Organisation

Hjernesagen er en privat, landsdækkende forening for mennesker ramt af hjerneskader – fx på grund af stroke, altså en blodprop eller blødning i hjernen.

Hjernesagen er en demokratisk organisation, hvor medlemmernes valg til deres lokale foreningsbestyrelse også er afgørende for, hvem der repræsenterer dem på repræsentantskabsmødet og i hovedbestyrelsen.

organisations diagram for Hjernesagen

Hjernesagens medlemmer

Alle kan blive medlem af Hjernesagen. Vi har ca. 9.500 medlemmer, og de fleste af vores medlemmer er enten ramt af et stroke eller pårørende til en ramt.

Men vores medlemsskare tæller også personer, der er ramt af andre erhvervede hjerneskader, fx som følge af andre sygdomme eller ulykker, og deres pårørende. Mange fagfolk og institutioner, eksempelvis sygehusafdelinger og genoptræningssteder, vælger desuden at melde sig ind i Hjernesagen for at følge og støtte vores arbejde. Ligeledes kan almindeligt interesserede enkeltpersoner, virksomheder og organisationer tegne et medlemskab.

Se de forskellige medlemstilbud her

Hjernesagens lokalforeninger

Hjernesagen har ca. 31 lokale Hjernesagsforeninger. De arbejder selvstændigt med relevante arrangementer og møder i lokalområderne for at styrke de lokale fællesskab og kendskab til Hjernesagen. De lokale bestyrelser består af udvalgte medlemmer og udpeger medlemmer til repræsentantskabet.

Hjernesagens repræsentantskab

Repræsentantskabet er Hjernesagens øverste myndighed og består af repræsentanter fra de lokale Hjernesagsforeninger. For at være medlem af repræsentantskabet skal man således være bestyrelsesmedlem af sin lokale Hjernesagsforening. Det er medlemstallet for den lokale forening, som afgør, hvor mange repræsentanter lokalforeningen har – og en lokalforening kan maksimalt have tre medlemmer af Hjernesagens repræsentantskab. Repræsentantskabet mødes som udgangspunkt én gang årligt.

Hjernesagens hovedbestyrelse

Hovedbestyrelsen har otte medlemmer, som vælges på det årlige repræsentantskabsmøde. Hovedbestyrelsen ledes af en landsformand og en næstformand, som begge vælges for en to-årig periode.

Hovedbestyrelsens opgave er at forestå ledelsen af Hjernesagen. Det gør hovedbestyrelsen naturligvis under respekt for foreningens formål og på baggrund af den aktuelle handlingsplan, der vedtages af repræsentantskabet, og det gældende budget, som vedtages af hovedbestyrelsen.

Sekretariatet

Hjernesagens sekretariat består af ca. 10 ansatte, som arbejder med foreningens drift, rådgivning, kommunikation og information, marketing, fundraising, økonomi, planlægning og udvikling.

Hjernesagens ekspertpanel

Hjernesagens ekspertpanel rådgiver Hjernesagen i faglige spørgsmål. Det består af nogle af de mest respekterede fagfolk på forebyggelses- og hjerneskadeområdet i Danmark. Desuden har Hjernesagen et tæt netværk af fagfolk på landets stokeafsnit, rehabiliteringssteder, kommunikationscentre mv.

Hjernesagens protektor

Hendes Kongelige Højhed Kronprisesse Mary er protektor for Hjernesagen. Kronprinsessens engagement har stor værdi for Hjernesagens arbejde og er med til at sætte fokus på, hvordan det er at leve med følgerne efter en hjerneskade – både som ramt og som pårørende.

 

Kronprinsessen har været protektor for Hjernesagen siden 2007.

Læs mere om Kronprinsessen på Kongehusets hjemmeside.