Hjernerystelse: Dansk kampagne får international opmærksomhed

Håndboldspillernes forbund tager risikoen for hjernerystelse alvorligt og kører kampagnen "Brug hovedet - pas på skallen". Kampagnen får omtale i European Brain Councils seneste nyhedsbrev.
Senest opdateret: 16. april kl. 11:22

Håndbold er en hård sport med risiko for blandt andet hjernerystelser. Foto fra herrernes håndbold-EM i 2010. Foto: Steindy, Creative Commons


En dansk kampagne om risikoen for at få hjernerystelse bliver nu omtalt internationalt. Når de danske herrehåndboldspillere løber på banen under VM i Qatar i disse dage er det med en risiko for at få en hjernerystelse under kampen. Håndbold er en hård sport, og mange håndboldspillere får hjernerystelser. Nogle af dem så voldsomme, at spilleren må indstille karrieren.

Spillernes forbund tager risikoen alvorligt og kører kampagnen "Brug hovedet - pas på skallen". Håndbold Spiller Foreningen samarbejder med Center for Hjerneskade om kampagnen, der nu får omtale i European Brain Councils nyhedsbrev.

Fokus på hjernerystelse i 2015

Kampagnen bliver omtalt i det seneste nyhedsbrev, hvor European Brain Council understreger, hvor vigtigt det er at være opmærksom på risikoen for hjernerystelse med alvorlige konsekvenser. European Brain Council er et europæisk netværk for neurologi, psykiatri, neurokirurgi med mere, der arbejder for at skabe opmærksomhed om hjernen og hjernens sygdomme, blandt andet gennem politisk arbejde i EU. Netværket har særligt fokus på hjernerystelse i 2015.

Hjernen skal have ro som hvis det var anklen, der var skadet

Kampagnen blev lanceret i efteråret 2014 og understreger blandt andet, at en hjernerystelse kræver fuldstændig ro.

"Ikke nogen tankemæssige udfordringer, ingen telefon, ingen tv. Det er en simpel, men effektiv behandlingsform. Selv om det kan lyde voldsomt, er det vejen frem. Hjerneskal have ro, ligesom man ville give sit ankelled ro, hvis det var der, skaden var sket", sagde Henriette K. Henriksen, fysioterapeut på Center for Hjerneskade, blandt andet i forbindelse med lanceringen.

Kampagnen giver fem gode råd om, hvordan man lige så stille kan begynde at træne igen efter hjernerystelsen.

Læs om de fem råd til sportsfolk med hjernerystelse

Når hjernerystelsen bliver ved

Hvert år får godt 25.000 herhjemme en hjernerystelse. Omkring hver tiende af dem får så alvorlige følger af hjernerystelsen, at det stadig påvirker dem et år efter. Det kan være svimmelhed og koncentrationsbesvær, fx. Smykkedesigneren Gitte Søe fik en hjernerystelse som 21-årig for seks år siden. Hun lever stadig med følgerne.

Læs Hjernesagens tema: "Når hjernerystelsen bliver ved"

DBU også på vej med kampagne

Dansk Boldspil Union, DBU, er også på vej med en kampagne rettet mod fodboldspillere og sender om kort tid en pjece ud om hjernerystelse. Kampagnen er et samarbejde mellem Spillerforeningen, Dansk Håndbold Spiller Forbund, Danske Elitesportsudøveres Forening og Center for Hjerneskade.