At leve med et usynligt handicap

Katja Holm Pedersen lever med den slags hjerneskader, ingen kan se.
Senest opdateret: 08. marts kl. 08:36

Jeg er en kvinde, og jeg er ikke som de andre. Jeg blev syg som helt lille, og i 2000 blev jeg  hjerneopereret for epilepsi. Ellers kunne jeg have været lam i dag.

Operationen har givet mig en senhjerneskade. Og jeg har været igennem en del operationer i livet. Mit handicap gør, at det kan været svært for mig at begå mig i det sociale, og jeg har været meget socialangst. Så folk kunne sagtens sige "du skal bare tage dig sammen". Der er ingen, som kan se, at jeg er skadet. Der var kun min familie, men ingen vennekreds. Så min barndom og ungdom er ødelagt. Men det kan jeg ikke bruge til noget i dag.

Rammer alle

Skjulte handicap kan have mange årsager eller baggrund. Det kan ramme alle eller være arveligt. Men folk, som ikke selv har prøvet det, har svært ved at forstå, hvor meget, vi selv kan og ikke kan.

De aner ikke alle, hvad de skal stille op. Det samme gælder det samfund, vi lever i i dag. Der er alt for få bosteder til mennesker med senhjerneskader eller skjulte handicap. Jeg ved godt, at det ikke er alle, som ønsker hjælp. Det er ens eget valg blandt mennesker.

Selvmordstanker

Jeg har selv prøvet at være fejlplaceret og har forsøgt at tage mit eget liv. Men sådan er det ikke nu. Mine forældre kæmpede en kamp mod bosteder, ind til det lykkedes. I 2006 kom jeg til Vejlefjord for at blive testet ved en neuropsykolog.

Jeg er i dag tilknyttet et center i Kolding for senhjerneskadede. Det er ikke et rigtigt bosted med nattevagt, som jeg havde ønsket. Men jeg får den hjælp, som jeg skal have, og den vil aldrig blive taget fra mig, for helt rask vil jeg aldrig blive.

Så for mig handler livet om at bruge de kræfter, jeg har tilbage, og søge hjælp, så jeg ikke bliver stresset. Jeg kan ikke klare flere ting på en gang og forstår ikke  alt. Jeg ville heller ikke kunne tage vare på mig selv, hvis jeg faldt om.

Kærligheden

Så for mig skal alt være i rammer og enkelt. Det er en del af min skade i dag. Kærligheden har vi også brug for, uanset om man er skadet eller ej. Jeg har selv haft svært ved at finde kærligheden, men har alletiders kæreste nu. selvom der gik mange år men han har mere erfaring og kan flere ting.  At der så er 25 års forskel er ligegyldigt. For jeg har det godt med det, den ene ikke kan, kan den anden. Jeg har aldrig haft job, men skulle det have været, ville jeg gerne have lavet biler, som min far gjorde. Men jeg er glad for, at det aldrig blev sådan alligevel. Derfor er jeg pensionist og har fået mere selvværd og ro. Så når jeg slapper af, kan jeg godt lide at brodere eller lave sudoku eller skrive.

Rejser

En gang om året er jeg gerne ude at rejse med min kæreste og tre andre. Vi kalder os halvhjernebanden fra Kolding. Så selvom det sproglige ikke er min stærke side fek.s engelsk og tysk, så har jeg min kæreste, eller jeg prøver selv med fingrene. Hvis jeg ikke kan sige ordet, peger jeg på det. Derfor kan jeg heller ikke rejse alene. Men at komme ud at opleve noget og ikke bare sidde i en gemt krog som før nyder jeg, for jeg elsker at være aktiv.

 

Sport

Mine interesser er sport, som jeg har været glad for hele mit liv. Også før min hjerneoperation. Jeg elsker fart nogle gange. Det kommer an på, hvad det er. Jeg er tidligere konkurrencesvømmer og fodboldspiller.

Jeg prøvede lidt af hvert fra atletik og gav aldrig op, men blev ved til det lykkedes. Jeg har medaljer fra svømning, bowling,fodbold og mini OL for handicappede. Det er jeg glad for, at jeg har kunnet. For nu da livet går den anden vej, og vi bliver ældre, så er der grænser for mig.

Jeg må ikke  løbe mere, men har gjort det meget. Og dyrket fitness, hvor jeg overdrev, så det er slut. I dag går jeg hos en fysioterapeut hvor jeg træner to gange, og jeg sejler en gang om ugen inden for handicapsejlads i Kolding.

Jeg tager min cykel mens min kæreste har sin crosser. Til sejlads er der mennesker med forskellige handicap fysisk og psykisk. For selvom man er anderledes og ikke normale, så viser vi også, at vi duer til noget.

Jeg har for nogle år siden gået til psykolog og fået redskaber, som jeg har brug for. Det gør, at jeg kan arbejde inde i mig selv for at finde en udvej. Det har hjulpet mig meget.

Min kæreste fandt mig

Det er min kærestes fortjeneste, at jeg lever i dag. Det var ham, der fandt mig på centret i Kolding i 2008.  Det gør også, at jeg kan være alene, når jeg har det godt. Og jeg gør, hvad jeg har lyst til.  Til dagligt lever jeg sundt og er næsten aldrig syg. Ting, jeg ikke bryder mig om, er at lave mad og udskiftning af personaler, da jeg har svært ved at lære nye folk at kende. Jeg kan heller ikke med mennesker, som ikke har tid, hvis der er noget. Jeg har det bedst, når jeg er sammen med dem, som kender mig og føler mig tryg ved det. Det er en del af min skade, og sådan vil det blive ved med at være.

Afslutning

Dette er en kort beretning om mit liv, som det har formet sig indtil nu, og det er første gang jeg skriver om det, men jeg håber, at det kan inspirere andre til at gøre det samme.

 

Katja Holm Pedersen