Bliv klogere på afasi

31.03.22
Den amerikanske skuespiller Bruce Willis er ifølge sine nærmeste blevet ramt af afasi, og det har afstedkommet en del henvendelser til Hjernesagen fra folk, som ønsker at blive klogere på sygdommen.

Den 30. maj om aftenen, dansk tid, kom det via sociale medier frem, at skuespilleren Bruce Willis indstiller sin karriere efter at være ramt af afasi. Efterfølgende har flere danske medier henvendt sig til Hjernesagen for at lære mere om sygdommen – akkurat som også privatpersoner ønsker at vide mere.

”Afasi er en hyppig følge efter et stroke: Omkring hver tredje strokepatient får også afasi, men sygdommen kan også komme i kølvandet på andre hjerneskader. Der er tale om en forstyrrelse af sproget, der skyldes, at det område af hjernen, som styrer sproget, har fået en skade,” forklarer Hjernesagens direktør, neuropsykolog Birgitte Hysse Forchhammer.

Et alvorligt handicap
Det er umuligt at vide, hvad der ligger bag, at en person får afasi, hvis ikke man kender vedkommendes sygdomshistorie, og Birgitte Hysse Forchhammer afviser derfor at spekulere i, hvorfor Bruce Willis har fået sygdommen. Men hun understreger, at det ikke er usædvanligt, at sygdommen er så invaliderende, at den ramte må indstille karrieren:

”Afasi kan være et meget alvorligt handicap for den ramte og i mange tilfælde også blive en stor belastning i livet for de pårørende, fordi man får svært ved at kommunikere med andre. Og det påvirker ofte ens sociale liv i meget høj grad. Mennesker med afasi bliver desuden tit misforstået – folk kan fx tro, at de er påvirkede eller berusede, fordi de taler mærkeligt. Eller at de ikke er så kloge, fordi de har svært ved at udtrykke sig forståeligt. Det er helt forkert: Man kan sagtens have et velfungerende intellekt, selvom man er ramt af afasi – det er sproget og ikke tanken, der er ramt,” understreger hun.

Få råd og vejledning
Der findes ikke to forløb med afasi, som er ens, men mange vil opleve, at afasien bliver i hvert fald lidt mindre fremtrædende over tid. Særligt i de første måneder efter en hjerneskade vil de fleste opleve, at deres forståelse af det talte sprog bliver bedre, og de selv får lettere ved at finde ordene. Men også senere i forløbet kan man forbedre sprogfunktionen og kommunikationen – her spiller fortsat målrettet sproglig træning sammen med tilvænning til den nye kommunikationsform en nøglerolle.

Hjernesagen har en række tilbud til personer med afasi. I samarbejde med andre professionelle aktører arrangerer vi afasicaféer, udflugter og weekend-ophold, som skal være med til at bryde den sociale isolation, mange personer med afasi oplever. Vi har også udgivet en række forskellige materialer, som kan støtte kommunikationen med personer med afasi – og endelig sidder vores rådgivere på StrokeLinjen klar med både social- og sundhedsfaglig rådgivning til ramte såvel som pårørende. Ring til StrokeLinjen på 34 10 20 30 – eller læs mere om afasi her på siden.