”Det var meget voldsomt”

19.10.22
For fire år siden tog Mollie Gilmartin afsked med sin far, før han skulle opereres efter en blodprop i hjernen. Dén oplevelse sidder stadig i hende – og hele forløbet har sat sig dybe spor i hendes liv.

Denne artikel er en redigeret version af en tekst bragt i Hjernesagens medlemsblad i oktober 2022, hvor der desværre havde indsneget sig enkelte fejl. 

Hjernesagen møder Mollie Gilmartin på en café på Østerbro i København. Her har hun lige drukket formiddagskaffe med sin far, Peter, og nu giver hun ham et knus til afsked, inden hun sætter sig ned igen for at dele sin traumatiske oplevelse med Hjernesagens læsere:

I februar 2018 blev Mollies far ramt af en blodprop i hjernen. Mollie er på skiferie i Norge, men rejser hjem for at være der sammen med resten af familien. Faren overflyttes kort efter, hun kommer hjem, til Rigshospitalet, hvor han skal gennemgå en operation, som er forbundet med en vis risiko.

– Som jeg husker det, indstiller vi os på det værste: At min far måske ikke vågner fra operationen. Derfor skal vi sørge for at tage afsked inden operationen i tilfælde af, at det værste sker. Han er på det her tidspunkt vågen og ved bevidsthed, men hans taleevne er stadig væsentligt påvirket. Det er en helt umulig og hård situation. Hvad skal man sige og gøre? Vi prøver på at få snakket lidt, vi får grinet og grædt, men det var… Ja, naturligvis en meget absurd og voldsom situation for hele familien, husker Mollie.

Over-ansvarlig og bange
Mollies far overlever operationen, men vågner med stadigt svækket sprog og hukommelse. Og i de følgende uger påtager Mollie sig rollen som den ansvarlige i forhold til det offentlige. Hun hjælper ham med sygemelding, med at søge sygedagpenge, hun tjekker hans e-boks osv.

– Jeg tager alt for meget ansvar på mig, men det var min måde at bevare en fornemmelse af kontrol på. I en lang periode bagefter frygtede jeg for at miste. Jeg fik et chok, hver gang telefonen ringede, fordi jeg var nervøs for, at det handlede om, at en af mine nære var død eller syg. Jeg ringede til min far hver dag for at sikre mig, at han var ok. I lang tid efterfølgende turde jeg ikke tage ud at rejse, i frygt for at der skulle ske noget med mine nære, imens jeg var væk. Nok fordi jeg selv var i Norge, da min far blev ramt.

Ingen rakte ud
Mollie har i flere år døjet med voldsom migræne, og stressbelastningen efter farens sygdom gør, at hovedpinen tager til. Hun gennemfører sit kandidatstudie på CBS, men det er en hård belastning, og bagefter er det klart, at hun ikke er i stand til at træde ind på arbejdsmarkedet på normale vilkår. I dag er Mollie i fleksjob som regnskabskoordinator i en tøjbutik.

– Midt i forløbet opdager jeg ikke, at jeg har brug for hjælp, men når jeg ser tilbage på det, så er jeg chokeret over, at der ikke er nogen fra systemet, som rækker ud til mig eller andre i min familie. Det var en enormt stressende periode – og hele det her møde med det offentlige, som jeg var involveret i på min fars vegne, er indviklet og svært at overskue, samtidig med at man har den her følelse af, at alting er presserende og alarmerende, siger Mollie.

Den dag i dag har Mollie stadig en grad af sygdomsangst, og hun kæmper stadig med ikke at tage for meget ansvar i sine relationer. Men ligesom hendes frygt for at rejse væk, er det alt sammen blevet bedre efter år med flere terapiforløb.

– I dag er jeg et sted, hvor jeg lever med det. Jeg har lært, at de her oplevelser og følelser altid vil være en del af mig, men det er ikke hele mig. Og efter utroligt mange gode snakke, er vi som familie tættere i dag end nogensinde før. Men selvfølgelig har det været et hårdt forløb, som jeg ikke ville ønske for nogen.