Højskole for folk med apopleksi og pårørende

Hjernesagen og Rude Strand Højskole inviterer til inspirerende højskole sidst i november.
Senest opdateret: 19. september kl. 02:13

Forestil dig højskoledage målrettet til mennesker med apopleksi og deres pårørende. Vi har sammensat et program med sang og glæde, med nyttig information og med spændende impulser i dejlige og varme omgivelser.  Er det ikke netop, hvad man kunne behøve for at begynde på en frisk … eller sætte lidt ekstra kulør på hverdagen?

Rude Strand Højskole inviterer til højskoledage i samarbejde med Hjernesagen.Vi blander oplevelser og viden, som du kan bruge helt konkret.

I selskab med andre i samme situation ser vi på, hvordan nogle af de ting, man før den barske sygdom havde glædet sig til, kan lade sig gøre - og hvordan man kan se sin egen og sine pårørendes hverdag som en ny og spændende udfordring.

Du møder fagfolk, der måske ikke lige har den ideelle udvej på ramtes og pårørendes kvaler med i bagagen, men som har viden og kan give gode råd om, hvor du finder løsninger, og hvordan du kommer videre i tilværelsen.

Og der bliver også tid til at mærke højskolelivet.

Vi skal for eksempel på fælles tur til Horsens Industrimuseum. Vi skal på gåtur i naturen med sang undervejs. Der er fælles film og hyggelig Danmarks-quiz … og meget mere.

Rude Strand er højskole efter Grundtvigs tanker. En af Danmarks smukkest beliggende højskoler lige ud til Østjyllands idylliske kyst og med udsigt over Kattegat til Samsø, Tunø og Helgenæs.

Højskoledagene foregår fra den 29. november til den 3. december og er for pårørende og dig, der har haft en apopleksi. I alt fem dage. Du vil møde undervisere fra både Hjernesagen og fra højskolen.

Læs program og praktiske oplysninger HER