Anjas dagbog

Det kom som et chok, da Anja Reimer fik besked om, at hendes mor måtte flyttes først fra Ilulissat til Nuuk og så til København efter en hjerneblødning.
Senest opdateret: 08. april kl. 10:36

(Foto: Colourbox)

Anja Reimer bor i Grønland, hvor hun er født og opvokset. Som i flere andre grøndlanske familier, var det desværre ikke første gang at familien oplevede en hjerneblødning tæt på.

Anja skrev dagbog til sin mor for bedre at huske og bearbejde forløbet. En dagbog om, hvad der skete med hende, hvis nu hun vågnede op, og ikke selv kunne huske hvad der var sket. Men også for hende selv, for hun kunne ikke pludselig huske hvad lægerne sagde. Det var også for at reflektere over noget hun oplevede.  

Hun husker, at hospitalspersonalet også stirrede underligt på hende, mens hun skrev ned hvad hun følte og oplevede - nogle gange grædende og andre gange i fred og ro.

Herunder følger hendes dagbogsnotater.

Din mor har kramper [Anaanat noqarami]

Jeg skulle tidligt i seng, da jeg havde været vågen natten før pga. valg til regering. Så jeg fik ikke snakket med hende [mor] på dagen, men fik SMS'et lidt med hende, før jeg fik det forfærdelige opkald fra min stedsøster, at der var sket noget med mor.

Det var det værste telefonopkald, jeg nogensinde har fået. Jeg havde allerede mistet min far til en hjerneblødning, da jeg var næsten 3 år gammel.

Min stedsøster sagde med en klar stemme: ”Din mor har haft kramper…”.

Min mor, min klippe. Den søde mormor, der altid stod klar med en hånd eller et godt råd. Hun blev revet væk fra mig i løbet af 10 smertefulde dage fra den første hjerneblødning til døden.

Det første jeg tænkte på var: Var det nu rigtigt? Hvad med mine børn (hendes børnebørn), og hvad med vores familie?

På hospitalet i Nuuk

Der var stille i intensivafdelingen, da du kom til Nuuk fra Ilulissat. Jeg kunne se det var dig fysisk, men du var også et andet sted.

Her holdt de øje med dig, og nogle læger forklarede mig med alvorlig mine, at du var i en kritisk tilstand.

Jeg var bange og græd lidt, men kunne ligesom ikke fatte situationens alvor endnu, da jeg var i choktilstand.

Mine børn og min mand så til dig, også vores øvrige familie. Og jeg husker stadig ambulancens blinkende lys på vej mod til lufthavnen. De fik dig afsted med en helikopter til en anden by først. Jeg kan huske, at jeg bad i mit stille sind, og tænkte: "Mon jeg ser hende i live igen?".

Du kom til Nuuk med ambulanceflyver ca. ved kl. halv syv om morgenen. Der var sat respirator på. Jeg kom til intensiv afdeling for at vente på dig, det var meget koldt og sterilt og næsten ingen lyde. Der var en læge, der snakkede med mig om din tilstand. Den var alvorlig. Vi græd ved din side, Kristoffer og jeg, samt min mand & børnene ser til dig. Personalet fulgte godt med i din tilstand. Der blev snakket om Rigshospitalet i Danmark, og at der kun kunne tage én person med til Danmark. Jeg valgte, ikke at tage med dig i første omgang, for jeg kunne få en billet fra Universitetet i Nuuk til Danmark.

Du fløj til Danmark omkring 24 timer efter dine kramper. Man vidste endnu ikke helt, hvad det var.

Men jeg kunne se at din venstre side af ansigtet var længere nede end den højre side. Så jeg kunne regne ud, at det var noget med hjernen. På flyveturen forklarede jeg min sidekammerat situationen, og jeg valgte at være åben om min situation: "det kan kun være til min fordel, hvis folk omkring mig, vidste hvad der skete".

På Rigshospitalet

På Rigshospitalet i Danmark i afdeling NI 2093 (Neuro-intensivt afdeling) fik jeg en folder, hvor der stod Pårørendeinformation. Først der blev jeg klar over, at min mors situation var alvorlig. Jeg kunne først forstå det, da det stod sort på hvidt: En intensiv patient er kritisk syg eller kræver særlig intensiv overvågning. Der var virkeligt noget alvorligt galt med min mor.

Du blev scannet, og en læge forklarede mig at du havde fået en aneurisme, en udposning i den højre hjerne halvdel, hvor den ene havde sprunget, og den anden var blevet forhindret via lysken.

Jeg glemte, at tage vare på mig selv og spise. Jeg ville kun være ved din side. Jeg gik dog ned til biblioteket, og fik læst bøger om døden og om følgevirkninger efter en hjerneblødning. Der var ikke ret mange bøger om døden, men der var meget om følgevirkninger efter en hjerneblødning. Jeg var chokeret: der var alt fra at man ikke kunne kommunikere med dig, vanskeligheder med fysikken og nedsat evner på forskellige områder af kroppen, da hjernen styrer meget i kroppen.

