En ny begyndelse

Af Ulf Joel Jensen
Foto: Ty Stange

Højrebenet begynder at spjætte og sparke ud, det bliver mere og mere voldsomt, jeg vælter rundt, råber i panik: ”Jeg ved ikke hvad der sker, det er ikke mig der gør det!” Det er som om en anden har overtaget min krop, jeg har ingen kontrol over mine bevægelser…

Sådan beskriver Ib Michael de fatale minutter om formiddagen den 28. september 2022, hvor han rammes af en blodprop i hjernen. Skræmmende, angstfyldte, paniske og kaotiske, men denne dag, lidt mere end to år senere, er det en afklaret Ib Michael, Hjernesagen møder i Kikhavn, lige nord for Hundested på Sjællands nordvestlige kyst.

For ganske vist var forfatteren snublende tæt på døden, ganske vist gik han med egne ord fuldkommen i stykker som menneske og person, ganske vist var månederne derefter kaotiske og tumultariske, men han har efterhånden fået samlet stumperne af sig selv op og sat dem sammen til en ny version af sig selv. Men han er helet – mentalt såvel som fysisk:

– Jeg har det godt, indleder Ib Michael vores samtale og slår ud med hånden:

– Jeg cykler 15 kilometer hver dag, jeg ror i kajak hele sommeren – jeg er kommet godt ud af det med min fulde førlighed. Jeg har været heldig, og jeg er jo udmærket klar over, at det ikke er alle, der er lige så heldige.

Højre-Mik og venstre-Mik

Afklaringen og den erkendelse, der følger med, er dog noget, der først er kommet hen ad vejen. I de første uger havde Ib Michael faktisk slet ingen fornemmelse af sin egen sygdom, og da lægerne viste ham skanningsbillederne med en tydelig skade i venstre side af hjernen, var han overbevist om, at der var sket en fejl. Billederne måtte ganske enkelt tilhøre en anden, for hans hjerne fejlede ikke noget. Men langsomt kom erkendelsen af, at noget var forandret, dog snigende:

– Selvom jeg ikke selv kunne mærke det, var der sket en ændring i min personlighed. Jeg var i en slags zombie-tilstand, hvor jeg spillede rollen som Ib Michael. Det har altid været mig, der laver morgenkaffe til min kone, Hanne, og det gjorde jeg fortsat hver morgen. Men det var en rolle jeg spillede – jeg var ikke selv til stede.  Og efterhånden kunne jeg se det i min kones øjne: Der var noget galt. Jeg var ikke mig, fortæller han.

I bogen beskriver han den forandrede personlighed som højre-Mik og venstre-Mik. Venstresiden er uforandret, mens højresiden er ny. Højre-Mik bider ikke længere negle. Han lider ikke af vinterdepression, han er omhyggelig med kaffebrygningen – men er også lidt kedelig.

Den fulde erkendelse af, at livet er forandret, rammer ham som en mur efter en oplevelse ved havet. Tidligere har Ib Michael nærmest kunne trække vejret under vand: Han har dykket og svømmet timelange ture i alle verdens have – og i sit forfatterskab har han befolket verden i og under vandets overflade med den største selvfølgelighed. Men denne dag i Lynæs går det med ét op for ham, at han må kæmpe hårdt for bare at svømme en kort tur.

– Jeg holdt masken, indtil jeg kom tilbage til huset. Men jeg brød helt sammen, da jeg kom hjem til Hanne. Der blev jeg for alvor klar over, at jeg var forandret. Der ramte sygdomserkendelsen mig for fuld kraft.

Den altfortærende sorg

I løbet af det første år efter blodproppen indtræffer flere voldsomme begivenheder i Ib Michaels liv, som derfor også er en del af bogen. Stærkest står beskrivelsen af hans nære ven Morten Sabroes pludselige død. Det er ikke et uventet dødsfald, eftersom vennen var alvorligt syg, men det sker pludseligt og dagen efter en festlig middag sammen.

Du har efterladt et hul der er på størrelse med alle de dage, måneder og år jeg har tilbragt sammen med dig i et nærmest dagligt samvær. Nu siger de du er død, og jeg forstår det ikke. Du var min elskede ven.
Uddrag af På den anden side af solskinnet

– Vi skal alle dø, men ingen er døde. Bevidstheden er der, og den er ligeglad med, om vi er levende eller døde. Jeg tror på, at vi ikke er bundet op på det tilfældige hylster, vi har lige nu – vores bevidsthed vil altid være der, erklærer Ib Michael.

