Tør du udfordre hjernen på Kulturnatten?

Hjernen bliver centrum for en spændende aften med udfordringer og hjerneoplevelser til både børn og voksne, når hjerneeksperter og Hjernesagen inviterer til åbent hus på Amager.
Senest opdateret: 02. oktober kl. 03:28

Sammen med Center for Hjerneskade inviterer Hjernesagen både børn og voksne til en udfordrende aften for hjernen på kulturnatten fredag aften den 12. oktober.

I løbet af kulturnat-arrangementet - der foregår på Amager Fælledvej 56A på Amager - vil der være masser af opgaver og også underholdende og spændende foredrag.

Mød blandt andet komiker Sebastian Dorset og hjerneforsker Jesper Mogensen, der tager en forrygende samtale om hjernen. Eller hør, hvordan det er at blive ramt af to blodpropper i hjernen som 32-årig … og alligevel komme videre med livet på en god måde.

Alle aktiviteter og sjove indslag foregår i de omgivelser, der til daglig handler om en langt mere alvorlig sag. Center for Hjerneskade behandler en lang række af de danskere, der får en hjernerystelse eller hjerneskade.

Hjerneaftenen foregår fra klokken 18-22. De besøgende kan frit besøge de mange aktiviteter og tilbud, når man har købt adgangsbånd til kulturnatten.

Fire gange er der mulighed for at overvære overraskende vinkler og samtaler om hjernen. Som for eksempel når en komiker og en hjerneforsker dykker ned i hjernens mysterier.

  • Kl. 18: ”Når hovedet bliver rystet” - om hjernerystelsesfølger v. fysioterapeut Henriette Henriksen og neuropsykolog Hanne Kryger
  • Kl. 19: "Vores utrolige hjerne” - komiker Sebastian Dorset og hjerneforsker Jesper Mogensen i forrygende samtale.
  • Kl. 20: Mød Rikke Kornby, der som 32-årig pludselig blev ramt af 2 blodpropper i hjernen.
  • Kl. 21: ”Vores empatiske hjerne” …når vi bogstavelig talt føler, hvad et andet menneske føler! v. neuropsykolog Lone Vesterager Martinus.

Læs mere om arrangementet på kulturnatten i København HER