Hjernerystelse

25.000 herhjemme får hvert år en hjernerystelse. De fleste kommer sig uden men, men godt hver tiende får langvarige skader.
Senest opdateret: 28. april kl. 10:41

Tekst: Susan Svensson, afdelingsleder, neuropsykolog, Center for Hjerneskade

En hjernerystelse giver typisk hovedpine, træthed, svimmelhed,  koncentrations- og hukommelsesproblemer, synsvanskeligheder og overfølsomhed over for støj og lys.

I de fleste tilfælde forsvinder problemerne hurtigt igen, men for 10 - 15 pct. af de ramte er følgerne langvarige og for nogle invaliderende. Følgerne gør det svært at passe et arbejde eller studie som tidligere.

Når hjernerystelsen bliver ved

Hos nogle fortsætter symptomerne. Det kalder man Post Commotio Syndrom (Hjernerystelse = commotio cerebri).

Ved hjernerystelse kan der opstå skader på nervebanerne og i støttevævet, og det påvirker de kemiske systemer og blodgennemstrømningen i hjernen. Forandringerne er ofte ikke synlige ved scanning eller neurologisk undersøgelse.

Ofte er den ramtes intellektuelle funktioner kun lettere påvirket, men følgerne af hjernerystelsen betyder, at de kun kan arbejde i kort tid ad gangen.

Tilbuddene til de ramte er sparsomme. Mange udvikler depression eller angst og får aldrig den neurofaglige hjælp, der kan få dem tilbage i arbejde eller på skolebænken.

Fysisk aktivitet - mindre træthed

At være fysisk aktiv afhjælper den træthed, der ofte ses som følge efter en hjernerystelse. Det er positivt for overskuddet, aktivitetsniveau, social kontaktflade og arbejdsevne. Samtidig er det vigtigt at respektere sine egne grænser - også ved fysisk aktivitet - så symptomerne ikke bliver værre.

Kilder

Konsensusrapport om Commotio Cerebri og Postcommotionelt syndrom (2002) v. M. Pinner mfl. Videnscenter for Hjerneskade

Mild Traumatic Brain Injury (MTBI) and Postconcussion Syndrome (PCS)

New Evidence for Diagnosis and Management (2008) Michael McCrea, Oxford University Press

Afhandling: Mild traumatic Brain Injury- clinical course and prognostic factors for post concussional disorders (2007) A. Lundin, Karolinska Instituttet, Stockholm.