Kend symptomerne på blodprop i hjernen

Hænger den ene mundvig pludseligt, er det pludseligt svært at tale, eller føles det ene ben eller arm pludseligt lammet? Så ring 1-1-2 - det kan være tegn på en blødning eller blodprop i hjernen.
Senest opdateret: 28. april kl. 03:20

Ofte kan symptomerne komme fra det ene sekund til det andet, og det er vigtigt at reagere – også, selv om de måske går over igen kort efter.

En blodprop eller blødning i hjernen viser sig typisk ved en eller flere af følgende symptomer:

  • Lammelser i den ene side af krop eller ansigt
  • Sprogforstyrrelse – fx problemer med at finde ord
  • Koordinations- og balanceproblemer
  • Hovedpine
  • Udfald af en halvdel af synsfeltet
  • Svimmelhed ledsaget af andre symptomer, fx koordinationsbesvær

Symptomer på en hjerneblødning eller blodprop i hjernen afhænger af, hvilke områder i hjernen der bliver ramt og i hvor alvorlig grad.

Livsvigtigt at reagere med det samme

Hvis man oplever symptomer på blodprop eller blødning i hjernen, er det livsvigtigt at reagere med det samme og ringe 1-1-2. Jo kortere tid, før den ramte kommer i behandling, jo bedre. Det kan koste livet eller give voldsomme handicap, hvis man fx ser tiden an eller sover på det.

Ring 1-1-2 – også, hvis symptomerne går over

Selv hvis symptomerne forsvinder, skal du alligevel ringe 1-1-2. Det kan være en forbipasserende blodprop; en såkaldt TCI (Transitorisk cerebral iskæmi). En TCI betegner en midlertidig iltmangel i hjernen og kan være et forvarsel om en blødning eller en blodprop i hjernen.

Hjernesagens symptomkampagne

Kernen i Hjernesagens nye symptomkampagne er, at du bør kende de tre væsentligste, akutte symptomer på en blødning eller en blodprop i hjernen og reagere straks ved at ringe 1-1-2. Læs mere om Hjernesagens symptomkampagne.

Læs mere

Lillian overså symptomerne

Michael på 24: Bare jeg havde kendt symptomerne