Jeg fik også snakket med dig. Til dig. Jeg fortalte dig hvordan jeg havde det. Men jeg var også forbindelsesled til vores familie, så jeg var nødt til at skubbe min egen sorg til side. Jeg glemmer aldrig den stilhed, der herskede på gangen i NI 2093. Det var en larmende stilhed. Jeg glemmer heller aldrig, at jeg fik snakket med én på stedet - om mine følelser og om min situation. Det hjalp noget. Jeg fik forklaret, at der var rigtig mange grønlændere, der desværre fik hjerneblødninger. At det var noget genetisk. De ville gerne have en prøve, og jeg sagde ja, efter at have snakket med min familie.

På det grønlandske Patienthjem

Der blev banket på værelset. Min mobil havde været uden forbindelse. Det var fra personalet på Patienthjemmet. Der var sket noget med min mor, og jeg skulle komme straks. Hun var blevet erklæret for hjernedød ved 01.30-02.30-tiden om natten. Vi kom dertil.

Tag stilling til organdonation

En læge forklarede mig, hvad der var sket. Jeg fik kuldegysninger, og lægen spurgte mig: ”Jeg ved godt, at det er hårdt at få dette spørgsmål lige efter et dødsfald, men hvad ved du om organdonation?” Jeg svarede: ”Af det jeg har læst mig frem til, ved jeg, at i sorgens stund havde det været dét, der trøstede familien bedst”.

Men efter at have snakket med min stedfar, og fordi jeg ikke vidste hendes egen holdning, bestemte vi for, at der ikke skal være organdonation. Jeg ved godt, hun var et menneske, der gerne ville hjælpe så meget som muligt. Men det ville have gjort en forskel, hvis hun selv havde sat kryds, om hun ønskede at blive en organ donor eller ej.

Ceremoni

Jeg fandt det vigtigt, at der skulle tilkaldes en præst, for du var et troende menneske. Jeg fandt også styrke at være i Rigshospitalets kirke. Jeg fik præsten til dig, og efter du var død, fik vi også den grønlandske præst derhen. Der blev arrangeret en ceremoni, før du skulle i kapellet på Rigshospitalet og før du blev sat i en zinkkiste. Alle fra det Grønlandske Patienthjem havde mulighed for at deltage. Og der var mange, selv i Danmark. 

Kontakt med Rigshospitalet bagefter

Efter min mors død og efter hendes begravelse, har jeg skrevet og ringet til Rigshospitalet. Der skal holdes løbende kurser og information til personalet, at de skal vides mere om grønlandske forhold.

Jeg foreslog, at der skulle laves mere information i Grønland om muligheden om at blive organdonor, samt at det Grønlandske Patienthjem bestemt ikke er gratis, men hvorimod det koster for at overnatte, men at personalet er meget kompetente på hver deres område og at der er et stort sammenhold.

Desværre skete min mors dødsfald op til en weekend samt påske, hvor der ikke var personale til at klargøre hende til rejsen hjem. Så jeg var nødt til at tilbringe et ufrivilligt længere ophold i Danmark, selvom jeg var i sorg og hvor jeg ellers helst ville have været hos mine egne kære.

Men ikke desto mindre er jeg taknemmelig for alt: for Rigshospitalets personale samt Patienthjemmet samt Sana i Nuuk. Og ikke mindst er jeg taknemmelig for præsterne samt den medfølelse jeg har mødt alle vegne. Selvom det aldrig nogensinde vil udfylde tomrummet efter min mor. For hun var sandelig et stort menneske med et stort hjerte, og hun er stadig savnet.

Genetiske faktorer 

Jeg er selv blevet scannet i hjernen efter min mors død, og der skulle ikke være noget. Men jeg skal stadig passe på, for min far døde også af hjerneblødning, da jeg var lille.

Der blev forklaret for mig fra lægepersonalet, at der var overbelægning af grønlandske patienter på afdelingen. Der var 14 sengepladser, og der kom altid mange grønlandske patienter, for der var blevet fundet nogle genetiske faktorer blandt grønlandske patienter. Der var en større tendens til hjerneskader, som enten var medfødte eller også kombineret med forhøjet blodtryk, rygning, overvægt samt åreforkalkning. Der bor rigtig mange grønlændere i Danmark - ca. 15.000 personer.

Farvel mor

Vi vil altid savne dig - mor, mormor, aananngua. Æret være min mors minde – asavatsigit – vi elsker dig.

 

Læs mere

I Hjernesagens blad nr. 2, 2019 har der været en artikel om Anja's oplevelser.

  • Læs hele artiklen HER (pdf)