20 mio. til neurorehabilitering i Nordjylland

30.03.22
Regionshospitalet Nordjylland har modtaget en donation på 20 millioner kroner fra den private fond Melsen Fonden. Pengene er øremærket rehabilitering efter fx stroke – og skal bl.a. bruges til at løfte forskningen.

Patienter og pårørende i Nordjylland kan se frem til et forbedret rehabiliteringstilbud efter endt strokebehandling i fremtiden. Den private fond Melsen Fonden har nemlig bevilliget 20 mio. kr. specifikt til at styrke dette område i regionen.

”Det er en fantastisk donation, som jeg på vegne af hele Region Nordjylland vil sige stort tak for. Det giver os nogle helt unikke muligheder for at hæve behandlingsniveauet for neurorehabilitering yderligere, siger regionsrådsformand Mads Duelund.

Genindlæring af tabt motorik
Donationen skal bl.a. bruges til at etablere Center for Neuroteknik og Rehabilitering, som skal være et helt nyt forskningscenter, der beskæftiger sig med neuroteknologi i forbindelse med hjerneskader. Det er et samarbejde mellem Aalborg Universitetshospital og Aalborg Universitet, hvor man i forvejen har årelange traditioner for forskning i neurorehabilitering. Men med de nye rammer får man helt nye muligheder for at fremme fx genindlæringen af tabte motoriske funktioner efter et stroke.

Hjernesagens næstformand, Jens Martin Sletting Hansen, hilser donationen velkommen:

”Det er en historisk stor donation til Regionshospitalet Nordjylland, og det er meget glædeligt, at den er øremærket lige præcis udvikling og forskning i neurorehabilitering. At få en hjerneskade har for mange meget store konsekvenser – både for den ramte og familien omkring, og ethvert løft af rehabiliteringsindsatsen kan derfor være med til at højne livskvaliteten for rigtigt mange,” siger han.

Ud over forskningen er nogle af midlerne i donationen øremærket indkøb af nye hjælpemidler og rehabiliteringsteknologier til hospitalet.