Ti år efter blodproppen

Livet er godt, og Nina Bruhn Ulmann er glad trods alle forandringerne efter blodproppen. Det vil hun gerne fortælle sine venner, som hun ikke ser så tit.
Senest opdateret: 08. marts kl. 08:36

Foto: Colourbox

For ti år siden i dag fik jeg en blodprop i venstre side af hjernen. Jeg har brug for at gøre status over de ti år, som er gået, og dette vil jeg gerne dele med jer, mine venner.

I tiden op til blodproppen havde jeg gået med konstant hovedpine pga. støjen på min arbejdsplads. 
Dagen før havde jeg haft en samtale med min chef om, at vi var nødt til at holde et møde om mandagen om støjen på arbejdspladsen. Vi kunne ikke tænke eller tale med hinanden pga. støj.

Lørdag formiddag havde jeg spist morgenmad med min daværende kæreste, og vi skulle op og handle i Hillerød. Men jeg blev lidt dårlig og satte mig ind i stuen, og herefter husker jeg ikke mere fra de efterfølgende dage.

Kæresten ringede 1-1-2

Jeg har fået fortalt, at min højre side af ansigtet hang. Derfor ringede min kæreste 1-1-2, og jeg blev hentet af akutlægen og kørt afsted i ambulancen.

Efterfølgende blev det konstateret, at jeg havde fået en blodprop, og jeg kunne ikke tale. Orderne forsvandt, og der kom kun lyde ud. Samtidig forstod jeg heller ikke, hvad folk omkring mig sagde. Dette kaldes afasi. 

Jeg røg efter et par dage på Hillerød hospital til Genoptræningshospitalet Esbønderup, hvor en hård genoptræningstid begyndte.

Jeg trænede dagligt med logopæd, fysioterapeut, ergoterapeut, og psykolog. Jeg havde mistet alle mine dagligdagsfunktioner og måtte begynde helt forfra med at genfinde dem. Hele mit indre arkivskab var blevet spredt ud på gulvet, og jeg skulle nu finde de rette skuffer igen.

Udskrevet og uden børn

Efter nogle måneder blev jeg udskrevet til min egen lejlighed, og et nyt liv skulle begynde.

Min psykolog havde sagt, at jeg ikke skulle have mine børn hos mig, når jeg kom hjem, da de ville kræve for meget af min energi, som jeg skulle bruge nu på at komme helt på fode igen. Jeg var så vred på ham, og jeg kæmpede en kamp med mig selv for at få dem hjem til mig igen.
Han mente, at der ville gå tre måneder, før jeg kunne få dem hjem, men det skulle vise sig, at der kom til at gå et år, før de var hjemme igen.
Martin kom hver dag og besøgte mig, og Janni kom så ofte hun kunne, især i weekenderne.

Det vrimlede med mennesker

Da jeg kom hjem måtte jeg åbne dørene for en masse fagpersoner som psykologen og Allerød Kommune havde kørt i stilling. Der kom psykolog, ergoterapeut, hjemmepleje og et neuroteam fra Hillerød hver dag. De skulle hjælpe mig til at kunne klare en dagligdag alene. Bare det at handle ind og vide, hvad man skal bruge råvarerne til efterfølgende, var noget, jeg skulle lære påny. 

Heldigvis var min afasi blevet mindre, men jeg havde fortsat behov for logopæd træning, og jeg blev kørt til træning i Hillerød. Jeg havde også mistet evnen til selv at køre bil og måtte derfor transporteres af andre. Jeg har heldigvis genvundet evnen til at køre bil nu, og nyder friheden.

Jeg vil gerne takke Allerød Kommune for al deres bistand i min genoptræning. De har gjort så meget for mig.

Center for Hjerneskade

Et halvt år efter min blodprop fik jeg tilbud om at komme ind til Center for Hjerneskade i et genoptræningsforløb på 6 måneder.
Jeg skulle selv transportere mig derind, og støjen fra toget havde stor indvirkning på min hjerne, så jeg kunne højst klare at være derinde en halv dag med hvil, før jeg var nødt til at tage hjem igen.

Jeg er blevet meget lydfølsom efter min hjerneskade, hvilket fortsat begrænser min hverdag. Hvis der er meget støj, omkring mig, mister jeg mine ord, jeg begynder at halte og bliver meget træt og usammenhængende. 

Jeg formoder, at dette skyldes den voldsomme støj på min tidligere arbejdsplads. Jeg var konstant påvirket af støjen i flere sammenhængende år pga. diverse ombygninger.

Efter mit forløb hos Center for Hjerneskade og forløbet med diverse fagpersoner fra Allerød Kommune syntes jeg, at det gik bedre dag for dag.

Børnene hjemme igen

Efter et år fik jeg børnene hjem til mig. Det var meget hårdt i starten , fordi vi  skulle lære hinanden at kende igen. Jeg var ikke den samme mor som før. Min energi, min koncentration og mit overskud var blevet mindre, og jeg havde dagligt brug for mange pauser for at kunne klare mig gennem dagen. Før kunne jeg jonglere med mange sætninger og ord i hovedet på en gang, men nu kunne jeg højst holde til få sætninger og ord ad gangen. Dette gjorde, at jeg ofte måtte trække mig væk fra folk for at få samlet mig selv og komme tilbage med de rette ord.

