Kunstig intelligens lytter med på 1 1 2

08.01.25

Region Sjælland har som første sted i Danmark lanceret et nyt værktøj, der skal mindske følgevirkningerne efter et stroke: En kunstig intelligens lytter fremover med, når man ringer 1 1 2 på Sjælland – og den hjælper den operatør, som besvarer opkaldet med at identificere strokepatienter.

Hjernesagens direktør, Anne Hertz, har udtalt sig både til Jyllandsposten og TV2 News om den nye teknologi – og hun er begejstret for perspektiverne:

– På engelsk siger man, at time is brain, når det handler om stroke. Det hænger sammen med, at man skal starte behandling med blodpropsopløsende medicin inden for 4,5 timer – og også om, at der dør i omegnen af to millioner hjerneceller i minuttet, når man har et stroke. Derfor har man i årevis gjort alt, hvad man kan for at spare kostbare sekunder i tiden, der går fra de første symptomer, til behandlingen sættes i gang, siger hun og fortsætter:

– Men den kunstige intelligens kan betyde forskellen på, om der overhovedet bliver sendt en ambulance eller ej. Og så taler vi ikke længere om at spare sekunder eller minutter, men snarere om halve eller hele timer. Snarere end at forbedre udbyttet af behandlingen  handler det i stedet for om, at vi er i stand til at sætte behandlingen i gang eller ej.

Det kan blive endnu bedre
De indledende forsøg med den kunstige intelligens har nemlig afsløret, at den er i stand til korrekt at identificere mange flere strokepatienter blandt de personer, som ringer 1 1 2: Hvor de menneskelige operatører i gennemsnit finder omkring 53 procent af alle strokeopkald, finder den kunstige intelligens 63 procent. Og håbet er, at den med tiden bliver endnu bedre og mere præcis.

– Noget af det mest positive er faktisk, at tallene kan blive endnu bedre. Når først metoden er taget i brug, og vi har nogle erfaringer, kan teknologien gøres endnu skarpere, siger læge og ph.d. Jonathan Wenstrup fra Præhospitalt Center i Region Sjælland således til Jyllandsposten.

Region Sjælland forventer, at den kunstige intelligens bliver taget i brug i starten af 2025 – og herefter er håbet, at landets øvrige regioner lader sig inspirere af projektet og indfører teknologien i deres alarmcentraler.