Har du skrevet testamente?

Kun 17 procent af danskerne skriver testamente, og det er for få. Det mener Hjernesagen, der sammen med en lang række velgørende organisationer nu vil bryde tabuet og få flere til at tage stilling.
Senest opdateret: 07. november kl. 03:25

De færreste af os kan lide tanken om, at vi en dag skal dø, og næsten lige så få bryder sig om at diskutere privatøkonomi med omverdenen. Derfor er det også de færreste, der får taget stilling til arv og testamentering.

Logo New2

I følge analyseorganisationen YouGov skriver bare 17 procent af danskerne testamente. Det er for få, mener Hjernesagen, der sammen med en lang række velgørende organisationer nu går sammen for at bryde tabuet. 

- Vi ved, at de fleste af os vil have glæde af at skrive et testamente, fordi vi så får mulighed for at få indflydelse på, hvordan vores værdier og arv skal fordeles. Alligevel er det bare de færreste af os, der rent faktisk sætter os og får lavet testamentet. Og dermed risikerer vi, at det i stedet er tilfældigheder, der ender med at styre. Derfor er Hjernesagen gået sammen med en række andre organisationer om blandt andet at skabe en hjemmeside, der på en god måde kan hjælpe til få lagt en plan for testamentet, siger Klaus Legau, der er direktør i Hjernesagen.

Initiativet er et samarbejde mellem 31 velgørende organisationer i Danmark – Heriblandt blandt andet Hjernesagen, Kræftens Bekæmpelse, Folkekirkens Nødhjælp og Dyrenes Beskyttelse. I fællesskab lancerer organisationerne hjemmesiden detgodetestamete.dk, der med en gratis juridisk rådgivning skal klæde danskerne på til at tage stilling og få lavet testamente. 

Formålet med initiativet er blandt andet at oplyse danskerne om det relevante i at nedfælde en sidste vilje, og at slå fast, at testamentering hverken er dyrt eller besværligt.  

Samtidig håber organisationerne bag Det Gode Testamente, at indsatsen vil øge danskeres kendskab og lyst til at skrive velgørende formål ind i deres i testamente – og dermed genspejle den store opbakning til velgørenhed, som generelt kendetegner befolkningen. 

- Danskerne er et generøst folkefærd og er generelt rigtig gode til at støtte velgørende formål. Men det er ganske få, der vælger at skrive en velgørende organisation ind i deres testamente. Vi oplever faktisk ikke, at viljen mangler, men at der simpelthen ikke er opmærksomhed på, at det er en mulighed. Med initiativet ønsker vi derfor også at skabe overblik over mulighederne, og gøre opmærksom på, at støtten virkelig gør en forskel, siger Ann Marie Panduro, der er chefjurist i Hjerteforeningen og styregruppeformand i det nye samarbejde, Det Gode Testamente.

YouGov anslår, at under 2 procent af danskerne betænker velgørenhed i deres testamente. Til sammenligning viser analysefirmaet AIM Creates Imageanalyse 2017, at over 80 procent af danskerne det seneste år har doneret et beløb til velgørende organisationer i forbindelse med indsamlinger og lignende.

Læs mere om Det Gode Testamente

Har du brug for konkrete råd og vejledning om arv eller testamente?

Hjernesagens advokat rådgiver medlemmer om alt inden for arv og testamente. Læs mere HER