Genoptræning gavner

Her kan du læse mere om genoptræning og effekten af genoptræning
Senest opdateret: 08. marts kl. 08:11

Tekst: Hysse Forchhammer, ledende neuropsykolog på Glostrup Hospital, ph.d

For få årtier siden var det en almindelig opfattelse, at genoptræning ikke var mulig efter en senhjerneskade. De senere års forskning og erfaringer har rokket en hel del ved denne antagelse.

Selvom dødt hjernevæv ikke kan genoplives, så afdækkes i dag flere og flere mekanismer, som på forskellige måder støtter og underbygger, at funktioner genvindes efter hjerneskade.

Det anbefales i dag, at man går i gang med træning efter hjerneskade så tidligt som muligt. Ofte kan man begynde træningen allerede få timer efter blodproppen, i andre tilfælde må man vente nogen tid. Det er fx tilfældet, hvis patienten har en stor blødning i hjernen.

Træning eller rehabilitering?

Rent sprogligt reserverer man i dag begreberne genoptræning og rehabilitering til at betegne forskellige typer af indsatser. Når man træner en afgrænset funktion, fx træner en bestemt bevægelse eller træner mentale funktioner, som opmærksomhed, hukommelse eller koncentration, kalder man det genoptræning.

Rehabilitering er det begreb, der bruges til at beskrive en mere sammensat praksis, hvor målet er, at patienten opnår en bedre mulighed for at deltage i samfundslivet. Rehabilitering refererer ikke til en bestemt  fremgangsmåde eller teknik, men er en proces, der kan bestå af mange forskellige delelementer. Genoptræning kan være et af disse delelementer.

Begrænset dokumenteret viden om metoder

Den organiserede genoptræning og rehabilitering starter i dag ofte allerede på hospitalsafdelingen og fortsættes, i princippet efter behov, på kommunale genoptræningssteder, taleinstitutter, specialiserede landsdækkende træningscentre, revalideringsinstitutioner og i stigende grad også i eget hjem.
Der findes fortsat meget lidt forskning, der beskæftiger sig med, hvordan genoptræning virker, og der findes ikke klare anbefalinger for, hvilke typer af genoptræning der virker bedst, hvornår forskellige tiltag skal sættes ind, og hvilke metoder der virker bedst.

Spontan bedring eller træningseffekt?

Det kan være meget vanskeligt at afgøre, om funktioner genoprettes efter apopleksi pga. aktiv træning, eller om funktionerne ville være kommet tilbage af sig selv også uden træning. Spontan remission er det begreb, der ofte bruges til at betegne de fremskridt, den apopleksiramte jo heldigvis ofte oplever, også selvom vedkommende ikke deltager i målrettet træning.


Der er dog gode teoretiske grunde, og en række forskningsresultater, der i dag understøtter det synspunkt, at aktiv træning har effekt.


Nogle af argumenterne for, at aktiv træning kan have en nyttig virkning er:

  • træning modvirker, at man bliver passiv efter skaden og som følge heraf pådrager sig fysiske og/eller psykiske sekundære lidelser.
  • træning modvirker dårlige vaner eller uhensigtsmæssige måder at kompensere på.
  • træning understøtter muligvis kroppens/hjernens egne reparationsmekanismer.
  • træning bidrager til at udvide patientens handlemuligheder, bl.a. gennem brug af kompenserende strategier. Patienten kommer dermed til at leve et bedre liv med de handicap, man nu engang har   pådraget sig.

Genoptræning - en gammel ide

Den træning, der i dag tilbydes efter senhjerneskader, har mange forskellige historiske og teoretiske referencer. Genoptræning er ikke noget nyt fænomen. Allerede fra slutningen af 1800-tallet findes eksempler på sprogtræning, og efter både 1. og 2. Verdenskrig organiseredes flere steder i verden systematisk træning af krigsofre. Et lille indblik i nogle af de mekanismer som nyere udforskning af området har afdækket og arbejder videre med:

Direkte træning af funktioner er en strategi, der ofte anvendes ved træning af afgrænsede funktioner som fx genoptræning af en bestemt bevægelse eller træning af mentalt tempo. Ideen bag er, at man ved gentagelse af en bestemt bevægelse eller opgave kan genvinde funktionen. Metoden anvendes ofte tidligt i genoptræningsforløbet. Metoden er omdiskuteret. Selvom der findes en del eksempler på, at den kan give gode resultater, er det fortsat uklart, hvilke hjernemekanismer der egentlig ligger bag den observerede effekt.

