Ordningen med vederlagsfri fysioterapi fungerer ikke
Alt for mange patienter får ændret eller reduceret deres vederlagsfri fysioterapi af økonomiske årsager – ikke faglige. Konsekvensen er forværret helbred, højere medicinforbrug og større afhængighed af hjælp.
Hjernesagen deltager i dag, den 22. august, i en høring på Christiansborg om en ny undersøgelse af ordningen med vederlagsfri fysioterapi. Undersøgelse involverer mere end 4.000 patienter, og den viser, at mange mennesker med alvorlige sygdomme og handicap – herunder også mange af Hjernesagens medlemmer – mister den behandling, som de er ordineret, fordi klinikker forsøger at undgå at overskride den økonomiske ramme. Det sker på trods af, at vederlagsfri fysioterapi er en lægeordineret behandling.
Halvdelen af de patienter, der har oplevet ændringer, vurderer, at deres helbred er blevet forværret. Og mere end hver fjerde, der har oplevet ændringer, betaler selv for at få dækket deres behov.
Bag undersøgelsen står Hjernesagen, Danske Patienter, Danske Handicaporganisationer og ni andre patientforeninger. Sammen lancerer de involverede organisationer en række anbefalinger, der skal sikre, at ordningen lever op til sit formål: At forebygge forværring og sikre livskvalitet for mennesker med handicap og kronisk sygdom.
En lægeordineret ordning – der ikke virker efter hensigten
Vederlagsfri fysioterapi er lægeordineret behandling på linje med medicin, en operation og anden behandling i sundhedsvæsenet. Derfor er det selvsagt meget kritisk, når mennesker med handicap ikke får den hjælp, som de er helt afhængige af for at leve et bedre liv.
Undersøgelsen viser blandt andet, at:
- Hver tredje patient, der har fået ændret sin behandling i 2024, har fået det med økonomi som begrundelse – selvom det strider mod overenskomsten
- Halvdelen af de patienter, der fik ændret i behandlingen, oplever, at deres helbred er blevet forværret
- 27 procent, af de patienter der har oplevet forringelser det seneste år, har selv måttet betale for at få dækket deres behov for fysioterapi
- 9 ud af 10 oplever, at fysioterapien er afgørende for deres livskvalitet og evne til at klare dagligdagen.
Læs vores anbefalinger til den vederlagsfrie fysioterapi her.

Få læst tekst op
Forstør tekst

