Medlemstilbud: Weekendophold på Musholm - Fuldt booket

Hjernesagen tilbyder en helt særlig mulighed for sine medlemmer: Et ophold på feriecenteret Musholm ved Storebælt på særdeles fordelagtige vilkår. Mod en beskeden egenbetaling kan du som ramt få en fantastisk oplevelse i den sidste weekend i april.
Senest opdateret: 20. januar kl. 12:59

Musholm indbyder til, at alle – uanset funktionsniveau – melder sig til. Stedets faciliteter kan imødekomme alles behov: Mange af værelserne er udstyret med lift og handicapvenligt badeværelse, det er muligt at låne en el-scooter på stedet og weekend’ens aktiviteter vil rumme noget for både de aktive og dem, der har mest brug for at slappe af og lade op.

Sjove og udfordrende aktiviteter
Der vil være mulighed for at deltage i flere forskellige aktiviteter. De aktiviteter, man eventuelt kan deltage i, er der blandt andet hockey i specialdesignede el-kørestole, svævebane – og den er også for kørestolsbrugere – og klatrevæg. Man kan deltage i kropstræning og wellness, tage med på forskellige udflugter ud i naturen, spille boccia osv. En endelig fastlæggelse af aktiviteterne afhænger af de deltagere, der tilmelder sig.

Fuld forplejning
For 1.250 kr. i egenbetaling får man en hel weekend med fuld forplejning og mulighed for at deltage i de forskellige aktiviteter. Der er ankomst og indtjekning fredag eftermiddag med kaffe eller te. Senere fredag er der 3 retters menu med én genstand og natmad om aftenen.

Hele lørdag er der sørget for mad og drikke med morgenmad, formiddagsfrugt, frokost, kaffe og kage, aftensmad og natmad. Søndag får man morgenmad, inden der også er lidt frugt til at køre hjem på, efter man tjekker ud om formiddagen.

Først til mølle
Har man brug for det, er det også muligt at tilmelde en hjælper på weekendopholdet (hjælperen skal også være medlem af Hjernesagen), ligesom man kan søge om op til 850 kr. i støtte til transport.

Der er kun 40 pladser til weekendopholdet, og de fordeles efter princippet først-til-mølle.

Opholdet er fuldt booket. Hvis du er interesseret i at blive skrevet på venteliste, kan du kontakte vores rådgivning på social@hjernesagen.dk

Det praktiske
Du skal være medlem af Hjernesagen for at kunne deltage i opholdet
Tid: 24.-26. april. Indtjekning mellem kl. 15 og 17 fredag. Afslutning og udtjek søndag kl. 11.30.
Sted: Musholm i Korsør
Tilmeldingsfrist: 20. februar – men først til mølle.
Antal pladser: 40
Deltagerbetaling: 1.250 kr.

Hvis du har behov for personlig og praktisk hjælp til morgen og aften på Musholm, kan du søge om at få hjælpen med til Musholm via din egen visitator i din kommune. Det vil være Slagelse Kommune, som skal levere hjælpen under opholdet, når din egen kommunen har bevilliget dig hjælpen.

Tilmelding
For at tilmelde dig weekend-opholdet skal du:

  1. sende en mail til cabo@musholm.dk
  2. skrive ”Tilmelding til Hjernesagen på Musholm” i emnefeltet
  3. angive i mailen, at du gerne vil deltage i hele weekenden
  4. angive i mailen, om du deltager som enkeltperson eller med hjælper/partner som hjælper.

Dernæst vil du modtage en krypteret mail med tilmeldingsblanket fra feriecentret Musholm, som du kan udfylde ved at besvare den krypterede mail.

Dette tilbud er blevet muligt på baggrund af en bevilling fra Heinrich og Laurine Jessens Fond.