Trombektomi

I nogle tilfælde kan en patient med blodprop i hjernen ikke få den blodpropopløsende behandling trombolyse. Så kan det være en mulighed at opløse blodproppen med et kirurgisk indgreb gennem en arterie - trombektomi.
Senest opdateret: 08. marts kl. 01:57

Foto: Colourbox

Tekst: Derk Krieger, professor, overlæge, ph.d., Rigshospitalet og Bispebjerg Hospital

Hjerneblodpropper kan opløses med trombolyse i en vene indtil 4 ½ time efter apopleksidebut.
 
Nogle gange opdager man symptomerne for sent, eller patienten indlægges ikke direkte på et trombolysecenter, og så kan behandling vise sig ikke at være mulig. I andre tilfælde kan symptomerne være for svære eller blodproppen for stor til, at patienten kan få gavn af trombolysebehandling.
 
Mange af de patienter udvikler svære hjerneskader, som giver handicap eller koster dem livet. Vi antager, at mindst 200 personer i Danmark hvert år falder inden for den patientkategori. Mange af dem er yngre, hidtil raske og erhvervsaktive mennesker.

Minder om ballonudvidelse

Inden for de seneste ti år er en række kateterbaserede teknikker blevet introduceret. De kan fjerne blodpropper fra hjernens arterier og sætte blodtilførslen i gang igen, så apopleksisymptomerne svinder. Disse behandlingsformer kaldes under et endovaskulær behandling og minder om ballonudvidelse af hjertets kranspulsårer.

Et kateter indføres gennem arterien i lysken og op gennem legemspulsåren til hjernens arterier. Gennem det tynde kateter kan andre instrumenter indføres, og blodproppen kan fjernes eller opløses.

Det er en specialistopgave, der oftest beherskes af specialiserede radiologer.
Indgrebet udføres som regel med patienten i fuld bedøvelse.