Hjernesagen skal uddanne frivillige it-hjælpere

21.11.24

Hjernesagen er én af seks organisationer, der modtager tilskud fra Digitaliseringsstyrelsen til at hjælpe borgerne med det digitale. Hjernesagens projekt begynder til næste år og sigter mod at uddanne it-frivillige i lokalforeningerne over hele landet.

Hele samfundet – og herunder også den offentlige sektor og borgernes kontakt med det offentlige – bliver mere og mere digitalt. Det er på mange måder en hensigtsmæssig udvikling, men udfordringen er, at nogle grupper i samfundet ikke er digitale og dermed får stadig større udfordringer med at navigere i hverdagen.

Det er en velkendt problemstilling i Hjernesagen, hvor mange af vores medlemmer har vanskeligt ved at bruge digitale løsninger. Derfor glæder det også foreningens landsformand, Jens Bilberg, at Digitaliseringsstyrelsen har valgt at støtte et projekt om at uddanne it-frivillige i lokalforeningerne i hele landet.

– Vi har i høj grad brug for at støtte både lokalforeningernes og vores medlemmers digitale kompetencer. Så jeg er både glad og stolt på foreningens vegne over, at vi får midler til at udvikle og gennemføre vores projekt om at uddanne it-frivillige til at støtte og vejlede vores medlemmer og de aktive i lokalforeningerne, siger han.

En anerkendelse af civilsamfundets rolle
I alt har regeringen afsat tre millioner kroner i tilskudspuljen, hvor den første million blev uddelt i 2023, og de sidste to millioner nu fordeles mellem seks projekter. Og støtten skal i høj grad ses som en anerkendelse af de frivillige organisationers arbejde. Digitaliseringsminister Caroline Stage udtaler:

– Civilsamfundet spiller en afgørende rolle i at støtte borgere i at begå sig i et samfund, der bliver mere og mere digitalt. De frivilliges indsats er et vigtigt supplement til den hjælp, man kan få hos for eksempel borgerservice. Med puljen får organisationer, der løser den opgave, hjælp til at øge de frivilliges kompetencer og glæde ved at hjælpe andre.

I Hjernesagen skal der nu ansættes en ny medarbejder, der skal være med til at udvikle og sidenhen implementere et koncept til at undervise it-frivillige i hele landet. Ansættelsen forventes at være på plads med begyndelsen af februar.

Ud over Hjernesagen har også Danske Døves Landsforbund, Ældre Sagen, KFUM’s Sociale Arbejde, Den Frie Rådgivning samt Ordblindeforeningen Danmark fået støtte til hver deres projekter.