NVT-metoden: Søren lærer at se igen

Et langt plastpanel med farvede lamper, en computer og en vilje af stål. 50-årige Søren Petersen genoptræner sit syn efter fire blodpropper i hjernen, og lyspanelet lærer ham at kompensere for alt det, hans øjne ikke kan mere.
Senest opdateret: 08. marts kl. 08:11

Tekst og foto: Sarah Cecilie Boss

Det var i januar 2013, et halvt år før, han blev 50, at Søren Petersen fik fire blodpropper i hjernen. Kaos. Døgnene på Herlev Hospital kan han ikke huske, kun at en neurolog sagde, at han ikke skulle regne med at komme til at se igen.

Søren Petersen slap fra blodpropperne uden lammelser og talebesvær, som mange får, men hans hukommelse og synet slap knapt så nådigt. Det, der før var hans klæbehjerne, er en hullet si, og synet er reduceret til lys og skygger og helt forandret.

I dag, et år efter, går han til synstræning flere gange om ugen på IBOS, Institut for Blinde og Svagtseende, i København. Metoden, ergoterapeut Gitte Thranum Haldbæk træner ham i, hedder Neuro Vision Technology og er oprindeligt australsk.  Metoden lærer Søren Petersen at kompensere for det, hans øjne ikke kan mere. 

Begrænset syn, ingen farver og tusmørke

20 - 30 procent får synsvanskeligheder i forbindelse med en hjerneskade, og Søren Petersen har flere forskellige: Forestil dig, at du havde klap for højre del af hvert øje og kun kunne se med den venstre halvdel. Hold så samtidig en klap ned fra oven, så du kun ser med det nederste af begge øjne. Nu ser du altså kun med venstre, nedre halvdel af begge dine øjne. Så slår du farverne fra, så alt er grålige nuancer, og så skruer du alt lys ned til tusmørkestyrke. Sådan er Søren Petersens syn i dag.

Med det syn sætter han sig foran et lyspanel med to parallelle rækker lamper i forskellige farver. Hans næse er 30 centimeter fra panelet, og panelets længde er afstemt, så det på den afstand svarer til bredden af synsfeltet for et menneske med normalt syn.

- Ligner en, der er kronisk  højrøvet

Gitte Haldbæk trykker på sin computer og tænder forskellige sekvenser af lamper i hver side. Søren Petersen skal se på dem og svare på, om det er de samme lamper, der er tændt i hver side. Om de danner den samme figur, for eksempel.

Metoden har lært Søren Petersen at dreje hovedet for at bruge det synsfelt, han har tilbage, så godt som muligt. Eftersom han ikke ser med højre del af hvert øje, må han dreje hovedet meget til højre for at se det, der er ude til højre – med venstre del af sine øjne.

I en anden træningssekvens tænder Gitte Haldbæk først lamper helt yderst på panelet, og så skal Søren Petersen sige til, når han kan se, de bliver tændt.

”Kan du se den røde?”, spørger hun på et tidspunkt.

Søren Petersen griner: ”Næh, men jeg kan se, der er lys i den, hvis det er det, du mener”.

Gitte Haldbæk har et øjeblik glemt, Søren Petersen ikke kan se farver.

Bedre til at orientere sig

”NVT-metoden lærer Søren at dreje hovedet meget til højre for at se ting, der er til højre, og at lægge hovedet bagover for at se det, der er over midten af hans synsfelt. Det betyder, at han bliver bedre til at orientere sig og kan gå på gaden uden at skulle være bange for at gå ind i ting eller at overse bevægelser i trafikken”, forklarer Gitte Haldbæk.

”Nu kan jeg meget lettere se, at der er andre mennesker på vej mod mig, eller om der kommer noget, jeg skal være opmærksom på. Men jeg kan stadig blive overrasket over noget, der kommer ude fra siden. Det tager tid at lære.  Og jeg går jo og lægger hovedet bagover, så man kan sige, at jeg ligner en, der er kronisk højrøvet”, siger Søren Petersen med et grin.

