de alvorlige samtaler med hinanden. Et af de nyeste skud på stammen er en udsendelsesrække om arv og testamente, der sendes senere i år. Vært på programmerne er den velkendte journalist Puk Elgård, og hun er glad for at kunne være med til sætte fokus på noget, som kun de færreste af os egentlig har lyst til at beskæftige os med:

– Jeg ville ønske, der var flere, som ville vælge at tegne et testamente. Man undlader det måske, fordi vi ikke har lyst til at tænke på at vi alle sammen skal dø en dag, men det kan nu give ro i maven, hvis man tager snakken om, hvad der skal ske, når man ikke er her mere. Et testamente giver klare linjer og kan være med til at forebygge stridigheder blandt de efterladte, og det vil jeg meget gerne bidrage til, siger Puk Elgård.

Hver femte arvesag ender i konflikt

Det er kun omkring hver fjerde dansker, som har skrevet testamente – og det kan, som Puk Elgård er inde på, resultere i uro blandt de efterladte. For desværre er stridigheder om arv ikke unormale: Op mod hver femte arvesag fører faktisk til større eller mindre konflikter mellem arvingerne, og man kan gøre meget ved ganske enkelt at tage samtalen og få skrevet et testamente.

Derfor bruger Puk Elgård programserien til at sætte udvalgte familier sammen med en arveretsadvokat med det formål at få snakket fremtiden igennem og skrevet et testamente, der kan være med til at sikre fred og fordragelighed i familien – også i fremtiden.

– Vi søger lige nu efter deltagere, som vil være med i programmet. Det vil sige familier, der ikke har tegnet et testamente endnu. Måske familier med børn af flere forhold, hvor man gerne vil sikre alle bedst muligt. Måske familier med hus, sommerhus og andre værdier, som skal fordeles på en god måde. Det vigtigste er, at man er interesseret i at få lavet et testamente, som passer lige præcis til de specifikke forhold i familien, forklarer Puk Elgård.

Vi skal tale om fremtiden i tide

Sidst vi mødte Puk på skærmen, var som vært på Danmarks Radios fine og meget roste serie om Demenskoret. Det er faktisk også denne programrække, som har været med til at åbne hendes øjne for de udfordringer, der kan opstå, hvis man ikke får talt om fremtiden i tide:

– Under optagelserne til Demenskoret blev jeg sådan rigtig klar over, hvor hurtigt det pludselig kan blive for sent at tage vigtige beslutninger og få dem nedfældet. Selvom det kan være svært at beskæftige sig med døden, så er det virkelig vigtigt, at vi fået taget de svære samtaler med hinanden, understreger Puk Elgård og fortsætter:

– Jeg håber på, at vores nye programserie kan være med til at gøre opmærksom på netop det: Vigtigheden af at få snakket sammen i familien om de alvorlige ting, mens tid er: Hvad skal der ske, når jeg ikke er her mere? Hvad er mine ønsker, og hvad er baggrunden for dem? Jeg er helt sikker på, at det kan være med til at forebygge konflikter ude i fremtiden. Det er så trist, når uvenskab splitter familier midt i sorgen, hvor man har allermest brug for hinanden.

Vi har ikke lyst til at tænke tanken

Hjernesagen har tidligere i år sat fokus på et beslægtet emne – nemlig fremtidsfuldmagter, hvor man beskriver, hvem der skal tage sig af eksempelvis ens økonomiske forhold, hvis man en dag ikke selv er i stand til det. Akkurat som med testamenter handler det om, at man i god tid gør sig overvejelser om, hvad der skal ske ude i fremtiden. Og akkurat som med testamenterne er der for få danskere, som tager den samtale med hinanden og sørger for at få udarbejdet det juridisk bindende dokument.

– Jeg ved ikke, om man kan tale om tabu eller berøringsangst, men generelt er vi nok ikke ret gode til at tale om, hvad der skal ske, når vi ikke er her længere. Vi ved jo alle sammen godt, at vi ikke skal være her for evigt, men det er alligevel som om, at vi ikke har så meget lyst til at tænke den tanke til ende, siger Puk Elgård.

Hjernesagen er en del af samarbejdet Det gode testamente. Igennem dette samarbejde tilbyder foreningen faktisk at dække udgifterne til advokatsalær og notar, når der skrives et testamente, med en beløbsgrænse på 5.000 kr. Tilsvarende er det også muligt at få rådgivning om arv, testamente og fremtidsfuldmagter via StrokeLinjens rådgivere.