Det er et livssyn og en filosofi, som bygger på buddhismens tanke om reinkarnation. Ib Michael tror fuldt og helt på det, men han må også erkende, at erkendelsen af, at verden hænger sammen på denne måde, ikke tilbyder en trøst. Til gengæld kan den tilbyde en form for tryghed som et fundament til at bygge videre på sit liv fra.

– Sorgen over tabet af min nære ven opleves stadig enorm og altfortærende. Min buddhistiske overbevisning træder i baggrunden og overstråles af sorgen og desperationen, men den giver også en form for håb, selvom mørket er totalt.

Et farvel til fiktionen?

Da Hjernesagen mødes med Ib Michael er det kun få uger siden, at hans bog, Fra den anden side af solskinnet, er udkommet. Det er en beskrivelse af det første år efter blodproppen, og en udgivelse, der startede sit liv som helt sporadiske notater, kæmpet ned på papiret gennem de tåger og forhindringer, blodproppen havde efterladt i forfatterens hjerne.

– På dét tidspunkt, altså da jeg starter med at skrive, var jeg ikke selv klar over, at jeg var i gang med forfattergerningen igen. Jeg skrev sådan set bare min egen journal. Jeg havde oplevelsen af, at jeg var en person, som var gået i stykker. Og mine notater havde det klare formål at skulle samle stumperne igen, fortæller Ib Michael.

Faktisk gik der flere måneder med daglige notater uden et egentlig endemål, før han blev klar over, at han var igen var i gang som forfatter. Det skete, da han fortalte nogle af sine kontakter på forlaget Gyldendal om sine notater, og mærkede deres interesse, som blev forstærket af det, de fik lov til at læse med på.

– Det er fantastisk igen at være i gang, og jeg har kunnet mærke en stor interesse for bogen, efter den er udkommet. Men jeg ved ikke, hvor det bringer mig hen: Lige nu føles det, som om jeg ikke skal skrive romaner igen. Efter blodproppen har jeg mistet et filter: Jeg kan kun tale sandt i dag, og derfor ved jeg ikke, om jeg overhovedet kan skrive fiktion længere, siger han – paradoksalt nok helt uden fortrydelse i stemmen.

Det er muligt, at romanerne ligger bag ham, men værket eksisterer jo endnu. Og skrive kan han stadig – om det så bliver digte eller noget andet, vil fremtiden vise.

Dødens nærhed

På den anden side af solskinnet er langt fra kun en trist bog om sorg og tab. Det er også en bog med håb og blik for skønheden ved livet. Et positivt vendepunkt i Ib Michaels arbejde med at samle stumperne af sit selv kommer, da han en dag får lyst til at høre musik igen. Han sætter jazzmusikeren Keith Jarrett på – og igen er det via Hannes reaktion, at han lægger mærke til forandringen hos sig selv: Fra dette øjeblik er Mik på vej hjem.

– Det har været en vigtig del af min helingsproces. Musikken kan udtrykke alt uden ord, og da jeg genopdager glæden med musikken, er jeg selv i gang med at genfinde min evne til at udtrykke mig, forklarer han.

Ib Michael beskriver det selv, som at hans forrige bog, Logbog ved rejsens afslutning, med sin næsten uhyggeligt profetiske titel er hans sidste bog. Til gengæld er På den anden side af solskinnet hans første. For han har nemlig fundet sig selv på den anden side af sin blodprop. Nærmere døden, men faktisk taknemmelig over oplevelsen.

– Livet og døden er komplementære størrelser. Den ene kan ikke være der uden den anden, og det er vigtigt at have erkendelsen af dødens nærhed, siger han.

Med egne ord er Ib Michael i dag en anden end før blodproppen. En person, som han stadig er i gang med at nærme sig. Med stor nysgerrighed og interesse – og undervejs har der været både op- og nedture. Der har været positive bivirkninger som et farvel til både neglebideri og vinterdepression. Men der har også været tab – som fx en sandsynlig afsked med romangenren og et endegyldigt farvel til rejserne, som ellers nærmest har defineret hans liv hidtil.

– Men hør her: Jeg er ikke trist, for jeg har ikke mistet mine rejser. Jeg er holdt op, og det er noget andet. Rejserne vil altid være en del af mig – jeg gør det bare ikke mere.