Det her er noget så fint som historien om et varmt og tæt venskab. Om boblende livsglæde, passion og fanden-i-voldskhed. Men samtidig også om livstruende sygdom, dybe kriser og eksistentiel usikkerhed.
Det er historien om Jacob og Peter. Naboer, bedste venner og livsnydere.
– Vi mødte hinanden omkring 2013, hvor vores drenge begyndte i vuggestue sammen. I virkeligheden var det nok Pernille og Charlotte, vores hustruer, som var hurtige til at spotte hinanden, og drengene fandt også hinanden på legepladsen, så det lå ret meget lige for, at Jacob og jeg også skulle begynde at se lidt til hinanden, indleder Peter Jespersen.
En særlig forbindelse
Hjernesagen har sat de to mænd stævne i Peters hjem i Søllerød, nord for København. Det har vi gjort, fordi de måneder forinden henvendte sig til foreningen med et ønske om at lave en donation til Hjernesagen – men på en lidt usædvanlig måde. Det vender vi tilbage til.
– Det viste sig, at vi også hyggede os godt sammen. Vi bor 100 meter fra hinanden, og Søllerød er bare en lille landsby, hvor alle børnene går i samme institution og samme skole – og forældrene derfor kender hinanden på kryds og tværs, fortæller Jacob Jørgensen.
Selvom alle altså kender alle i nabolaget, så er det alligevel over årene en særlig forbindelse mellem Jacob og Peter. Familierne har efterhånden mange gange været i sommerhus sammen, de har rejst i udlandet – både som familier og mændene alene, de har holdt julefrokoster og i det hele taget bare hygget sig og bygget et stærkere og stærkere bånd.
En skør idé bliver virkelig
Tidligt i deres venskab blev det klart for Jacob og Peter, at de delte en interesse for vin, og de begyndte derfor at købe rødvin sammen. Jacob udvikler en stigende interesse for vin med bobler – nærmere betegnet vin fra Champagne-distriktet i det nordlige Frankrig. I starten uden at få Peter med på vognen, men et eller andet sted undervejs blev vennens glød også antændt, så da Jacob på et tidspunkt får en skør idé om at få lavet sin egen flaske Champagne, var Peter omgående helt med på tanken.
Dermed nærmer vi os så småt Jacob og Peters indsamling til Hjernesagen – men stadig kun langsomt, og det er også nødvendigt med endnu en lille parentes i fortællingen: For selvom Jacobs idé var sjov og original, så var den ikke helt lige til at føre ud i livet.
For det er ikke nemt at ”lave sin egen Champagne.” Som i slet ikke nemt. Frankrig er på mange måder et land med mange regler og traditioner. Særligt når det kommer til vinproduktion – og af alle områder og distrikter i Frankrig er Champagne det mest regelbundne og traditionsrige.
Derfor kræver det lidt af en passion, det kræver gode forbindelser – og det kræver ikke mindst både gå-på-mod og stædighed at nå i mål med den gode idé. Efter flere ture til Champagne-distriktet, dialog med flere producenter, ender vennerne til sidst med at få en aftale i stand med champagneproducenten Arnaud Moreau fra den lille, men i vinkredse meget kendte landsby Bouzy i Champagne. En væsentlig løftestang for at få etableret samarbejdet er den fine historie bag projektet. Flasken skal nemlig hylde livsglæden og det tætte venskab mellem Jacob og Peter.
Livet er boblende godt, men…
– Det er vigtigt at slå fast, at det her med at få lavet vores egen Champagne ikke er et kommercielt projekt. Det er ikke noget, vi skal tjene penge på. Det var bare en sjov idé om at lave en flaske vin, som hylder vores venskab og livsglæden, fortæller Jacob.
Efter at have indgået aftalen med Moreau er de to venner med til at smagssætte vinen, inden den bliver aftappet på store magnumflasker. De lægger efterfølgende masser energi og kræfter i at designe en label til flasken, og der bliver lavet en bagsideetikette, som også fortæller historien bag projektet.
