Verica savner sin undervisning

Mange danskere med hjerneskade savner i disse uger deres sprogundervisning og øvrige rehabiliteringsaktiviteter. For under coronaepidemien har det meste ligget stille – og det kan have meget alvorlige konsekvenser. For borgere med hjerneskade har brug for støtte og undervisning, corona eller ej.
Senest opdateret: 13. maj kl. 08:48

Ofrene for coronavirus er mange og meget forskellige. Et af dem hedder Verica Arsova. Verica er ganske vist ikke selv smittet, men ikke desto mindre har epidemien grebet dybt ind i hendes i forvejen udfordrede hverdag.

Verica bor alene i en lejlighed på Nørrebro i København. Hun blev ramt af en blodprop i hjernen sidste år og blev udskrevet efter behandling og rehabilitering i februar i år. En af følgerne af hendes blodprop er, at Verica i dag er hårdt ramt af afasi. Hun har derfor stærkt brug for sprogundervisning, så hun kan få støtte til igen at kommunikere med andre mennesker.

Men siden Danmark lukkede ned i starten af marts, har hun, som mange andre borgere i hendes situation, ikke modtaget nogen undervisning. Det betyder i realiteten, at Verica er efterladt næsten helt uden sprog.

Undervisningen er lukket ned
Inden nedlukningen nåede Verica akkurat at starte et undervisningsforløb op hos Center for Specialundervisning for Voksne (CSV) i København. Det blev dog ikke til mere end et par besøg af logopæden, før COVID-19 ramte Danmark – og dermed lukkede CSV:

”Som udgangspunkt har vi haft lukket”, indleder centerchef Anne Leth fra CSV. ”Og det betyder selvfølgelig, at der er en række borgere, som ikke har modtaget den undervisning, de normalt ville have fået. Både borgere, som allerede er startet i et forløb hos os og nyramte. For selvom vi har haft lukket, så har vi jo stadig modtaget nye henvisninger”.

Enkelte besøg – men kun på døgncentre
Anne Leth understreger, at CSV tager udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens retningslinjer, og derfor også vurderer de meget kritiske sager.

”Vores kriterie har været, at de borgere, som uopretteligt vil miste kommunikationsfærdigheder, hvis vi ikke gør noget her og nu, dem skal vi gøre alt for at tilbyde undervisning. Det betyder, at selvom vi har været lukket ned, så har vi faktisk taget ud til enkelte borgere – det drejer sig om nogle få af borgere, som er blevet udskrevet til døgnrehabiliteringscentre. Borgere, der er udskrevet til eget hjem, har vi ikke haft mulighed for at tage på besøg hos – og de har heller ikke kunnet komme ind til os. Så der har vi i stedet, i det omfang, det har været muligt, forsøgt os med telefon- eller online-undervisning”, forklarer hun.

Tidlig intervention gør en forskel
Ingen tvivl om, at Anne Leth – akkurat som Verica Arsova – er ked af situationen og meget gerne havde været nedlukningen foruden. For det er faktisk en ganske alvorlig sag, at en nyudskrevet borger med hjerneskade må undvære sin undervisning over en længere periode:

”Der er ingen tvivl om, at det hjælper med tidlig intervention. Det er der klar evidens for”, lyder det fra Jytte Isaksen, forsker i afasirehabilitering og adjunkt ved Institut for Sprog og Kommunikation på Syddansk Universitet. Hun fortsætter: ”Derfor er det også en meget alvorlig situation, vi står i: Du risikerer at blive udskrevet efter indlæggelse uden sprog – og uden noget tilbud om hjælp”.

Manglende støtte er meget kritisk
Hun bakkes op af Hana Malá Rytter, forsker i rehabilitering efter hjerneskade og lektor ved Københavns Universitet og Bispebjerg Hospital:

”Man skal IKKE sidde hjemme uden stimulation. Det gælder uanset om man er ramt sprogligt, motorisk eller kognitivt. Man skal i stedet for i gang med genoptræningen og undervisningen så hurtigt og så hyppigt som muligt – naturligvis med udgangspunkt i personens muligheder og den samlede tilstand. Det handler bl.a. om, at man på den måde kan forebygge dårlige vaner: Man har en tendens til selv at kompensere for tabte evner, og har man først lært sig eVerica Arsovan uhensigtsmæssig måde at kompensere på, så kan det være svært at aflære det igen,” siger hun og tilføjer, at det også handler om at udnytte hjernens plasticitet: I den første tid efter en skade på hjernen vil der være et boost af hjernens omorganiseringsevne – og det gælder om at udnytte dette boost.

”Når det kommer til afasiramte personer, så er der en meget stor fare for, at man forfalder til at opgive at bruge sit sprog, hvis man ikke bliver trænet, stimuleret og undervist. Simpelthen fordi det er så svært at kommunikere med andre. Og hvis man først har opgivet kommunikationen i en periode, så bliver genlæringen meget sværere. Derfor er det i mine øjne meget kritisk, hvis man som afasiramt person ikke får nogen støtte og rådgivning i den første tid”, lyder det fra Lise Randrup Jensen, som forsker i afasi og er lektor ved Københavns Universitet.

Verica glæder sig
Ikke desto mindre er det præcis sådan situationen ser ud for Verica Arsanova og en række andre borgere herhjemme. På CSV er man efterhånden gået i gang med online-undervisning, men omstillingen har været vanskelig, simpelthen fordi ingen var forberedt på, at samfundet pludselig lukkede ned for fysiske møder.

Hjemme i sin lejlighed glæder Verica sig til, at hun måske også kan blive omfattet af tilbuddet om undervisning via sin computer. Hendes familie bor i udlandet, og hun er ikke længere i stand til at gennemføre en telefonsamtale. Det betyder, at hendes eneste sociale kontakt i dag faktisk er den daglige hjemmehjælp, hvor kommunikationen også er stærkt udfordret, suppleret med et par ugentlige samtaler med Hjernesagens rådgiver over en videoforbindelse.

”Mange gange træning skal de hjælpe mig med”, siger Verica med tydeligt besvær om udsigterne til en mulig online undervisning. Med andre ord: Verica vurderer selv, at hun har brug for meget træning, før hun igen kan begynde at kommunikere med omverdenen.