Saltpartnerskabet

Saltpartnerskabet skal sætte fokus på salt og sundhed og hjælpe med at skrue ned for saltforbruget hos producenter og private.
Senest opdateret: 28. april kl. 03:21

Foto: Colourbox

Vi spiser alt for meget salt og risikerer forhøjet blodtryk og hjerte-kar-sygdomme.
Hjernesagen er en del af Saltpartnerskabet, som skal tage toppen af saltindholdet i maden. 

Målet er at skære 3 g salt, dvs. ½ tsk., af danskernes daglige saltforbrug.
Det vil betyde, at mindst 1.000 hjerte-kar-dødsfald årligt undgås, og at forhøjet blodtryk for mange mennesker vil blive mindsket, hvilket er den almindeligste årsag til blodprop og blødning i hjernen.

Hvad gør Saltpartnerskabet?

Der vil blive gennemført aktiviteter på følgende områder:

  • Reduktion af saltindholdet i færdigpakkede fødevarer
  • Oplysning til borgerne om salt og sundhed
  • Oplysning til mad- og sundhedsprofessionelle
  • Mærkning af fødevarernes indhold af salt, herunder Nøglehulsmærkning
  • Reduktion af saltindholdet i kantinemad og i udespisningsbranchen generelt
  • Monitorering af indsatsen
  • Deltagelse i EU´s fortsatte drøftelser om reformulering af produkternes saltindhold.

Hvem er Saltpartnerskabet?

Udover Hjernesagen består Saltpartnerskabet af DI Fødevarer, Landbrug og Fødevarer, Dansk Erhverv, HORESTA, Hjerteforeningen, Forbrugerrådet, Kræftens Bekæmpelse, Foreningen af Kliniske Diætister, Diabetesforeningen, Kost- og Ernæringsforbundet, COOP, DSK, Dansk Supermarked, Danske Slagtemestre, Bager- og Konditormestre i Danmark og Fødevarestyrelsen.

Hvordan kan du få mindre salt?

Du kan læse mere om, hvordan for meget salt påvirker din krop, hvordan du kan skære ned på dit saltforbrug og finde opskrifter uden salt på Hjernesagens forebyggelsesindsats 'Spar på saltet'.