Hjernesagen får ny ambassadør i radiovært Jesper Dein

14.07.25

Radiovært Jesper Dein er ny ambassadør i Hjernesagen – og ser frem til at støtte foreningens arbejde efter selv at være blevet nulstillet på grund af en hjerneblødning i 2024.

Hjernesagen udvider sit korps af ambassadører med radiovært Jesper Dein, der blandt andet er kendt som vært på K-Live på DR’s P1 samt tilrettelægger, initiativtager og hovedperson i podcast-serien Nulstillet.

I Nulstillet følger man Jesper Deins vej tilbage til livet, efter han i 2024 blev ramt af en hjerneblødning – og netop de personlige erfaringer med stroke er baggrunden for, at Jesper Dein har valgt at takke ja til at posten som Hjernesagens ambassadør, fortæller han:

– Det går først op for én, hvor voldsomt det rammer både dig selv og pårørende, når hjernen bliver syg eller skadet. Derfor er det vigtigt, at Hjernesagen holder sig skarp og kan tage action og varetage de vigtige interesser og sætte fokus på den fantastiske hær af sundhedspersonale, der står klar, når du bliver nulstillet, siger han.

Fokus på øget livsglæde
Hjernesagens direktør, Anne Hertz, glæder sig over tilgangen af den nye ambassadør for sagen. Hun ser særligt frem til, at Jesper Dein kan spille en rolle for både ramte og deres pårørende i et særligt område af foreningens arbejde:

– Jesper har blandt andet gennem sit arbejde en stor viden om og et stort netværk i kulturlivet herhjemme, og det er noget, jeg håber på, at vores medlemmer kan få gavn af. Som patientforening har vi et naturligt fokus på forebyggelse, behandling og rehabilitering, men vi har også en forpligtelse til at tilbyde de ramte og deres pårørende nye muligheder i en ændret tilværelse. Under overskriften ”Gør din hjerne glad” tager vi forskellige initiativer til at øge livsglæden generelt – og der tror jeg, at Jesper kan gøre en stor forskel for vores arbejde, siger Anne Hertz.

Hun fremhæver desuden Jesper Deins hudløse ærlighed i podcast-serien Nulstillet, hvor han sætter ord og ansigt på kampen for at genfinde fodfæste i livet efter en skade på hjernen:

– Den her type fortællinger er utroligt vigtige. De kan både være med til at nedbryde tabuer omkring hjerneskade, øge forståelsen for, hvad man går igennem – og i det hele taget højne viden hos os alle sammen, understreger hun.

Jesper Dein har allerede før sin officielle tiltræden taget hul på sit ambassadørarbejde for Hjernesagen. Under det nyligt afholdte Folkemøde på Bornholm var han sammen med Anne Hertz deltager i en debat om, hvordan man kan bruge kunst og kulturliv som et aktivt redskab i arbejdet med at rejse sig efter en livsomvæltende begivenhed som eksempelvis et stroke.

Yderligere information:
Lyt til Jesper Deins podcast Nulstillet på DR Lyd.
Læs Hjernesagens store interview med den nye ambassadør i den seneste udgave af vores medlemsblad på www.hjernesagen.dk/medlemsbladet