Derfor samler vi ind til Hjernesagen

I februar 2024 er Peter Jespersen på en forretningsrejse herhjemme i Danmark. Tidligt mandag morgen passer han sin individuelle genoptræning efter en ukompliceret menisk-operation nogle måneder tidligere, men på hotelværelset rammes han pludseligt af noget, der ligger fjernt fra alt andet, han har oplevet.

– Jamen, jeg kan bedst beskrive det, som at jeg har en følelse af være piftet som en cykel. Jeg er faktisk ikke et sekund i tvivl om, at det her er noget rigtig skidt. Jeg er nødt til at sætte mig ned, så må jeg ned og ligge – og jeg får det hele tiden værre. Jeg besvimer, vågner igen og har en frygtelig hovedpine. Det er frygteligt, fortæller han.

”Jeg er meget taknemmelig”
Der ender med at gå flere timer, før Peter bliver skannet – og her viser det sig, at han har en hjerneblødning og endda en meget stor en af slagsen. Dagen efter overflyttes han derfor til Rigshospitalet, hvor han bliver opereret. Familien får den nedslående besked, at helt op mod en tredjedel i Peters tilstand ikke overlever den første måned efter operationen. Og skulle han være blandt de heldige, som klarer den, så er der ingen, der tør sige noget om, hvilket liv han vil overleve til: Risikoen for invaliderende handicaps af stort set enhver slags er overvældende.

I dag er det indlysende klart, at Peter ikke bare klarede operationen – han er også kommet gennem den efterfølgende rehabilitering med ganske små følgevirkninger. Jovist, han er træt. Og han er langt fra oppe i sit sædvanlige gear endnu – måske kommer han det aldrig. Han har endda også mistet lugtesansen, men der er ingen tvivl om, at han har været heldig – og det er han selv yderst bevidst om.

– Efter min operation har der ikke være en eneste dag, hvor jeg ikke har sagt til mig selv: Nøj, hvor har du været heldig! Du har bedre chance for at vinde den store gevinst i Lotto end for at ende der, hvor jeg er i dag. Det er næsten naturstridigt. Mens jeg var indlagt, kunne jeg jo kigge rundt på mine medpatienter og se, hvordan de var langt mere medtaget. Hvordan de skulle have hjælp til deres hygiejne – og hvordan flere af faldt fra undervejs. Jeg er meget taknemmelig over, hvordan mit forløb faldt ud, understreger han.

En hyldest til livet og til venskabet
Et par måneder efter udskrivningen var der igen overskud til at begynde at se vennerne, og Jacob dukkede hurtigt op på matriklen. I den mellemliggende periode har både han og andre venner og familie også hjulpet Peters kone Charlotte og deres børn med det praktiske, for naturligvis betyder venskabet næsten endnu mere, når verden ramler om ørene på en.

– Allerede før Peter fik sit stroke, var vi begyndt at snakke om det her med at lave en ny flaske champagne, som skulle følge op på en, vi tidligere havde fået fremstillet. Men det er klart, at hjerneblødningen nulstillede alting. Så da han var hjemme igen, spurgte jeg, om ikke vi skulle få fremstillet en flaske, der på en eller anden måde var forbundet med hans forløb og som samtidig kunne hjælpe til at samle ind til andre i den situation, forklarer Jacob Jørgensen.

Derfra begyndte dialogen med champagne-producenten Arnaud Moreau, som omgående engagerede sig i projektet. Det handler om at sætte fokus på en sygdom, som folk måske ikke kender så meget til. Men det handler også om at sætte fokus på, hvad venskabet betyder, når ulykken rammer.

– Vi ville gerne rumme det hele i én flaske. Derfor tog vi kontakt til Hjernesagen, som skal have gavn af vores indsamling, og da vi kom til marts rejste vi igen ned til Arnaud og fik aftalt alt det praktiske. Nu håber vi bare, at champagnen og historien kan være med til at gøre en forskel – og at folk selvfølgelig vil nyde et glas i godt selskab. Det er en hyldest til livet og til venskabet – og begge dele fortjener de bedste dråber, man kan opdrive, slutter Jaob.