Reorganisering af netværk er et princip, der bygger på en opfattelse af, at mentale og fysiske processer er organiseret i netværk i hjernen.
Teorien går ud på, at mange forskellige hjerneområder arbejder sammen, når vi udfører mentale eller fysiske funktioner. Denne netværksorganisering forsøger man at udnytte i genoptræningen ved, at skadede dele af netværket søges erstattet af nye elementer, så netværket reorganiseres. Netværksteorien er relativt videnskabeligt velunderbygget. Med forskellige hjernescanningsteknikker er det således lykkes at vise, hvordan nye hjerneområder inddrages til at løse opgaver efter træning.

Kompenserende strategier er en samlende betegnelse for det at anvende teknikker eller hjælpemidler til at understøtte, at patienten kan fungere bedre. Der kan være tale om indre strategier fx husketeknikker eller forestillingsbilleder, eller ydre hjælpemidler som brug af en kalender eller huskesedler, hvis man har hukommelsesproblemer. Det er uklart om, og hvornår brug af kompenserende strategier fører til en egentlig hjernemæssig reorganisering.

Ændringer i miljø er en strategi, som typisk anvendes tidligt i forløbet eller hos den meget svært skadede patient, som måske slet ikke har bevaret evne til at lære noget nyt. Et eksempel kunne være, at man skærmer patienten, dvs. minimerer larm og støj, så den svækkede patient ikke bliver urolig. Et andet eksempel kunne være at indrette et socialt miljø med meget simple og enkle regler for adfærd fx med et fast døgnskema for den meget adfærdsforstyrrede patient.

Social og psykologisk støtte er en helt nødvendig forudsætning for, at genoptræning har effekt. Det er en kendt psykologisk mekanisme, at indlæring og udvikling understøttes af, at også sociale og følelsesmæssige, motivationsmæssige aspekter er en del af læringsprocessen. Det gælder selvfølgelig også for træning efter en hjerneskade.

Kan alle patienter genoptrænes eller rehabiliteres?

Apopleksi rammer meget forskelligt. Nogle apopleksiramte kommer sig efter få dage, andre får livsvarige handicap.
Der er mange forskellige forhold, der spiller ind på, hvor godt man kommer sig efter apopleksi, og om genoptræning og rehabilitering lykkes. Skadens omfang og art har afgørende betydning for, hvor hurtigt man kommer sig. Apopleksi, der rammer store hjerneområder, giver således ofte et mere negativt forløb end mindre apopleksier. Dog er det vigtigt at være opmærksom på, at også små skader i hjernens basale kerner kan give betydelige funktionstab.

Vi ved også, at høj alder kan være en negativ faktor for forløb. Det skyldes sandsynligvis, at en ældre hjerne har mindre potentiale for fx reorganisering, og at sandsynligheden for at man fejler andre ting, som nedsætter generel kapacitet, stiger med alderen. På den anden side skal man passe på med at generalisere. Nogle ældre mennesker har måske lettere ved at bruge kompenserende strategier og har måske også lettere ved at acceptere at bruge hjælpemidler end et ungt menneske.

En lang række undersøgelser har vist, at manglende sygdomsindsigt ofte stiller sig hindrende i vejen for et godt genoptræningsresultat. Også patienter, der som følge af skaden har pådraget sig omfattende personlighedsændringer, har generelt dårligere udbytte af træning.

Depression og træthed er også to faktorer, som hver for sig eller i et samspil kan have negativ betydning for om genoptræningen lykkes.

Selv om vi fortsat mangler svar på mange basale spørgsmål, så er der sket mange positive ting på genoptræningsområder inden for de senere år. Det er almindelig anerkendt, at genoptræning skal starte tidligt, at den skal tilrettelægges individuelt, inddrage patient og pårørende og være tværfaglig. Men der ligger fortsat et stort udviklingsarbejde forude. Yderligere udforskning af de bagvedliggende hjernemekanismer og udvikling af genoptræningspraksis vil forhåbentlig få endnu større bevågenhed i de kommende år.