Livet er ukontrollabelt

Tekst: Ulf Joel Jensen
Foto: Arnauld Loots

Det er – heldigvis – ikke nogen let opgave at undgå film- og tv-produktioner med Trine Dyrholm: Hun har et mildest talt imponerende CV med roller i omegnen af 50 danske og internationale film siden hendes spillefilmsdebut i Springflod i 1990. Og ved siden af alle filmene har hun desuden medvirket i adskillige tv-serier og teaterstykker. Hun har vundet intet mindre end syv Bodil-priser – den første for hovedrollen i debutfilmen fra 1990 – og utrolige 10 Robert-priser. Hun har modtaget en sølvbjørn i Berlin som bedste skuespillerinde og flere gange været nomineret til bedste skuespillerinde ved European Film Awards.

Men selv for en erfaren skuespiller som Trine Dyrholm byder livet hele tiden på nye begyndelser – og en sådan markerer hovedrollen i hendes seneste film, som netop bærer titlen Begyndelser. Her spiller Trine Dyrholm rollen som Ane, mor til to og i færd med at blive skilt fra sin ægtefælle Thomas (spillet af David Dencik), da hun rammes af et stroke. Og dén rolle, som strokeramt, er ny for Trine Dyrholm – og en, som hun er gået til med stor ydmyghed.

– Det har været en opgave, som jeg har haft meget, meget stor respekt for. Det er vigtigt for mig og vigtigt for filmen, at vi får skabt et troværdigt billede af det her menneske med en halvsidig lammelse, fortæller Trine Dyrholm indledningsvist.

Fysisk krævende optagelser

Trods sin store erfaring var opgaven langt fra nem, forklarer hun videre. Trine Dyrholm lavede derfor en grundig research i flere måneder forud for optagelserne og havde en neurofysioterapeut som fast konsulent, der kunne guide og vejlede hende både før og under optagelserne.

I filmen spiller hun marinebiologen Ane, der har naturligt hjemme i havet. Derfor spiller vandet også en vigtig rolle i Anes kamp for at vende tilbage til livet. Hun skal lære at svømme igen – men med en halv krop. For Trine Dyrholm betød det, at hun først skulle lære at svømme crawl og dernæst lære at gøre det med kun den ene arm og ben.

– Det var vanvittigt hårdt rent fysisk. Det betyder naturligvis intet i forhold til de mennesker, som faktisk lever med en lammelse, fordi jeg jo bare kunne træde ud af bassinet og bevæge mig helt normalt, da optagelserne var slut. Men vi lavede alle svømmescenerne på én dag, og jeg var bare helt ødelagt bagefter, fortæller hun.

Der er arbejdet med alle detaljer

Derudover var den sværeste opgave i rollen som Ane faktisk ikke at gøre for meget, fortæller Trine Dyrholm. Og det hænger sammen med instruktøren Jeanette Nordahls ambitioner med filmen:

– Jeanette ville lave en nøgtern, næsten nøgen film. Så det sværeste for mig i rollen var næsten det her med ikke ”at gå i spil”. Jeg skulle bare være der med min karakters udfordrede krop og udforske momentet i de enkelte scener, siger hun.

Trine Dyrholm spiller ikke bare hovedrollen, hun optræder også på filmens creditliste som executive producer. Selv slår hun det hen med, at det mest af alt handler om, at det er svært at finansiere film i dagens Danmark. Men hun medgiver også, at det naturligvis også hænger sammen med, at hun på forhånd havde så stor tro på projektet, at hun gerne ville være med til at finansiere dens tilblivelse – og at filmen betyder noget særligt for hende.

– Jeg synes virkelig, det er en smuk film. Når man laver film, så er det et stort fælles projekt om at gøre historien og karaktererne mærkbare og troværdige, og der er virkelig arbejdet meget detaljeorienteret i den her film. Fx blev David, som spiller min mand i filmen, og jeg bedt om at vælge møblerne til stuen i det hus, vi skulle optage i. Simpelthen for at øge troværdigheden og sikre de helt små detaljer, siger Trine Dyrholm og fortsætter:

– Og så synes jeg, at det er en dejlig kompleks film, fordi det ikke bare er et skilsmissedrama. Det er heller ikke kun en film om sygdom og stroke. Den er alt muligt på én gang. Alle karaktererne skal på et eller andet plan lære at finde en balance og komme videre i livet.

En passende titel

Dermed er vi – helt bogstaveligt og på flere plan – tilbage ved begyndelsen. Nemlig titlen på filmen. Trine Dyrholm fortæller, at projektet længe havde arbejdstitlen Forbindelser, som også rummer en reference til de nye neurale forbindelser, der opstår i hjernen efter et stroke. Men man endte altså med Begyndelser – og selvom hun ikke var entydig begejstret til en start, er Trine Dyrholm i dag helt overbevist: Filmen kan simpelthen ikke hedde andet.

– Det er virkelig passende titel. Der er så mange nye begyndelser i filmen – akkurat som vi alle løbende møder nye begyndelser i livet – uanset ens vilkår. Ting sker. Livet er ukontrollabelt, og det må vi forsøge at acceptere. I filmen skal Ane finde en ny måde at være mor på. Hun skal finde en ny vej i partnerskabet. En ny måde at gå på job på. En ny vej at svømme på – bare det at gå skal hun lære på ny, siger Trine Dyrholm.

Vi har brug for håbet

Det er et vilkår, som gælder for os alle – uanset om man har fået en skade på hjernen eller ej. Vi er løbende nødt til at opfinde os selv, begynde på ny. Det kan være, når forældreskabet ændrer sig i takt med, at børnene bliver voksne. Eller når arbejdslivet tager en drejning, når parforholdet ændrer sin dynamik. Alt det rummer filmen om Ane og Thomas også – og det er præcis dét, som gør, at Begyndelser bliver til meget mere end kun en fortælling om sygdom og ulykke.

– På et eller andet plan bliver vi hele tiden tvunget til at lære at gå igen, og på den måde bliver Anes kamp for rent fysisk at genvinde kontrollen over sin nye krop et meget konkret billede på noget, vi alle sammen møder, siger Trine Dyrholm.

Samtidig rummer ordet begyndelser også en åbning mod noget nyt. Et håb. Uden at afsløre for meget af handlingen, så kan vi nok tillade os at fortælle, at den også slutter håbefuldt. Også dét er vigtigt at tage med sig ud fra biografsalens mørke, siger hovedrolleindehaveren:

– Jeg synes, håbet er vigtigt. Ikke sådan at forstå, at det altid skal være en del af alle film, så man altid slutter på en positiv note. Det er et kunstnerisk valg. Men vi skal helst finde en måde at dele vores angst og usikkerhed på. Vi skal føle os grebet og set – også i biografen. Så føler man sig ikke længere helt så alene. Og lige nu, med alt, hvad der sker rundt omkring i verden, så er der ekstra meget brug for håb, slutter hun.