Der er allehånde lavpraktiske udfordringer i at få vinen importeret til landet, men alting lykkes, og vennerne får stablet en lille fest for de nærmeste på benene, da flaskerne ankommer. Livet er nærmest boblende godt, vi er i 2023, solen skinner – og alting ændrer sig et halvt års tid senere.
En voldsom og livstruende hjerneblødning
I februar 2024 er Peter på en forretningstur. Det er mandag morgen, han er i gang med nogle fysiske øvelser på hotelværelset efter en knæoperation tilbage i december – og pludselig er der et eller andet galt. Helt galt!
– Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det her er noget lort, for at sige det lige ud. Jeg kan bedst beskrive det som, at jeg har det som en piftet cykel. Jeg bliver nødt til at lægge mig ned på sengen, og det bliver bare værre. Jeg besvimer, og da jeg vågner igen, er det, som om jeg har fået en gryde på hovedet, og der står en baseball-spiller og slår på den med sit bat, fortæller Peter.
Det viser sig at være en hjerneblødning. Endda en voldsom en af slagsen. Peter kommer på hospitalet, næste dag overflyttes han til Rigshospitalet, hvor de vælger at operere ham. Familien får den nedslående besked, at helt op mod en tredjedel i Peters tilstand ikke vil overleve den første måned efter operationen – og skulle han være blandt de heldige, så er der ingen, der tør sige noget om, hvilket liv han overlever til. Risikoen for livslange følgevirkninger og invaliderende handicaps er overvældende.
– Jeg har været så ufattelig heldig. Der er bedre chance for at vinde i Lotto, end for at jeg skulle sidde her, som jeg gør i dag. Jeg er træt, og jeg har mistet lugtesansen, men ellers har jeg ingen men i dag. Det er næsten naturstridigt, siger Peter.
Venner – også når verden ramler
Den meget voldsomme oplevelse har naturligvis sat sig sine spor. Men faktisk synes Peter selv, at de fleste af sporene er positive: Han har i dag et endnu stærkere fokus på de gode ting i tilværelsen. Han har sænket tempoet i livet og luget ud i sine aktiviteter. Men venskabet med Jacob og passionen for Champagne lever i bedste velgående. Og så er vi fremme ved hele udgangspunktet for dette interview. For i slutningen af 2024 begynder Jacob at snakke om at lave en ny flaske sammen med Peter. Denne gang som en hyldest til livet – og en fejring af, at Peter stadig er her.
Vennerne rejser ned til Arnaud Moreau igen. De bliver enige om, at den nye flaske skal være en rosé, som de igen er med at udvikle og smagssætte. Denne gang skal flasken sætte fokus på det, Peter har været igennem og desuden rejse nogle penge til den gode sag.
Peter og Jacob har fået lavet 600 flasker grand cru roséchampagne, som de har døbt Amis – det franske ord for” venner”. De har fået en designer til at lave en både smuk og smagfuld label, der har en klar reference til Peters hjerneblødning, og i modsætning til sidst er det meningen, at flaskerne skal sælges. Både til private, i restauranter og til virksomheder og foreninger. For hver solgt flaske doneres det fulde overskud på 100 kr. til Hjernesagen.
– Det handler om, at vi gerne vil gøre noget for andre, der havner i en lignende situation. Vi vil gerne sætte fokus på sygdommen, som rigtig mange ikke kender til. Men vi vil også gerne sætte fokus på betydningen af at have et stærkt venskab, når verden ramler om ørerne på dig, siger Jacob.
Amis er en grand cru champagne fra Arnoud Moreau i Bouzy. Den er lavet på 70 % pinot noir og 30 % chardonnay, som har fået 3 års lagring på flasken, inden den nu er klar til at blive solgt.
Vinen har en elegant farve, fine og tætte bobler og behagelig og imødekommende smag med nuancer af røde bær. Den har en fin balance mellem syre og sødme, og selvom den er både kompleks og elegant, er den også umiddelbar og let at drikke.