Glade højskoledage

Også med en hjerneskade er livet værd at leve. Nu inviterer Rude Strand Højskole til højskoledage i samarbejde med Hjernesagen.
Senest opdateret: 17. januar kl. 03:04

Startdato: 29-11-2018 14:00

Slutdato: 03-12-2018 10:00

Forestil dig højskoledage målrettet til mennesker med apopleksi og deres pårørende. Vi har sammensat et program med sang og glæde, med nyttig information og med spændende impulser i dejlige og varme omgivelser.  Er det ikke netop, hvad man kunne behøve for at begynde på en frisk … eller sætte lidt ekstra kulør på hverdagen?

Rude Strand Højskole inviterer til højskoledage i samarbejde med Hjernesagen.Vi blander oplevelser og viden, som du kan bruge helt konkret.

I selskab med andre i samme situation ser vi på, hvordan nogle af de ting, man før den barske sygdom havde glædet sig til, kan lade sig gøre - og hvordan man kan se sin egen og sine pårørendes hverdag som en ny og spændende udfordring.

Du møder fagfolk, der måske ikke lige har den ideelle udvej på ramtes og pårørendes kvaler med i bagagen, men som har viden og kan give gode råd om, hvor du finder løsninger, og hvordan du kommer videre i tilværelsen.

Og der bliver også tid til at mærke højskolelivet.

Vi skal for eksempel på fælles tur til Horsens Industrimuseum. Vi skal på gåtur i naturen med sang undervejs. Der er fælles film og hyggelig Danmarks-quiz … og meget mere.

Rude Strand er højskole efter Grundtvigs tanker. En af Danmarks smukkest beliggende højskoler lige ud til Østjyllands idylliske kyst og med udsigt over Kattegat til Samsø, Tunø og Helgenæs.

Højskoledagene foregår fra den 29. november til den 3. december og er for pårørende og dig, der har haft en apopleksi. I alt fem dage. Du vil møde undervisere fra både Hjernesagen og fra højskolen.

Praktisk:

Højskoledagene foregår fra torsdag den 29.11 til mandag den 3.12

Pris for højskoleopholdet: 3.630 kr.
Prisen dækker både ophold, mad og alle aktiviteter.

Der er mulighed for rabat, 400 kr., hvis du bor i delt dobbeltværelse eller i enkeltværelse uden havudsigt.

Find folder for højskoledage 2018 HER

Tilmelding

Få flere oplysninger ved at kontakte Rude Strand Højskole - tlf. 86 55 89 44.

Tilmeld dig ved at sende mail til info@rudestrandhojskole.dk

_____________

Program for Rude Strand højskoledage.

Torsdag

Kl. 14.00 – 15.00
Ankomst, indkvartering og kaffe
Kl. 15.45
Præsentation og intro til kurset
Kl. 19.30
Fællessang fra højskolesangbogen.

Fredag

Kl. 10.00
”Fra forening til folkesag”
Vi mennesker tænker med hjernen – men tænker vi også nok over hjernen?
Kl. 14.00
Med hjernen til fitness. Oplæg om SMART-training: Få et indblik i en af de nyeste former for træning af hjernen.
Kl. 15.30
Masterclass i SMART-training. Prøv på egen krop (og hjerne) hvor sjovt og udfordrende det kan være at lave SMART-training. Der bliver med garanti en masser smil på læben.
Kl. 19.30
Aftenarrangement

Lørdag

Kl. 10.00
Bustur til Horsens Industrimuseum.
I det tidligere elektricitetsværk tæt på Horsens havn åbnede i 1977 Industrimuseet. Hér skal vi opleve industrialiseringens historie i udstillinger som spænder fra arbejderboliger over skole, idræt, mode og detailhandel til pengehistorie og håndværk. Alle udstillinger fungerer som levendegjorte miljøer, heraf nogle bemandet med museets mange frivillige.
Kl. 15.30
Fællessang.
Når vi synger fællessang, er det en fast del af programmet, at vi synger vers uden ord, dvs. vi nynner os gennem dele af sangene, så vi ikke er afhængige af at følge med i teksten. Sange med omkvæd vil blive prioriteret højt. Vi vil også prøve at genoplive gamle, måske gemte og glemte sange.
Kl. 19.30
Filmforevisning

 

Søndag

Kl. 10.00
Foredrag om sprog. I foredraget om sproget er der en indføring i hvordan sprogindlæring foregår, hvordan vores sprog i almindelighed fungerer, og hvad der sker, når man bliver udfordret af neurologiske vanskeligheder. Vi vil også tale mere alment om sproget: om dialekter og den identitet, der hører til netop det at have en bestemt udtale, og om den udvikling, som sproget har været igennem i de sene- ste årtier. Det sker altsammen i en let humoristisk tone, med indslag af sang, rim og remser.
Kl. 14.00
Gåtur med sang. Når vi på vores gåtur ved havet bryder ud i sang, er det for at genopleve den følelse, som har motiveret digterne til at sætte ord på mødet med naturen.
Kl. 15.45
Danmarksquiz.
Kl. 17.45
Hvidvin i dagligstuen.
Herefter afslutningsaften med 3 retters menu og risiko for dans.

Mandag

Kl. 09.00
Morgensamling. Herefter afrejse.

___________

Dagsrytme på Rude Strand Højskole

7.20 Mulighed for morgenmotion
8.00 Morgenmad
9.00 Morgensamling
10.00 Foredrag/undervisning/udflugt
12.00 Frokostbuffet
15.00 Kaffe, te og kage
15.45 Foredrag/undervisning/udflugt
18.00 To retters aftensmad
19.30 Aftenarrangement
21.00 Aftenkaffe, te og lidt sødt