Velkommen til StrokeLinjen

29.10.20
2020-udgaven af World Stroke Day bliver helt speciel, for det er dagen, hvor Hjernesagen i samarbejde med TrygFonden indvier StrokeLinjen – et nyt rådgivningstilbud med tilhørende vidensunivers om stroke.

I dag, den 29. oktober, er det World Stroke Day. En international dag med ekstra opmærksomhed om stroke.

Det er også i dag, at Hjernesagen i samarbejde med TrygFonden officielt indvier StrokeLinjen – et nyt tilbud om sundhedsfaglig rådgivning og generel information om stroke. Det sker ved en lille højtidelighed i Hjernesagens lokaler under overværelse af Hjernesagens protektor Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary.

”Vi ved, at en livsomvæltende begivenhed som det at blive ramt af et stroke, oftest efterlader både den ramte og hele netværket omkring den ramte med et virvar af tanker, spørgsmål og forvirring. Derfor er det vigtigt at have en instans, som kan være en guide i denne forvirring. Det er sådan, vi tænker StrokeLinjens telefonrådgivning: Her kan man ringe og få svar på spørgsmål om de sundhedsfaglige aspekter ved et stroke”, forklarer Hjernesagens landsformand, Tue Byskov Bøtkjær.

Stort behov for rådgivning
StrokeLinjen er blevet til på baggrund af en stor donation fra TrygFonden og ligger i direkte forlængelse af den aktuelle landsdækkende symptomkampagne, Stræk-Snak-Smil, som Dansk Råd for Genoplivning og TrygFonden står bag.

”Stroke er en alvorlig folkesygdom, som rammer ca. 12.000 personer om året i Danmark. Regner vi de pårørende med, så påvirker sygdommen rigtig mange mennesker, og derfor er der et behov for rådgivning og vejledning, når man står midt i et sygdomsforløb og ikke mindst i tiden efter, hvor det kan være svært for både den strokeramte og de pårørende at finde tilbage til en normal og tryg hverdag”, siger Grethe Thomas, projektchef i TrygFonden. Hun uddyber:

”Vi kan heldigvis også selv gøre noget for at forebygge stroke, og derfor er en mindst lige så vigtig del af StrokeLinjen at oplyse om forebyggelse, og hvilke symptomer vi skal være opmærksomme og reagere hurtigt på. På den måde er StrokeLinjen et tilbud til alle, og vi håber, at det vil øge befolkningens generelle viden og være en god støtte for de familier, som rammes af et stroke”.

Flere og flere overlevere
Stroke rammer hver syvende dansker i et løbet af et livsforløb, og i gennemsnit kommer der hver dag 33 nye tilfælde af stroke herhjemme. Det er den hyppigste årsag til handicap blandt voksne – og altså en sygdom, som har meget store konsekvenser. Både for den ramte og de pårørende og for samfundet som helhed.

”Gennem de senere år, er man heldigvis blevet bedre og bedre til at behandle sygdommen, og Danmark er i dag et af de lande i hele verden, som har den højeste andel af strokepatienter, som får den relevante behandling i tide. Det betyder, at flere og flere overlever – og dermed også, at der er et stigende behov for rådgivning og oplysning”, siger direktør i Hjernesagen, Birgitte Hysse Forchhammer.

Rådgivningstelefonen har nummer 34 10 20 30 og det tilhørende vidensunivers kan findes på www.strokelinjen.dk

 

På grund af corona-restriktionerne er programmet for indvielsen i Høje Taastrup blevet kraftigt nedskaleret. Ud over Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen er der således ingen gæster til arrangementet. Til gengæld har Hjernesagen modtaget videohilsner fra både danske og udenlandske samarbejdspartnere.

Billede med ikon for Strokelinjen

StrokeLinjen

Gå til StrokeLinjen - Hjernesagens rådgivning