Michelle Hviid - nu uden tumor

Michelle Hviids liv har taget den store kolbøtte fra kort før jul til nu. Fra rask til syg, fra lam til bevægelig, fra nyopereret i dyb krise til hende, der er på vej tilbage.
Senest opdateret: 25. april kl. 01:17

I efteråret sidste år gik Michelle til lægen. Mest fordi hendes daværende lægekæreste syntes, hun skulle. Da hun sad på hospitalet, tænkte hun, at det bare skulle overstås. Og da den første konklusion på undersøgelsen kom, grinede hun.

De sidste tyve minutter som rask

”De sagde, jeg havde en fedtskede i kinden. Det lyder sgu lidt sjovt, tænkte jeg”, fortæller Michelle.

Men pludseligt så lægerne noget andet. Michelle skulle scannes akut på en mistanke om noget langt mere alvorligt. ”På vej ind i scanneren, tænkte jeg: ”Det her er de sidste tyve minutter, jeg har som rask”, og kort efter sad jeg over for en læge, der pegede på mine scannings billeder og sagde: ”Det her er din tumor”, fortæller Michelle.

Nu med tumor

Michelles tumor havde en godartet tumor på hørenerven, der krævede operation. En operation, der med sikkerhed ville koste hende hørelsen på højre øre, men som også kunne lamme den ene side af hendes ansigt og koste hende førligheden. En operation, hun bloggede om for at lette trykket. ”Nu med tumor”, som hun blandt andet skrev. 

Når jeg ikke jamrede, var jeg væk

I første omgang gik operationen strålende. Hun kunne bevæge sig, hun kunne tale, alt var fint. Men så hævede hjernen op, og Michelle svævede ind og ud af bevidstløshed og lå på intensiv. ”Når jeg ikke jamrede, var jeg væk. Væk i min hjernes tåger og væk i morfin. Det flød bare ind ad et drop i min arm og mit ben”, fortæller hun. Michelle kunne ikke tale på det tidspunkt.

Lammet ansigt og et øje, der ikke kan lukke

For egen regning valgte Michelle efter en uge at komme i rehabilitering på Vejlefjord. Der var ro, og der var ekspertise, der var daglige fremskridt og topkarakter fra neuropsykologen.

Men det var vel at mærke en Michelle, der kun kunne gå, hvis hun brugte hjælpemidler, og det var med museskridt. En Michelle, der svarede ”1992”, da hun blev spurgt, hvilket år det var. Det var en kvinde, der ikke kunne tale. En kvinde med et lammet ansigt og et øje, der ikke kunne lukke. Et øje, der ikke kunne blive vådt, når hun græd.

Man skal presses, til man kaster op

Det har været sindssygt hårdt at være i genoptræning, men en ting står meget klart for hende: ”Man skal presses. Lige til man kaster op. Og man skal presses igen og igen”, siger hun.

Hun kan tale igen. Hvis man kender hende godt, kan man måske høre en lille forskel på før og nu, men den er næsten væk. Man kan stort set ikke se, at hun har været lammet og ikke kunne gå. Øjet kan lukke, og hun håber, det med tårerne en dag bliver normalt igen.

For Michelles skader går over. De fleste af dem, i hvert fald. Hendes ansigtsnerver kan trænes op igen. De skal vækkes, kan man sige. Det er hun godt i gang med. Den hævede hjerne er ikke hævet mere, og lige så stille bliver hun sig selv igen. ”I går kunne jeg for første gang mærke min overlæbe igen”, siger hun.

Læs hele historien om Michelle Hviid i Hjernesagens medlemsblad  2015/2