Epilepsi hos mennesker med apopleksi

Hver tiende, der får en blødning eller en blodprop i hjernen, får epilepsi som følgevirkning.
Senest opdateret: 12. april kl. 08:47

Tekst: Noémi Becser Andersen, overlæge, dr. med., leder af epilepsiklinikken, Neuroloafdeling, Glostrup Hospital

Apopleksi er den 3. hyppigste årsag til svært handicap med parese – nedsat kraft i muskler - i arme og ben, og evt. manglende evne til at kommunikere.

Ca. 10 % af apopleksiramte har også epilepsi som følgelidelse. Ved epilepsi forstås gentagne epileptiske anfald.

Ikke til at forudsige

Nogle personer oplever kun anfald ved sygdomsstart, andre får flere anfald evt. både i starten og senere i forløbet. Det er ikke muligt på forhånd at forudsige, hvem der rammes af epilepsi.

Det epileptiske anfald opstår i det arvæv, der altid dannes uden om en blodprop eller en hjerneblødning.

Ukontrollerede signaler

Hjernecellerne i dette væv ligger klemt og bliver særlig følsomme. Derfor kan de pludseligt begynde at udsende ukontrollerede signaler. Disse signaler genererer de kliniske symptomer, man ser ved et epileptisk anfald, afhængigt af, hvilken hjernedel, der er påvirket.

Der kan ved elektroencefalogram, EEG (elektroder fastsat på hovedbunden, som måler elektriske aktiviteter i hjernen) registreres øget og uregelmæssig elektrisk aktivitet i hjernen under et epileptisk anfald.

Anfaldene ophører som regel spontant. Ved længerevarende anfald over fem minutter er der mindre chance for spontan bedring, og der er risiko for udvikling af et langvarigt anfald, som er en alvorlig tilstand.

Tre hovedgrupper 

Epilepsi fordeles i tre hovedgrupper i det internationale klassifikationssystem:

  • idiopatisk, som er en arvelig form for epilepsi
  • symptomatisk epilepsi og epilepsi af ukendt årsag
  • Epilepsi som opstår i relation til apopleksi har en påviselig årsag og kaldes derfor symptomatisk postapoplektisk epilepsi. Forekomst af dette varierer mellem 2,3 - 43 % og hyppigheden stiger med alderen over 65 år (75 %).

Epilepsi hos patienter med apopleksi

I forhold til tidspunktet for apopleksidebut skelner vi mellem

  • Tidlige anfald – akut, provokeret anfald med debut indenfor 7 dage efter den udløsende faktor (fx en blodprop) med højest risiko indenfor de første 24 timer. Tidlige anfald er ofte betinget af akutte forhold som fx forbigående hjerneødem, syre-base-forstyrrelser eller frigørelse af signalstoffer som påvirker hjernens stofskifte.
  • Sene anfald – ikke pludseligt opstået, uprovokeret anfald (5 - 22 %) som opstår senere i sygdomsforløbet (oftest mellem 14 - 28 dage, eller måneder op til 7 år efter apopleksien).

25 % af alle tidlige epileptiske anfald starter med langvarige anfald. Både sene (65-90 %) og tidlige anfald (17-35 %) øger risikoen for udvikling af postapoplektisk epilepsi. 2 - 10 % af patienterne oplever kun et enkelt anfald efter apopleksien, men ca. 3 - 4 % har fortsat epilepsi efter 1 år og 9 % efter 10 år.

Risikoen for epilepsi er højest ved svær grad af apopleksi. Det er sjældent, man får epileptisk anfald i forbindelse med forbigående symptomer for apopleksi (TCI), men blodprop (3 %), hjerneblødning (6 -10 %) og især hjernehindeblødning (9 %) øger risikoen for dette. Et arvæv efter apopleksi i tindingelappen og/eller i hjernebarken har højere tendens til at udløse epilepsi.

