Fik en hjerneblødning: Bare jeg aldrig havde løbet på de skøjter!

Dagen efter, at Jeanette blev 40, var hun med mand og børn i vandlandet Lalandia på Lolland. Udover alle vandbassinerne var der også en skøjtebane. Hun var god på skøjter som barn og ung, og det kunne da være sjovt at prøve igen, tænkte hun. I dag lever hun med følgerne af den hjernerystelse og hjerneblødning, hun fik, da hun faldt bagover.
Senest opdateret: 08. marts kl. 08:36

På skøjtebanen bevægede andre sig ekstra hurtigt ved at bruge en slags stor plastikspand, de skubbede foran sig. Sådan en fik Jeanette også fat i, og så gik det stærkt. Bare ikke lige på den måde, hun havde tænkt sig. Spanden satte sig fast i isen foran hende midt i en hurtig bevægelse, og så faldt hun. Rigtig hårdt. Med baghovedet lige ned i isen uden hjelm.

Der kom både ambulance og lægebil, og spændt helt fast på en særlig båre, så hun ikke kunne gøre en eventuel brækket hals eller ryg værre, ankom hun til Nykøbing Sygehus. Hun havde en bule på tre gange tre centimeter i venstre side af baghovedet. Først flere år senere sagde en læge, at hun skulle have været MR-scannet allerede der.

Det begyndte at køre rundt

Dagen efter var hun hjemme igen med besked om, at hendes mand skulle vække hende hveranden time natten igennem.

”Jeg havde det mærkeligt og var utilpas. Og jeg havde ingen krave eller noget på”, fortæller Jeanette.

Faktisk lå hun på sofaen flere dage efter, og så begyndte det hele ”at køre rundt” for hende. Jeanette troede, hun havde fået en virus på balancenerven, som kan gøre en meget svimmel, men hendes egen læge sagde med det samme, at det måtte have noget med slaget mod hendes hoved at gøre.

Gråd og epileptiske anfald

Hendes læge begyndte at tale om post traumatisk hjernesyndrom. Senere var hun gennem en fire timer lang neuropsykologisk undersøgelse, der blandt andet viste, at hendes hukommelse var stærkt svækket.

”Jeg græd og græd. Og jeg fik epileptiske anfald, så jeg havde svært ved at komme nogen steder. Hvis vi skulle noget, var jeg allerede træt, når vi ankom”, fortæller hun.

Svært at overskue

I dag, syv år efter, hvor hun stadig lever med følgerne af sin hjerneskade, er der langt til den dag på isen. I dag kan hun ikke overskue at gøre alt det derhjemme, der før var helt indlysende for hende: Støvsuge, lave mad, bage, være i gang med flere ting på en gang, hendes synsskade betyder, at hun ikke kan bedømme afstand. Hun bruger en særlig dyne, fordi hun er hypersensitiv, og hun lever med kronisk hovedpine og med den overvældende træthed, mange mennesker med hjerneskade får som fast følgesvend. Hun har en særlig lille lydmaskine liggende under hovedpuden, der hjælper hende med at samle tankerne og få ro til at sove. Og i perioder kører hun helt op i gear. Eksperterne kalder det, at hun bliver ”euforisk”. Så taler hun som et vandfald. Og hun er uhyre følsom over for lyd, lys og lugte.

Skriver om fortiden

Et par år efter skøjteturen blev hun bevilget genoptræningskursus. Hun har været afsted nogle gange siden skaden skete. Kurserne betyder, at hun i dag kan en del mere, end hun kunne i begyndelsen: Før bagte hun alt selv, i dag kan hun bage, hvis nogen hjælper hende med at huske rækkefølgen i arbejdsgangene. Hun kan ikke brodere mere, som hun gjorde før, men så kan hun lave andet kreativt som fx at male på urtepotter. Og Jeanette skriver, og det bliver udgivet.

Jeanette skriver noveller og længere tekster, baseret på følelser og oplevelser fra hende barndom, som var barsk. Hendes tekster har været med i flere novellesamlinger, og der er flere på vej. Hendes 17-årige datter læser korrektur, og hendes mand skriver det ind på pc.

”Jeg skriver det hele i hånden, og når jeg har skrevet det, har jeg glemt, hvad det var”, fortæller Jeanette.

Det var en hjerneblødning

Først for to år siden fik hun den MR-scanning, hun skulle have haft fra begyndelsen: Hun havde ikke alene haft en hjernerystelse efter faldet på isen, men en rigtig hjerneblødning.  I dag drømmer Jeanette om at holde foredrag for fagpersoner og andre, der er tæt på mennesker med hjerneskade. Det kunne måske hjælpe på nogle af de mange fordomme og misforståelser, hun møder: ”Man kan jo ikke se på mig, at jeg har en hjerneskade, og det gør det svært for andre. Men når nogen siger ”Nåh jamen,  jeg har da også hovedpine en gang i mellem …”, så viser det jo, at folk ikke helt forstår det”, siger hun.

Fornedrende at undskylde sig

”Hvis du vidste, hvor ofte man skal forklare sig, undskylde sig selv med, at man har en hjerneskade”, siger Jeanette. Og det er ikke sjovt at skulle forklare det. Det er fornedrende, synes hun.

”Folk forbinder jo hjerneskade med, at man sidder i en kørestol og savler. Selv nede i banken bliver de sure, når jeg prøver at forklare, hvorfor jeg ikke altid forstår så hurtigt”, fortæller Jeanette.

I dag er hun ved at indstille sig på lægernes ord om, at det ikke er sikkert, det bliver så meget bedre. Og så siger hun lige så stille:

”Bare jeg aldrig havde løbet på de skøjter.”

 

Jeanette Gadegaard vil gerne dele sin historie med andre og holder foredrag for mindre forsamlinger. Kontakt: gadegaard@cool.dk