Allerød Førtidspensionister

I 2007 fandt jeg nogle mennesker, som var i samme situation som jeg, og sammen stiftede vi "Allerød førtidspensionister". Det er en forening, hvor man kan komme to gange om ugen i fire timer. Her kan man male, sy, strikke, spille billard, spille computer, drikke kaffe og dyrke socialt samvær med andre i samme situation. 

Jeg havde snuset til det at male, før jeg fik blodproppen. derfor begyndte jeg at tage kurser hos Anita, hvor man lærer at male sine følelser ud uden ord, og bare lader penslen gøre arbejdet.

Efter et par år med malerierne følte jeg behov for at udvide min horisont, og meldte mig på højskolen Torstedlund i Frederikssund. Man skulle vælge sig på to kreative ting, og jeg meldte mig til maling og keramik. Jeg havde ingen forudsætninger eller erfaringer med keramikken, men blev hurtig bidt af en "gal" lerklump, og malerierne røg lidt i baggrunden. Opholdet på højskolen skulle oprindeligt blot vare i tre måneder, men efter de tre måneder var gået, forlængede jeg med endnu tre måneder.

Men pludselig fik jeg at vide, at højskolen skulle lukke ved udgangen af 2009, så jeg valgte at tage yderligere seks måneder for at lære keramikken at kende og suge al viden ud af min lærer Anne. Anne er den dag i dag en nær ven af mig, og vi laver fortsat lerting sammen. 

Værksted og rakuovn i haven

Da jeg var i mit genoptræningsforløb på Center for Hjerneskade, vurderede de, at jeg skulle indstilles til en førtidspension, og den blev jeg tilkendt i 2007.
Og hvad stiller man så op, når man ikke længere har et arbejdsliv? Jeg har lavet mit eget værksted i min lejlighed, hvor jeg laver små huse til fyrfadslys i keramik, jeg maler, og jeg bruger megen tid i min kolonihave på dels at ordne haven, dels på min keramik, da min Raku ovn (keramik ovn) står i min have. Glasering og brænding af keramiken foregår i haven. 

Jeg har haft en udstilling i 2013, med min keramik og mine billeder hos Sparekassen Sjælland i Allerød. Her fik jeg rigtig megen og god respons på mine ting, så nu er jeg endnu mere motiveret for at arbejde videre med mine ting, da jeg oplevede, at folk rigtig godt kunne lide de ting, jeg laver.

Jeg modtager fortsat hjælp fra Allerød Kommune/ Bomi. Hver fjortende dag i halvanden time kommer en støtteperson, Charlotte fra Bomi, og hjælper mig med fx. at skrive denne tekst, da det er umuligt for mig selv at skrive lange, sammenhængende tekster. Hun hjælper mig bla også at blive bedre til at forvalte min energi, som fortsat er nedsat.

Bomi er den eneste hjælp jeg har i dag, og sådan har det været de sidste fire år.

Bøger og underlige film

Jeg har altid læst mange bøger, men efter min blodprop er det svært, og jeg kan nu højst læse en halv side, og så er jeg træt og har glemt, hvad jeg har læst. Derfor benytter jeg i dag et tilbud, hvor jeg kan downloade lydbøger gratis på ubegrænset tid. 

Jeg træner styrketræning tre gange ugentligt sammen med min gamle veninde Lisbet, og det har vi gjort i ca. 19 år. Det gør jeg for at holde mig i gang og få vedligeholdt min højre side af kroppen, da den fortsat ikke fungerer optimalt. 

Jeg går i to biografklubber, hvor jeg ser nogle spændende og underlige film indimellem.

Jeg kommer stadig i Allerød Førtidspensionister, nu som menigt medlem, da jeg brugte al min energi på bestyrelses arbejdet og måtte trække mig fra bestyrelsen. 

Brænder sammen i støj

Jeg vil gerne se alle mennesker, men jeg er nu nødt til at prioritere, både i min tid og min energi, da jeg ellers brænder sammen og ikke magter noget. Uden støj kan jeg næsten alt, men når udenomsstøj opstår, så slår min hjerne fra, og jeg er helt færdig resten af dagen. Jeg går rundt som en zombie og ænser ingenting omkring mig.

Jeg ser fortsat de piger, som jeg lærte at kende på højskolen, og vi Raku brænder en gang hvert forår i min have, og om efteråret er vi sammen i Sverige for at hygge i en lille uge. Hver anden måned tager vi på keramikudstillinger og finder inspiration. 

Jeg begyndte i foråret 2013 på slægtsforskning. Mit udgangspunkt var at finde ud af, hvor mit mellemnavn Bruhn stammede fra, da mit kunstnernavn er Nina Bruhn. Det er vildt spændende og tager meget tid. Heldigvis har jeg en rigtig god lærer som hjælper mig meget. Hun hedder Bendette.

Den samme, og så alligevel ikke

Jeg er ked af, at jeg ikke får set alle jer, som jeg gerne ville, men blodproppen har begrænset mit liv, og det har desværre kostet nogle venskaber. Nu kan jeg højst klare to ting om dagen, og dette begrænser min hverdag. Man skal booke tid, hvis man vil være sammen med mig. Står det i min kalender, så holder jeg aftalen og kan prioritere min tid derefter.

Jeg takker min familie og venner som har fuldt mig og støttet mig.

Jeg føler selv at jeg er den samme person som før, men alligevel ikke.....

Jeg synes at jeg har et rigtig glad og godt liv nu, hvor jeg oplever at der er ved at være styr på arkivskufferne igen.

Knus, Nina