Anfaldssymptomer

Hyppigst ser man anfald i den ene side af kroppen ved epilepsi efter en apopleksi. Disse består af halvsidige trækninger (kramper) og/eller følesymptomer i arm og/eller ben. Der kan også opstå synsforstyrrelse, hallucinationer, opadstigende ubehag fra maven til halsen. En række andre symptomer afhænger af, hvilken hjernedel der genererer anfaldet. Uklarhed og manglende respons kan også repræsentere et epileptisk anfald.

Hvis hjernens epileptiske aktivitet spreder sig over til den modsatte hjernedel, vil det medføre tab af bevidstheden, og der kan opstå krampeanfald. Dette ses hyppigt hos ældre (73 %) uden forudgående halvsidige symptomer. Patienterne har oftest ingen erindringer om, at de har haft anfald, og de kan derfor heller ikke beskrive dem.

Efter anfaldet kan det tage tid at generhverve bevidstheden, hvorunder konfusion og evt. længerevarende (op til flere døgn) lammelse kan forekomme.

Sidstnævnte kan give mistanke om nytilkommet apopleksi eller anden sygdom i hjernen.

Diagnose

Anfaldssymptomerne er ofte karakteristiske for epilepsi, og diagnosen kan stilles af specialister uden hjælp af yderligere metoder. Årsagen skal dog undersøges og behandles parallelt ved epilepsi. Fejldiagnose kan relativt hyppigt forekomme, når uklarhed (37 %), blackouts (30 %), hukommelsesproblemer (17 %), besvimelse (17 %), svimmelhed (10 %) og demens (7 %) er det første diagnostiske bud.

Omvendt behandles mange patienter for epilepsi på en svag baggrund. Anfald, som ikke er epileptiske - som let kan forveksles med epileptisk anfald - ses også hos ældre mennesker og medfører unødvendig medicinering.

EEG (måling af hjernens elektriske aktiviteter) kan støtte, men er ikke nødvendigt for at stille diagnosen. Negativ EEG udelukker nemlig ikke epilepsidiagnose. Ved mistanke om ikke-epileptiske anfald er langtids EEG registrering med samtidig videooptagelse af anfald den relevante undersøgelsesmetode, som sikrer diagnosen.

Behandling

Medicinsk behandling er sjældent indiceret efter et tidligt anfald og heller ikke som forebyggende ved hjerneinfarkt som ved ikke udløste epileptisk anfald.

Anti-epileptisk behandling iværksættes dog ofte allerede efter det første sene anfald, fordi der er høj risiko for tilbagefald. Formålet er at opnå acceptabel anfaldskontrol med lavest mulig dosis af anti-epileptisk medicin (AED) - helst med kun en slags medicin uden uacceptable bivirkninger, da behandlingen ofte er livsvarig.

Ved præparatvalg tages hensyn til AED’s virkninger og bivirkninger samt alder, køn og administrationsform. Interaktioner mellem AED og samtidig brug af andre medikamenter (hjertemedicin, blodfortyndende) kan ligeledes begrænse valget.

De fleste AED, vi har på markedet, kan anvendes ved post-apoplektisk epilepsi (valproat, levetiracetam, lamotrigin, oxcarbazepin er de mest brugte), da ingen af dem er bedre end de andre. Livskvaliteten bør sættes i fokus, når man skræddersyr behandlingen individuelt.

Prognose

Omtrent 10.000 -15.000 mennesker bliver ramt af apopleksi hvert år, og 2.000 - 3.000 af dem for anden gang.

På et hvert tidspunkt er der i befolkningen ca. 40.000 mennesker, som har følgesymptomer af apopleksi. 20 % overlever med store og ca. 50 % med milde eller ingen funktionstab. Postapoplektisk epilepsi udgør en vigtig del af komplikationer hos overlevende.

Udviklingen af post-apoplektisk epilepsi påvirker ikke alene dødeligheden efter apopleksi. Epilepsi prognosen er ligeledes god, da der relativt nemt kan opnås anfaldskontrol hos de fleste af patienterne med et enkelt anti-epileptika.

Læs mere

Epilepsiforeningen