fbpx

Mulighed for booster-stik til særligt sårbare

30.06.22
Regeringen åbner for, at særligt sårbare borgere kan få en såkaldt booster-vaccination mod Covid-19 allerede denne sommer. Det generelle vaccinationsprogram mod Covic-19 genopstartes ellers først til oktober.

En ny variant af coronasmitten er kommet til Danmark. Den kaldes BA.5 og er nu den dominerende variant herhjemme, som har ført til, at smitten med corona igen er stigende. Heldigvis har BA.5 endnu ikke medført, at flere bliver alvorligt syge med Covid-19 i Danmark.

Til gengæld har man i flere andre lande kunnet registrere en øget dødelighed, som muligvis kan skyldes den nye variant. Ud fra et forsigtighedsprincip har Sundhedsstyrelsen derfor valgt at åbne for, at udsatte borgere kan blive re-vaccineret allerede nu, mens den øvrige befolkning må vente til vaccinationsprogrammet foldes ud til oktober.

Nogle mennesker er mere udsatte ved smitte med coronavirus end os andre, og de risikerer også at blive alvorligt syge. F.eks. vores ældste medborgere og personer med et stærkt nedsat immunforsvar. Hvis du har en særlig risiko for smitte og for at få et alvorligt sygdomsforløb, vil jeg derfor opfordre dig til at tale med din læge om en booster-vaccination, siger social- og ældreminister Astrid Krag.

I praksis fungerer ordningen med booster-vaccination til de udsatte sådan, at det er den praktiserende læge, som vurderer, om den enkelte borger er i øget risiko og derfor kan få en vaccination her og nu. Det handler om en samlet vurdering af alder, særlige risikofaktorer, immunstatus samt den enkeltes risiko for at blive smittet med Covid-19.