Han går aldrig hjemmefra uden sin sans for humor, selv om hjerneskaden nogle gange gør livet tungt.

Hvor lagde jeg nøglerne?

Søren Petersens hjerneskade betyder, at han har svært ved at huske, og det irriterer ham.

”Jeg har altid haft klæbehjerne. Det var mig, vennerne ringede til, når de havde glemt et telefonnummer. Nu kan jeg lægge mine nøgler fra mig, og hvis jeg ikke lægger dem præcis samme sted som sidst, er de væk et minut efter. Det kan tage lang tid at finde dem igen”, fortæller Søren Petersen.

Hukommelsen er blevet bedre med tid og træning.

”I begyndelsen ommøblerede jeg nærmest hele køkkenet, når jeg tømte opvaskemaskinen. Det gør jeg ikke mere”, fortæller Søren Petersen.

 Hans vaklende hukommelse stiller store krav til livet derhjemme. En elastik om tandbørsten fortæller ham, at det er hans – for når man ikke kan se farver og har svært ved at huske, kan det være svært at finde sin egen tandbørste. Ting skal ligge på bestemte steder, og han er afhængig af sin Mayland-kalender.

En tur på cykel var grænseoverskridende

Kombinationen af dårlig hukommelse og dårligt syn gør det svært at gøre mange ting, der før banale. En tur på cyklen, for eksempel. Turen hjemmefra til Herlev Midtpunkt er kort, og Søren Petersen har kørt den tusind gange. Nu svarer den til en tur op ad et bjerg med mindst en hånd bundet på ryggen. Søren Petersens dårlige syn gør det svært for ham at bedømme afstande og orientere sig, og den svigtende hukommelse gør, at han er fortabt, hvis han glemmer vejen. Selv om han kender et stykke af vejen, kan han ikke bare lige tage landkending, som man normalt gør, og finde vejen videre. Han har ikke nogen arkivskuffe inde i hjernen længere, som han kan gribe ned i, når han mister orienteringen.

Derfor var det som at balancere helt ude på kanten, da Gitte Haldbæk ville have ham op på cyklen igen.

”Min kæreste var meget bekymret, og jeg følte også selv, at det overskred min grænse på alle måder. Var jeg nu klar til det? ”, spørger Søren Petersen.

”Vi tog det stille og roligt. Først stille ture lige ude på vejen foran huset. Bare frem og tilbage. Så lidt længere. Så kørte vi til sidst hele vejen sammen. I dag kører Søren Petersen turen alene, og så venter jeg på ham nede ved Herlev Midtpunkt, så vi ved, han er nået frem, og hvor hurtigt”, fortæller Gitte Haldbæk.

”Det har rykket rigtigt meget”, supplerer Søren Petersen. Og selv om han snart stopper på IBOS, fortsætter han selv sin træning, både med cyklen, med den fysiske træning og med at udfordre sig selv.

”Når et menneske har så meget motivation som Søren Petersen, kan det nå meget, meget langt”, siger Gitte Haldbæk.

Synshjernekursus

Før blodpropperne arbejdede Søren Petersen med at kontrollere brandslukningsudstyr på skoler og institutioner. Det arbejde har han mistet, men han drømmer om at blive klar til at arbejde igen. Om kort tid er han færdig med sit forløb på IBOS, hvor han dels har arbejdet med NVT-træningen, dels med at komme til at læse igen. Synshjernekursus, hedder det, og han har været i hænderne på en række specialister, han har trænet læsning og brug af computer og iPad, og han har trænet intenst i at komme sikkert omkring med det syn, han har i dag.

Drømmer om et job på genbrugspladsen

Snart venter et jobafklaringsforløb. Hvad kan han, hvad kan han ikke? Og han har allerede selv talt med genbrugspladsen tæt på, hvor han bor, om de måske kunne bruge ham.

”Jeg kan finde derover uden problemer, jeg kan finde rundt, og jeg kender de ansatte derovre. Så får man altid de samme røverhistorier af dem, der kommer og tømmer traileren for skrammel, men så er det jo heldigt, jeg ikke kan huske”, siger Søren Petersen med et skævt smil.