Ret til deltagerdage til pårørende til hjerneskaderamte er måske rykket tættere på

EU har indgået en foreløbige aftale om et nyt direktiv, der bl.a. vil give pårørende til mennesker med alderssvækkelse og alvorlig sygdom ret til 5 årlige omsorgsdage.
Senest opdateret: 31. januar kl. 12:06

Hjernesagens landsformand Lise Beha Erichsen ser det som et muligt skridt på vejen til at få indfriet et ønske om indførelse af deltagerdage til erhvervsaktive pårørende. Hjernesagen har i flere år arbejdet på at få gennemført en sådan ordning.

Lise Beha Erichsen udtaler: ”Vi håber, at direktivet vil bane vejen for en ændret dansk lovgivning, der giver erhvervsaktive pårørende mulighed for at tage fri uden løntræk eller brug af feriedage. De erhvervsaktive pårørende vil dermed kunne få fri til at deltage i møder med kommunen eller lægebesøg, hvis deres familiemedlem med hjerneskade - fx på grund af afasi eller kognitive problemer - ikke er i stand til at tale sin egen sag. Det er en vigtig sag, som Hjernesagen følger tæt.”

Hvis direktivet vedtages, skal Danmark og andre EU-lande indføre lovgivning på området inden for en treårig periode.

Læs mere om nyheden via Europa-Kommissionen HER