Ændringer i sex- og samliv

Seksualitet er en vigtig del af det at være menneske, uanset om man lever i parhold eller er single. En hjerneskade påvirker som regel sexlivet og betyder, at man skal finde en ny vej frem.
Senest opdateret: 25. april kl. 08:50

Foto: Colourbox

Livet ændres markant og pludseligt, når den ene part i et forhold rammes af en blodprop eller blødning i hjernen. Fra at være ligeværdige partnere bliver den ene ofte afhængig af den andens omsorg og hjælp.

Størstedelen af hjerneskaderamte oplever begrænsninger og tab i deres sex- og samliv. Det kan være svært for både den ramte og partneren.

Ændringer i seksualiteten kan både være en direkte og en indirekte konsekvens af skaderne af apopleksien. Ændret adfærd, selvværdsforandringer, kognitive vanskeligheder og psykosociale forandringer gør samspillet med andre anderledes. I mange tilfælde skyldes ændringer flere faktorer.

Tal om sex

Vores seksualliv er knyttet til vores privatliv, og derfor er vi ofte ret blufærdige omkring det. At genoptage sin seksualitet kræver, at vi taler med hinanden og/eller med fagpersoner om det. Det kan være en grænseoverskridende oplevelse for nogen, men er nødvendigt. Meget skal genoptrænes efter en apopleksi – måske skal man lære at tale igen, og man skal også genoptræne sit sex- og samliv.

Tal med din læge, eller kontakt hjernesagens neuropsykolog.

Læs mere

Læs Hjernesagens pjece Kærlig og seksualitet efter en hjerneskade; måske sammen med din partner:

Læs mere om hjerneskade og parforhold

Kilder

Ergoterapeut Gerda Videbech og neuropsykolog Line Kirstine Hauptmann